Kulturens Analyseinstitut samler og skaber viden om kulturens betydning i samfundet. Vi ønsker at være relevant for alle med interesse i kultursektoren, og derfor er det vigtigt for os at dele vores viden og gøre den tilgængelig både på tryk, digitalt, gennem deltagelse i konferencer, i faglige netværk og i pressen.
Nu søger vi en kommunikationschef med ansvar for pressehåndtering og branding, som skal bidrage til netop det.
Kulturens Analyseinstitut er en mindre organisation, og vi har derfor brug for en bredspektret kommunikationsprofil, der både kan tage ansvar for såvel det strategiske som det konkrete, og som kan manøvrere sømløst mellem strategi, planlægning og hands on udførelse.
Det bliver din opgave at udvikle og eksekvere kommunikationsstrategien, herunder prioritere og sikre tydelige budskaber, et ensartet udtryk, en genkendelig tone og stil samt en kontinuerlig tilstedeværelse på tværs af platforme. Derudover får du ansvaret for pressearbejde, herunder vedligeholdelse af et godt netværk i medierne, opsøgende pressearbejde og håndtering af spørgsmål fra journalister.
Du kommer til at stå i spidsen for et lille hold af fastansatte og faste freelancere, og du kommer til at samarbejde bredt med instituttets øvrige medarbejdere og med eksterne samarbejdspartnere.
Endelig bliver du en vigtig sparringspartner og rådgiver for direktion og bestyrelse, og har plads i organisationens ledergruppe.
Vi forventer, at du har en lang uddannelse inden for kommunikation eller formidling samt dokumenteret erfaring fra en stilling på tilsvarende niveau.
Derudover søger vi en profil der:
· Har solid erfaring med strategisk kommunikation
· Er erfaren med at planlægge og udføre presseindsatser
· Kan rådgive direktion og bestyrelse i kommunikations- og pressespørgsmål
· Kan eksekvere på tværs af platforme og i høj kvalitet
· Har et godt journalistisk netværk i relevante medier og kender pressens arbejdsgange
· Har interesse i og kendskab til kulturbranchen og de aktuelle dagsordner
· Har erfaring og glæde ved at hjælpe fag-faglige kolleger med at udkomme fx som kronikører, ekspertkilder eller oplægsholdere
· Forstår at arbejde i krydsfeltet mellem branchens interesse, offentlig bevågenhed og politisk opmærksomhed
Stillingen er forventeligt på deltid - ca. 30 timer pr. uge.
Som menneske er du kreativ, nysgerrig og god til at samarbejde på tværs af faggrænser. Du arbejder struktureret, men tilpasser dig, når verden ikke altid udvikler sig i den retning, det var planlagt.
Om Kulturens Analyseinstitut
Kulturens Analyseinstitut er et uafhængigt institut nedsat af Kulturministeriet. Vi undersøger blandt andet kulturens betydning for sundhed og trivsel, skaber overblik over grøn bæredygtighed i kulturlivet, går i dybden med kulturfrivillighed og kortlægger borgernes kulturforbrug i kommunerne. Resultaterne udkommer både som rapporter, notater, artikler, webinarer og gennem oplæg og talks på konferencer og folkemøder. Vi samarbejder gerne med kommuner, fonde og andre samarbejdspartnere, når opgaven matcher vores formål.
Se mere om os og vores arbejde her https://kulturensanalyseinstitut.dk/
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår sker i overensstemmelse med kvalifikationer og gældende overenskomst.
Vi ønsker stillingen besat hurtigst muligt.