Er du god til tal med sans for detaljer, så søger Institut for Miljøvidenskab ved Aarhus Universitet, Roskilde en ny kollega til arbejdet med de nationale emissionsopgørelser. Stillingen vil styrke den nuværende gruppe, der arbejder med emissionsopgørelser, specifikt ved at styrke arbejdet med kvalitetssikring.
Stillingen ønskes besat d. 1. september 2025 eller snarest muligt herefter.
Den succesfulde kandidat forventes at:
- Styrke arbejdet med kvalitetssikring af data og produkter (notater og rapporter) på tværs af sektorer;
- Sikre den fortsatte implementering af de eksisterende kvalitetssikringsprocedurer1;
- Udvikle nye værktøjer til kvalitetssikring af data;
- Deltage i samarbejde inden for fakultetet samt i andre relevante nationale og internationale fora.
[1]
Kvalitetsledelsessystem - Technical Sciences, Aarhus Universitet &
Quality manual for the Danish greenhouse gas inventoryDu har solide analytiske egenskaber og er god til tal. Derudover har du færdigheder inden for et eller flere af de følgende områder: statistisk analyse, databaser eller programmering.
Du kan hurtigt sætte dig ind i nye områder og gå systematisk til arbejdet uden at have detailkendskab til de enkelte sektorer.
Uddannelsesmæssigt kan du have mange forskellige baggrunde f.eks. inden for IT-videnskab, ingeniørvidenskab eller naturvidenskab.
Du er interesseret i at indgå i et tæt samarbejde med kolleger i gruppen og tage et fælles ansvar for kvaliteten af de danske emissionsopgørelser. Du forventes at bidrage til den løbende udvikling og forbedring af emissionsopgørelserne gennem kvalitetssikring og udvikling af mere effektive systemer. Da emissionsopgørelserne skal afleveres på bestemte tidspunkter, så skal du være indstillet på at arbejde med kontante deadlines og være villig til at yde en ekstra indsats for at sikre at arbejdet nås inden deadline.
Du forventes at have gode kommunikative egenskaber både skriftligt og mundligt og på både dansk og engelsk. Da en stor del af arbejdet foregår internationalt udarbejdes en stor del af arbejdet på engelsk og du forventes at beherske engelsk flydende både mundligt og skriftligt.
Institut for MiljøvidenskabInstitut for Miljøvidenskab er et interdisciplinært institut under Fakultet for Tekniske Videnskaber ved Aarhus Universitet. Den faglige ekspertise i instituttet spænder fra atmosfærisk kemi og fysik, over miljøkemi, mikrobiologi og bioteknologi, til miljøøkonomi, miljøgeografi, politologi og sociologi. Der udføres grundforskning og anvendt forskning inden for områder med store samfundsmæssige udfordringer som f.eks. luftforurening, reduktionstiltag, forvaltning af arealer, beskyttelse af økosystemtjenester og klimaforandringer. Rådgivning inden for disse områder tilbydes myndigheder, organisationer og private virksomheder.
Instituttet består af fire sektioner og der er ca. 160 medarbejdere (inklusiv postdocs og ph.d.-studerende). Instituttet går ind for ligestilling, diversitet og inklusion samt at skabe en attraktiv arbejdsplads med en god balance mellem arbejdsliv og privatliv.
Yderligere informationer om instituttet kan findes på hjemmesiden -
www.envs.au.dk Sektionen for Atmosfæriske Emissioner & Modellering består af tre grupper: Atmosfæriske Emissioner, Atmosfærisk Modellering og Klimamodellering. Den succesfulde kandidat vil blive tilknyttet gruppen for Atmosfæriske Emissioner, som pt. består af ti personer.
EmissionsopgørelserEmissionsgruppen er ansvarlig for at beregne emissioner til atmosfæren og rapportere dem i henhold til Danmarks internationale forpligtigelser under EU lovgivning samt til FN’s rammekonvention om klimaforandringer (UNFCCC) samt til FN’s økonomiske Kommission for Europa (UNECE). Emissionsopgørelserne omfatter både drivhusgasser og luftforurening og dækker alle menneskeskabte emissioner som defineret i internationalt vedtagne retningslinjer. Hovedsektorerne som defineret i de internationale retningslinjer er: Energi, Industrielle processer og produktanvendelse, Landbrug, Arealanvendelse samt Affald.
Energisektoren omfatter stationære og mobile forbrændingskilder, f.eks. kraftværker, brændeovne og vejtransport. Derudover indeholder sektoren også emissioner fra olie/gassektoren.
Industrielle processer omfatter procesrelaterede emissioner fra industrien, f.eks. fra kalcineringsprocesser. Derudover indeholder sektoren også emissioner fra anvendelse af produkter, f.eks. opløsningsmidler.
Landbrugssektoren omfatter emissioner fra husdyrs fordøjelse og gødningshåndtering samt lattergasemissioner fra landbrugsjorde. Dertil kommer mindre emissionskilder som markafbrænding og CO2-emissioner fra kulstofholdige handelsgødninger.
Arealanvendelsessektoren omfatter emissioner og optag af hovedsageligt drivhusgasser i forbindelse med arealanvendelse (skov, landbrugsarealer, græsarealer, vådområder samt befæstede arealer) og ændringer i arealanvendelse. Emissionsopgørelsen for skov udarbejdes af Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning ved Københavns Universitet, og der er et stærkt samarbejde angående emissionsopgørelsen for skov.
Affaldssektoren omfatter emissioner fra f.eks. lossepladser, kompostering, biogasbehandling samt spildevandshåndtering.
Ud over arbejdet med emissionsopgørelser, så er gruppen ansvarlig for emissionsfremskrivninger og udfører mange rådgivningsprojekter f.eks. for Energistyrelsen, Miljøstyrelsen og EU Kommissionen. Gruppen deltager også i forskningsprojekter, hvor de store datamængder og den detaljerede viden, der oparbejdes som en del af arbejdet med emissionsopgørelser bliver anvendt.
Vi tilbyder:- et job med stor samfundsmæssig relevans og bevågenhed,
- et spændende tværfagligt miljø med mange nationale, internationale og industrielle samarbejdspartnere
- et arbejdsklima, der indbyder til livlig, åben og kritisk diskussion
- et arbejdsmiljø med tætte arbejdsrelationer, netværksaktiviteter og sociale aktiviteter
Arbejdssted og ansættelsesområdeAarhus Universitet, Risø Campus, Frederiksborgvej 399, 4000 Roskilde.
Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte:Projektleder, chefkonsulent Ole-Kenneth Nielsen, okn@envs.au.dk, 87158478,
Sektionsleder, professor Peter Langen, plangen@envs.au.dk, 20618369 eller
Institutleder, professor Carsten Suhr Jacobsen, csj@envs.au.dk, 87158701
FormaliaLøn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst mellem Skatteministeriet og akademikere i staten. Afhængig af din erfaring, kompetencer og uddannelsesniveau vil ansættelsen være som AC medarbejder eller specialkonsulent.
Aarhus Universitet vil være en attraktiv og inspirerende arbejdsplads for alle og ønsker en kultur, hvor hver enkelt kan udfolde og udvikle sig. Vi ser ligestilling og diversitet som en ressource og opfordrer derfor alle interesserede til at ansøge.
Ansøgning sendes via Aarhus Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aarhus Universitets hjemmeside. Om Aarhus UniversitetAarhus Universitet er et fagligt bredt og forskningsintensivt universitet med høj kvalitet i uddannelse og forskning, og et stærkt engagement i samfundsudviklingen nationalt og globalt. Universitetet tilbyder et inspirerende uddannelses- og forskningsmiljø for 38.000 studerende og 8.300 medarbejdere med en årlig omsætning på 7,0 mia. kr. Læs mere på www.au.dk