Hvis du brænder efter at arbejde i et miljø præget af høj faglighed og rigtig godt fællesskab - så er du måske den kollega, vi mangler i kontoret for finansielle juridiske forhold Om jobbet Vi er på udkig efter en ny kollega, fordi vi har sendt en af vores dygtige kollegaer godt videre ud i verden.
På det finansielle område arbejder Erhvervsministeriet med rammevilkårene for de finansielle virksomheder og finansielle markeder og bidrager derigennem til den finansielle stabilitet. Vi har fokus på at skabe en sund finansiel sektor og en effektiv kredit- og kapitalformidling i Danmark. I kontoret for finansielle juridiske forhold beskæftiger vi os med forskelligartede problemstillinger relateret hertil, herunder
- Velfungerende regulering af ledelse og styring i kreditinstitutterne.
- Opbygning af et effektivt krisehåndterings- og afviklingssystem for kreditinstitutterne.
- Effektive rammer for værdipapirhandel og øvrige kapitalmarkedsforhold, herunder ikke mindst en ordentlig investorbeskyttelse.
- Ordentlige forbrugerforhold, så forbrugerne kan føle sig trygge, når de agerer på de finansielle markeder.
- Forebyggelse og bekæmpelse af finansiel kriminalitet, herunder hvidvask og terrorfinansiering.
- Katastrofeerstatningsordningerne ifbm. stormflod, oversvømmelse eller tørke.
Vi løser mange af vores opgaver i samarbejde med andre aktører på det finansielle område. Det gælder bl.a. Finanstilsynet, Finansiel Stabilitet, andre ministerier og den finansielle sektor. Du vil derfor få en bred kontaktflade uden for departementet.
De konkrete opgaver vil blive tilpasset efter dine interesser og kompetencer, men jobbet vil fx indeholde:
- Opgaver med at sikre ordentlige forbrugerforhold og investorbeskyttelse på de finansielle markeder.
- Ansvar for egne sager og EU-forslag, herunder forberedelse og evt. deltagelse i møder i Rådets arbejdsgrupper i Bruxelles.
- Udarbejdelse af notater mv. til erhvervsministeren og Folketinget, analyser af problemstillinger, udkast til taler, mødeforberedelse samt håndtering af lovforslag.
Om dig Vi ser for os, at du har:
- En relevant samfundsvidenskabelig uddannelse som f.eks. cand.jur., cand. merc. jur., cand.scient.pol. med en stærk faglig profil.
- Du er nyuddannet eller har et par års erfaring fra et ministerium, en styrelse eller den finansielle sektor.
- Viden om eller i hvert fald interesse for den finansielle sektor.
- Evnen til hurtigt at dykke ned i nye og komplicerede områder, men samtidig formår at bevare overblikket og det gode humør i en travl hverdag i et politisk miljø.
- Gode samarbejdsevner og evner til at skabe og fastholde gode relationer.
- Formår at formidle budskaber klart og præcist, mundtligt og skriftligt.
Om os Vi arbejder for en sund og robust finansiel sektor i Danmark og bedre adgang til vækstkapital for danske virksomheder. Vi beskæftiger os med rammerne for pengeinstitutter, realkreditinstitutter, pensionsforhold, værdipapirhandel, forbrugerforhold, finansiering til vækstvirksomheder og meget mere.
Vi arbejder med analyser, udvikling og implementering af nye politiske initiativer på det finansielle område. Derudover afdækker vi problemstillinger i den finansielle sektor og bidrager til at sikre et effektivt udbud af finansielle ydelser til både virksomheder og husholdninger.
Vi er godt 20 kollegaer fordelt i tre kontorer. Vi løser vores opgaver i et tæt samarbejde med vores faglige netværk, der bl.a. omfatter Finanstilsynet, Finansiel Stabilitet, andre ministerier og interesseorganisationer. Vi har et arbejdsmiljø, hvor sparringen er på et højt fagligt niveau og præget af en uformel og virkelig god tone. Du har derudover mulighed for at få en masse gode oplevelser med dine kolleger, for vi værdsætter og understøtter også sociale fællesskaber.
Om ansættelsen Du vil blive ansat efter overenskomsten for akademikere i staten.
Ansøgere skal kunne opnå den nødvendige sikkerhedsgodkendelse samt kunne opretholde denne under hele ansættelsesforholdet. Er du interesseret? Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at ringe til kontorchef Hans Høj på tlf. 91 39 94 25 eller chefkonsulent Astrid Madsen på tlf. 91 33 71 34.
Send din ansøgning via link på
https://em.dk/job-og-karriere/ledige-stillinger/ senest den 6. januar 2026. Husk også at uploade dit CV, dine eksamenspapirer med stempel og underskrift, karakterer samt andet relevant materiale.
Samtaler vil forventelig blive afholdt i uge 3-5 og tiltrædelsesdatoen er så hurtigt som muligt og senest til marts 2026. Der vil blive brugt personligheds- og logikanalyse i forbindelse med 2. samtalen.
I Erhvervsministeriet tror vi på, at et inkluderende, mangfoldigt arbejdsmiljø styrker opgaveløsningen. Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund og lige muligheder for alle vores jobansøgere. Vi opfordrer alle til at søge stillingen uanset alder, køn, seksualitet, religion eller etnisk tilhørsforhold.
Vi glæder os til at høre fra dig.