Kok eller cater – få faglig udvikling og plads til familielivet

fuldtid
Kok eller cater – få faglig udvikling og plads til familielivet
  • Compass Group Danmark A/S
  • Carl Gustav Gade 1, 2630 Taastrup

Vil du kreere arbejdsdagens højdepunkt for 1.500 mennesker, nemlig frokosten? Og vil du møde 6.30-14.24 og have fri i weekenderne?

Så kom og vær en del af et nyopstartet team, der sammen slår dørene op for Novo Nordisks nyopførte kantine – hvor vi garanterer dig, at du ikke kommer til at holde din pause på en mælkekasse. Det hele sker, lige ved Høje Taastrup station, så transporten har vi også gjort nem.

”Pludselig kan vi stå med en ordre på 700 cupcakes. Så her bliver hverdagen aldrig ensformig – til gengæld kan jeg forsikre dig om, at vi har rammerne til at sørge for, at den bliver god,” siger køkkenchef Andreas Rasmussen.

Velkommen til et nyt storkøkken i særklasse

Når køkkenet slår dørene op til november 2025, tør vi godt love én ting – der er ikke sparret på noget. Så vi får de bedst mulige rammer for at producere mad til kantinens gæster. Det gør vi ud fra et nyt menukort hver dag, hvor alle retter har det til fælles, at vi hele tiden tænker i at undgå madspild.

Du tilbereder nye retter hver dag, når du:

  • arbejder med både kolde og varme retter, da du løbende roterer mellem de forskellige stationer
  • kommer med forslag til menuen
  • anretter portioner og præsenterer maden for gæsterne – og får dem til at føle sig set
  • tager medansvar for vores caterelever, så de får den bedst mulige indføring i dit fag.

”Jeg er næsten allergisk over for ”plejer”. Så du får en hverdag, hvor vi videreudvikler os hele tiden, sammen. Du kommer også til at kunne tage kurser i nærmest hvad som helst, og på sigt får vi også vores egne,” – Andreas.

Her er trivsel et fast punkt på menuen – hver dag

Når vi er fuldtallige, bliver vi 30 i køkkenet. Halvdelen af kollegerne er nye, ligesom dig, så du får en unik mulighed for at være med til at forme vores kultur og arbejdsgang.

Og vi synes selv, at vi har et godt fundament at bygge videre på. Vi er nemlig en blandet flok på tværs af alder og køn, der har fokus på både mad- og medarbejderglæde.

”Der kan være run på, det er klart, men det går aldrig ud over den gode tone og roen i maven. For vi går til hverdagen med godt humør, og alle er gode til at tage medansvar,” – Andreas.

For dig skal hver en mundfuld smage af kvalitet

Du går op i, at kærligheden til maden skal kunne smages, også selvom den er storproduceret. Den samme gode energi deler du med dine kolleger – for lige som os værner du om den gode stemning.

Og så forestiller vi os, at du:

  • har svendebrev som kok eller cater
  • gerne har erfaring fra storproduktion – men også kan komme fra fine dining og have mod på at skære 12 kasser gulerødder.

Skal vi være dit faglige ta’ selv bord?

Så send os din ansøgning og dit CV snarest muligt.

Log ind