På vegne af vores tværfaglige personalegruppe samt Siriusparkens fantastiske og helt unikke borgere, søger vi en engageret køkkenkunstner, med relevant baggrund, der brænder for det gode måltid, og som har lyst til at blive en central del af vores helhedstilbud og udviklingsrejse, hvor retningen er sat, og vi sammen finder de mange veje derhen.
Om Helhedstilbuddet Siriusparken
Siriusparken er et helhedstilbud for 30 voksne borgere med varigt nedsat fysisk og psykisk funktionsevne. Målgruppen omfatter borgere med udviklingshæmning, demens, multiple funktionsnedsættelser, kommunikationsvanskeligheder og hjerneskade. Boligerne er fordelt på 5 boenheder med hver 6 lejligheder omkring fællesarealer, og hverdagen er præget af tryghed, nærvær og struktur.
Vi er et tværfagligt team bestående af pædagoger, social- og sundhedsuddannede, sygeplejerske, aktivitetsmedarbejdere og servicepersonale, som hver dag samarbejder tæt om at skabe meningsfulde, sansende og gode rammer for vores borgere.
Vi arbejder ud fra en neuropædagogisk forståelsesramme med fokus på low arousal og relationel støtte, og vi prioriterer tværfagligt samarbejde, humor og ærlig dialog højt.
Om stillingen
Vi søger en køkkenkunstner, der både har lysten og evnen til at tage ansvar for den daglige tilberedning af måltiderne – og som samtidig kan bidrage med faglig sparring og vejledning i husene.
Du bliver en vigtig del af vores hverdag, hvor mad og måltider ikke blot handler om ernæring, men også om livskvalitet, fællesskab og sanseoplevelser.
Som vores køkkenkunstner vil du:
- Tilberede og planlægge dagens måltider i tæt dialog med husene.
- Deltage i den daglige sparring med medarbejdere omkring korrekt håndtering af fødevarer, sammensætning af ernæringsrigtig og varieret kost, samt fokus på økonomi og madspild.
- Kvartalsvist deltage i teammøder i de enkelte huse, hvor du bidrager med sparring og rådgivning omkring kost og planlægning. - Sammen med leder varetage det økonomiske overblik over madbudgettet.
- Bidrage til at udvikle gode og bæredygtige kostvaner i huset – hvor borgerne har en forkærlighed for klassisk dansk mad, men hvor der også er plads til den grønne linje og nye smagsoplevelser.
Du vil have et tæt samarbejde med leder, og stor indflydelse på stillingens udformning og udvikling – inden for de givne rammer.
Der kan forekomme enkelte arrangementer, hvor din deltagelse vil være ønsket uden for normal arbejdstid – fx ved personalearrangementer, fælles møder eller temadage.
Vi forestiller os, at du:
- Er uddannet ernæringsassistent, kok, smørrebrødsjomfru – eller har på anden måde en relevant kostfaglig baggrund.
- Brænder for det gode måltid og kan formidle glæden ved madlavning til både borgere og kollegaer.
- Har styr på egen tid, struktur og økonomi.
- Arbejder selvstændigt og trives med at tage ansvar for både planlægning og drift. - Er fagligt nysgerrig, og har lyst til at indgå i dialog og samarbejde på tværs af huset.
- Har en naturlig evne til at skabe ro, overblik og god stemning i køkkenet.
Vi tilbyder:
- Et spændende og selvstændigt job med stor indflydelse inden for de givne rammer.
- En arbejdsplads med fokus på trivsel, udvikling og fællesskab.
- Et moderne køkken med gode faciliteter og mulighed for at sætte dit præg på madplaner og tilberedning.
- Tæt samarbejde med leder og tværfaglige kollegaer.
- Et fagligt miljø, hvor vi vægter humor, åbenhed og ærlig dialog.
Praktiske oplysninger
Stillingen er på 37 timer ugentligt, med arbejdstid på hverdage fra kl. 7.00.
Tiltrædelse 1. februar 2026 eller efter aftale. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst samt efter principperne om lokal løndannelse, efter aftale med den forhandlingsberettigede organisation. Der indhentes straffeattest inden ansættelse.
Hvis du er blevet nysgerrig og ønsker yderligere oplysninger, er du meget velkommen til at kontakte: Leder, Christine Walentin Skøtt – tlf. 41 39 08 02
Eller Administrativ medarbejder Karina Freimel – tlf. 23 80 65 02
Siriusparken er en del af Odsherred Kommune. Helhedstilbuddet Siriusparken ligger i skønne Nykøbing Sjælland – 30 min. fra Holbæk, 45 min. fra Roskilde og en time fra København. Læs mere om Odsherred Kommune på www.odsherred.dk og www.visitodsherred.dk.