Har du lyst til at arbejde med alle de gode historier fra videnskabens verden? Har du erfaring med sundhedsvidenskab? Og har du mod på at være en del af en ny kommunikationsafdeling i udvikling?
Så er det måske dig, vi mangler i presseafdelingen på Københavns Universitet.
Vi fortæller om dødelige hudsygdomme, vegetariske laks, zombieceller, neandertalere, sund aldring, søvn, kokain, Alzheimers og rigtig meget andet - med udgangspunkt i al den spændende forskning, der skabes på Københavns Universitet. Nu leder vi efter en kollega, der kan hjælpe os med at få historierne endnu bedre og længere ud.
Måske sidder du i dag på et medie, i en virksomhed eller i en organisation som vores. Det er ikke så vigtigt, præcis hvor du kommer fra, men du må meget gerne have erfaring med at kommunikere komplicerede budskaber på den ene eller anden måde. Det er selvfølgelig også en fordel, hvis du har erfaring med pressearbejde og viden om det sundhedsvidenskabelige område.
Derudover vil vi i processen lægge vægt på, at du:
- Har en akademisk uddannelse eller en uddannelse som journalist.
- Kan se værdien i at engagere omverdenen i al den spændende viden, som forskerne på KU skaber.
- Har en god forståelse for, hvornår det er vigtigere at levere hurtigt frem for perfekt.
- Kan se dig selv være med til at udvikle strategier og metoder for, hvordan vi som organisation hjælper både forskere og medier bedre.
Opgaven For os er det de gode fortællinger fra forskningen, der er omdrejningspunktet i hverdagen. Vi skaber dem selv, men bliver også meget glade, når det lykkes os at hjælpe medierne med at finde og udgive dem.
Når vi skal sammenfatte vores arbejde i presseafdelingen, plejer vi at sige, at vi ”er KU’s bindeled til pressen”. Det betyder blandt andet, at det er os, der tager telefonen, når medierne leder efter eksperter og forskere – og at vi selv laver forskningsnyheder fra KU, som bliver samlet op af pressen.
Du kommer til at være i tæt dialog med forskerne, når vi skal formidle deres viden til danske og internationale medier, og du kommer til at indgå i en vagtordning, som også omfatter KU’s tilstedeværelse på LinkedIn, hvor vi når ud til rigtig mange i forsknings- og uddannelsesverdenen. Og så har vi et ansvar over for ledelsen på KU, som vi også hjælper i kontakten til pressen.
Enheden blev etableret 1. marts 2025, så du kommer også til at være en del af udviklingen af vores arbejde – og hele KU’s kommunikation. Det håber vi, at du ser som en spændende mulighed.
Om KU Kommunikation – og enheden Presse Du vil blive en del af enheden Presse, der bor i Københavns Universitets centrale kommunikationsafdeling, hvor vi er cirka 70 mennesker i alt. I Presse er vi en enhed på ni dygtige mennesker, der er fordelt i tre fagteams (hvor du altså skal være i team-sundhedsvidenskab). Vi bor i gamle – men charmerende – omgivelser meget centralt i København – lige ved Frue Plads.
Løn- og ansættelsesvilkår Ansættelse fra 1. august 2025. Den ugentlige arbejdstid er gennemsnitligt 37 timer.
Du ansættes efter gældende overenskomst.
Hvis du har en akademisk baggrund, vil du blive ansat som specialkonsulent eller fuldmægtig i hht. overenskomst mellem Skatteministeriet og Akademikere i Staten.
Hvis du har en Journalistuddannelse, vil du blive ansat i henhold til overenskomst mellem Skatteministeriet og Dansk Journalistforbund.
Der er mulighed for forhandling af individuelt tillæg efter kvalifikationer. Vi ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Ansøgningsprocedure Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Pressechef Kristian Malling Granov på
kgr@adm.ku.dk Din ansøgning Er du interesseret i stillingen, beder vi dig sende en ansøgning via Jobportalen senest den 19. maj 2025. Samtaler forventes afholdt i uge 21-22.