Klinisk specialist ved Hjerne- & Rygkirurgi, Aarhus Universitetshospital

fuldtid
Klinisk specialist ved Hjerne- & Rygkirurgi, Aarhus Universitetshospital
  • Region Midtjylland
  • 8200 Aarhus N

En fuldtidsstilling som klinisk specialist er ledig ved Hjerne- & Rygkirurgi på Aarhus Universitetshospital til besættelse pr. 1. maj 2025 eller snarest derefter. Der er tale om en projektansættelse i 12 måneder 
med tilknytning til afdelingens forskningsgruppe Center for Experimental Neuroscience (CENSE).

Om afdelingen

Hjerne- og Rygkirurgi er den eneste neurokirurgiske afdeling i Region Midt. Afdelingen behandler alle patienter med neurokirurgi inden for subspecialerne Tumor, Vaskulær og skull base, Hydrocephalus, Traume, Neuromodulation og Spinal. Afdelingen bedriver forskning inden for alle neurokirurgiske hovedområder og arbejder på at undersøge mekanismerne bag hjernens funktioner med henblik på at udvikle nye behandlingsformer til hjernesygdomme som fx Parkinsons sygdom. I Hjerne- og Rygkirurgi arbejder vi målrettet, med udgangspunkt i AUH's Strategiske Ambition og på at være Danmarks komplette neurokirurgiske afdeling på højeste, internationale niveau – til gavn for både patienter, pårørende og kollegaer. Vi er en afdeling, der vægter trivsel højt, og vi har et godt arbejdsmiljø, der er kendetegnet ved åbenhed, tillid, smil og godt humør. Det betyder også meget for os, at der er rum og plads til læring og udvikling. Vi arbejder hele tiden på at forbedre os, bl.a. gennem tværfaglige temadage, udviklingsprojekter, sygeplejekonferencer og forskning. Vi mener at arbejdsglæde og trivsel er afgørende for den kvalitet, vi yder overfor vores patienter.

Arbejdsopgaver

Vi søger en klinisk specialist med neurohistologiske specialkompetencer og akademiske kvalifikationer på minimum adjunktniveau. Den kliniske specialist skal hjælpe med at drive forskningsaktiviteten i afdelingens neurohistologiske laboratorium, hvor der udføres basalvidenskabelige studier for en lang række hjernesygdomme. De primære arbejdsopgaver vil være laboratorievejledning, laboratoriearbejde og udarbejdelse af rapporter samt mikroskopi og histologisk analyse af nervevæv. 

Den kliniske specialist skal understøtte planlægningen og udførelsen af de kvalitative og kvantitative analyser af de opnåede histologiske snit samt udarbejde den anatomiske beskrivelse af de histologiske prøver samt neuroimaging-resultaterne. Dette arbejde udgør en histologisk core-funktion for afdelingens forskningsaktive ansatte, studerende samt interne og eksterne samarbejdspartnere. Arbejdsopgaverne inkluderer også udarbejdelse af fondsansøgninger, sammenskrivning af forskningsresultater, undervisning/supervision af studerende og deltagelse i møder, kurser og eksaminer. Den kliniske specialist skal derudover medvirke til forbedring af eksisterende metoder og ikke mindst udviklingen af nye teknikker indenfor det histologiske område. Der vil efter aftale være mulighed for at bedrive selvstændige forskningsprojekter.

Om dig

Det er et krav at du har flere års erfaring indenfor det videnskabelige område, da stillingen i stor stil rækker ud over afdelingens rammer, og du vil være en del af et innovativt og internationalt miljø med interne og eksterne samarbejdspartnere. Ansøgere med en akademisk grad på adjunktniveau eller højere, relevant erfaring og flere publikationer indenfor det neurohistologiske område vil blive foretrukket.

Det forventes, at du er flydende på engelsk både mundtlig og skriftligt og kan overholde deadlines, så du selvstændigt kan planlægge, drive og bevare overblikket over forskelligartede opgaver. Som person er du imødekommende og kan bidrage til et godt arbejdsmiljø.

Vi tilbyder

Du bliver en del af et aktivt forskningsmiljø og vil få alsidige arbejdsopgaver i et tæt samarbejde med de tilknyttede forskere og studerende. Der vil være mulighed for løbende faglig udvikling.

Arbejdssted

Arbejdssted vil være Hjerne og Rygkirurgi, Aarhus Universitetshospital, Palle Juul-Jensens Boulevard 165, 8200 Aarhus N. Du vil referere til afdelingens ledende professor.

Ansøgning

Send din motiverede ansøgning med CV og relevante bilag senest den 10. april 2025.

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte professor Jens Christian H. Sørensen på tlf. 2388 2178.

Løn- og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst. Ansættelsen er betinget af en tilfredsstillende børneattest.

 

 

 


Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret.

Log ind