Klinisk farmaceut med teamlederfunktion for Akut Vurderingsafsnit (AVA), Bispebjerg og Frederiksberg Hospital

fuldtid
Klinisk farmaceut med teamlederfunktion for Akut Vurderingsafsnit (AVA), Bispebjerg og Frederiksberg Hospital
  • Region Hovedstadens Apotek
  • Bispebjerg bakke 23, 2400 København
Brænder du for klinisk farmaci og patientsikkerhed? Vil du være med til at udvikle fremtidens medicinservice? Er du en løsningsfokuseret teamleder der motiveres af ansvaret for teamets udvikling og daglige drift, og ser du dig selv som en stærk samarbejdspartner for hospitalets sundhedsfaglige grupper internt på hospitalet og eksternt på tværs af sektorovergange?

Om os
Som medarbejder i afdelingen Klinisk Farmaci på Bispebjerg og Frederiksberg hospital (BFH) bliver du en del af Region Hovedstadens Apotek, en organisation i rivende udvikling.

Afdelingen har et lægemiddelfagligt højt niveau og samarbejder på tværs af apotekets matrikler samt med Akut Vurderingsafsnit (AVA) og andre kliniske afdelinger på Bispebjerg hospitalet, hvor du vil have din daglige gang. Vi arbejder forskningsbaseret med relevante projekter, der især gavner udviklingen af vores ydelser indenfor klinisk farmaci og medicinservice.

Her er højt til loftet, vi har en uformel og afslappet tone, og vægter arbejdsmiljøet højt. Du vil få et stort råderum over din egen arbejdstilrettelæggelse, hvor vi støtter hinanden og bygger vores afdeling på ærlighed og troværdighed.

Dine arbejdsopgaver
Refererende til afdelingslederen for Klinisk Farmaci, BFH, kommer du til at arbejde tæt sammen med afdelingens farmaceuter, farmakonomer og ledere om blandt andet at udføre medicingennemgange for akut indlagte patienter og medicinservice.

I Akut Vurderingsafsnit, Akutmodtagelsen, vil du fungere som klinisk farmaceut og teamleder. Din primære arbejdsopgave består i at optage en valid medicinanamnese hos polymedicinerede patienter gennem patientsamtale, og dertil sikre at patientens aktuelle medicinstatus afspejles i Sundhedsplatformen. Derudover fungerer du som sparringspartner for læger og sygeplejersker i optimeringen af medicineringsprocessen og kvalitetssikring heraf. Vi bemander Akut Vurderingsafsnittet i hverdage.

Som klinisk farmaceut og teamleder vil dine opgaver omfatte:

  • Bidrage til strategisk udvikling og implementering af tiltag på AVA i samarbejde med både Chef og afdelingsleder for Klinisk Farmaci og lægerne på AVA
  • Daglig koordinering, prioritering og vagtplanlægning inkl. ferie
  • Oplæring af nye medarbejdere og håndtering af driftsudfordringer
  • Faglig udvikling og projektledelse, herunder kvalitetsinitiativer og dataopfølgning
  • Optagelse og validering af medicinanamneser samt medicingennemgange
  • Foreslå ændringer til patientens medicinske behandling
I Medicinservice sørger vi for at bestille og forsyne hospitalets afdelinger med medicin, samtidig med faglig vejledning i korrekt medicinhåndtering. Ydelsen udføres i hverdage af farmakonomer, og kvalitetssikres i et samarbejde mellem farmakonom, farmaceut og vores samarbejdspartnere i klinikken

I medicinservice vil dine opgaver omfatte:

  • Undervisning og farmaceutisk sparring med læger og sygeplejersker
  • Rådgivning og implementering af farmaceutiske ydelser i tæt dialog med klinikken
  • Udarbejdelse af lægemiddelstatistikker og revision af standardsortimenter (liste over et afdelingsspecifikt sortiment af lægemidler)
  • Deltage i relevante udvalg på tværs af Region Hovedstadens Apotek
  • Eventuelt initiere og gennemføre forskningsprojekter – eventuelt på tværs af sektorer
Om dig
Du er en fagligt stærk farmaceut med 3-5 års erfaring og en åben, empatisk tilgang til patienter og kolleger. Du arbejder analytisk og struktureret, trives med både selvstændige opgaver og samarbejde, og bidrager positivt til arbejdsmiljøet.

Du har interesse for klinisk farmaci, rationel farmakoterapi og gerne forskning. Erfaring med ledelse er en fordel, men ikke et krav. Du er kvalitetsbevidst, serviceorienteret og motiveres af at optimere medicinhåndtering og medicineringsprocesser.

Vi lægger vægt på, at du:

  • Har gode kommunikative evner i skrift og tale
  • Er initiativrig og ser muligheder i nye samarbejder
  • Trives med forandringer og kan drive udvikling i teamet
  • Skaber tillid, relationer og synliggør afdelingens arbejde
Hvad vi kan tilbyde
Grundig oplæring i de klinisk farmaceutiske kerneopgaver med udgangspunkt i dit aktuelle erfaringsniveau

  • Indflydelse på eget job med rig mulighed for at påvirke udviklingen af klinisk farmaci på Bispebjerg Hospital som helhed.
  • En plads i et team af 5 fagligt velfunderede farmaceuter, der varetager både klinisk farmaci og medicinservice ydelser samt 8 medicinservice farmakonomer.
  • Fælles månedlige faglige møder og klinisk konference med plads til faglig udvikling og erfaringsudveksling.
  • 37-timers arbejdsuge med flexordning.
Yderligere Oplysninger
Du er velkommen til at kontakte konstitueret afdelingsleder Jane Balle (tlf 21270757), hvis du har spørgsmål eller vil vide mere om jobbet.

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst
Vi forventer du starter i stillingen 1. februar 2026.

Ansøgningsprocedurer
Ansøgningsfristen er søndag d. 14. december 2025.
Samtaler afholdes 17. eller 19. december 2025.

Log ind