fuldtid
Klar til at jonglere HR-opgaver og nye muligheder på samme tid?
Trives du i en hverdag, hvor ikke to uger er ens? Har du mod på at kaste dig ud i både HR-drift, analyse opgaver og alt der indimellem? Så er det måske dig, vi leder efter som vores nye kollega.
I vores HR-team håndterer vi både de daglige driftsopgaver og driver udviklingsinitiativer, der understøtter styrelsens nye strategi om at skabe en moderne og attraktiv arbejdsplads. Derfor har vi brug for en kollega, der har mod på at have mange forskelligartede opgaver og en hverdag der ofte er uforudsigelig.
Din hverdag
Som en del af teamet vil du få ansvar for en bred opgaveportefølje. Du vil blandt andet arbejde med rekruttering fra A til Z, udarbejdelse og opdatering af HR-politikker, lønforhandlinger og HR-data, som du skal kunne analysere og formidle videre til ledelsen. Samtidig vil du være med til at udvikle og implementere HR initiativer, der skal gøre os endnu bedre som arbejdsplads, ligesom du vil bidrage til implementeringen af vores kommende HR-strategi.
Du får også en vigtig rolle i samarbejdet om overenskomster og i udarbejdelsen af beslutningsoplæg til direktionen. Med andre ord får således en bred rolle, hvor du skal kunne trives med forskellige opgaver. I nogle perioder vil du have fuld fokus på at ansætte en masse dygtige kandidater. I andre perioder vil du dykke ned i analyseopgaver eller projekter som vil være med til at udforme og realisere vores kommende HR-strategi. Du får naturligvis tæt sparring fra HR-teamet, som du samarbejder med i dagligdagen.
Hvem er du
Vi forestiller os, at du har en relevant videregående akademisk uddannelse, men vigtigst er, at du har et stærkt HR-fagligt fundament, er skriftligt velformuleret og trives i en organisation, hvor samarbejde og respekt er kerneværdier. Du må meget gerne have erfaring fra det offentlige, men vigtigst er, at du har mod på at navigere i en hverdag, der både rummer faste rutiner og pludselige skift – og at du ser muligheder frem for forhindringer.
Om os
Du bliver en del af et fællesskabsorienteret team som prioriterer både faglighed og trivsel højt. Vores arbejdsmiljø er kendetegnet at vi hjælper hinanden, hvor ideer er velkomne, og hvor vi tror på, at udvikling bedst sker, når vi løfter i fællesskab. Vi tilbyder en hverdag, hvor du får lov at bringe både dine faglige kompetencer og din nysgerrighed i spil.
Vi er et ungt team, der i frokostpauserne vender alt fra verdenssituationen og børneopdragelse til de nyeste reality-skandaler. Vi har et aktivt socialt miljø med bl.a. fælles frokost, fredagsbar, DHL-stafet, sommerfest og julefrokost. Kort sagt: Hos os får du både gode kollegaer, spændende opgaver – og masser at grine af undervejs.
Du bliver forankret i team HR & Jura, som er en del af Ledelsessekretariatet. Trafikstyrelsen har flere lokationer i landet, og der må derfor forventes rejseaktivitet for at understøtte vores forskellige kontorer og ledere rundt om i landet.
Mig som leder
Jeg hedder Maria Hasselstrøm og er teamleder for HR & Jura. Jeg sætter pris på selvstændighed og tillid og er altid klar til sparring, når du har brug for det.
Vi har en god og uformel kultur, og jeg lægger vægt på, at du kan håndtere henvendelser sagligt og fortroligt.
Løn og ansættelsesvilkår
Du bliver ansat som fuldmægtig i en fast stilling. Løn og øvrige vilkår fastsættes i henhold til gældende overenskomst.
Opstart ønskes den 1. august eller hurtigst muligt.
Spørgsmål?
Du er meget velkommen til at ringe til Maria Hasselstrøm på tlf. 41 78 05 33, hvis du har spørgsmål eller ønsker at høre mere om stillingen.
Send din ansøgning og CV inkl. eksamensbeviser via Trafikstyrelsens ansøgningsportal på www.trafikstyrelsen.dk senest d. 18. maj.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt løbende. Der kan blive anvendt test i forbindelse med ansættelsesforløbet.