Kirkegårdsleder - En lederrolle med menig, ansvar og grøn udvikling

fuldtid
Kirkegårdsleder - En lederrolle med menig, ansvar og grøn udvikling
  • Hedensted
  • Kirkegade 15, 8722 Hedensted

Kirkegårdsleder – En lederrolle med mening, ansvar og grøn udvikling

Har du lyst til at være med til at pleje og videreudvikle Hedensteds største sammenhængende grønne område – lige midt i byen?
Trives du i et job, hvor du har ansvar, træffer beslutninger, leder et engageret team og samtidig får lov til at arbejde med naturen på en meningsfuld måde?
Har du grønne fingre, et varmt hjerte og lyst til at gøre en forskel for både mennesker og miljø?

Så er jobbet som kirkegårdsleder ved Hedensted – St. Dalby sogne måske lige noget for dig!

Hedensted – St. Dalby sogne søger Kirkegårdsleder med tiltrædelse pr. 1. august 2025.

Stillingen er en fuldtidsstilling.

Som kirkegårdsleder vil du stå i spidsen for et fantastisk og meningsfuldt arbejde, hvor du ikke kun er leder, men også en del af et fællesskab, der værdsætter tradition, respekt og bæredygtighed. Du vil være med til at skabe en atmosfære på vores kirkegårde, hvor mennesker finder fred, ro og inspiration, samtidig med, at du leder et dedikeret team, der brænder for deres arbejde.

Om vores kirkegårde:

Hedensted Kirkegård – 22.415 m²
Midt i byen finder du Hedensted Kirkegård – en grøn og rolig oase, hvor mange kommer for at besøge en grav, nyde stilheden eller tage en genvej gennem byen. På området ligger også kapel, kirkegårdskontor, mandskabsbygning, værksted og maskinhal.
Se dronevideo af Hedensted Kirke .

St. Dalby Kirkegård – 1.985 m²
St. Dalby Kirkegård ligger i naturskønne omgivelser med udsigt over åbne marker. Her kan du følge årstidernes skiften og mærke roen på en typisk landsbykirkegård.
Se dronevideo af St Dalby Kirke.

Ølsted Kirkegård – 6.899 m²
Lidt uden for Ølsted by, på en bakketop med udsigt over det kuperede landskab, ligger Ølsted Kirkegård. Her møder du en charmerende og varieret landsbykirkegård med små stier og fredfyldt stemning.

Dine primære opgaver vil omfatte:

  • Ledelse af et velfungerende hold på 6 dygtige og engagerede medarbejdere, som sammen sørger for, at vores kirkegårde fremstår smukke, velholdte og besøgsvenlige.
  • Din lederrolle handler ikke kun om at styre – men også om at inspirere og udvikle.
  • Ansvaret for at sikre et godt og udviklende arbejdsmiljø, hvor trivsel og samarbejde er i fokus. Du vil holde medarbejderudviklingssamtaler (MUS)(APV) og sikre, at alle føler sig værdsatte og motiverede.
  • At du vil være med til at udvikle plejeplaner og sikre, at kirkegårdene er både smukke og miljøvenlige i mange år fremover.
  • Et tæt samarbejde med menighedsrådet og Kirkegårdsudvalget, hvor dine ideer og input vil være med til at forme kirkegårdenes fremtid og sikre, at vi lever op til både nutidens og fremtidens behov.
  • Muligheden for at kombinere praktisk arbejde med spændende administrative opgaver, hvilket giver dig stor frihed til at forme din arbejdsdag, som du ønsker den.

Vi tilbyder:

  • Et team med højt humør: Du bliver en del af en arbejdsplads, hvor samarbejde, respekt og godt humør er kernen. Vi er fleksible og rummelige, og vi vægter den menneskelige relation højt.
  • Stor indflydelse på arbejdet, og du vil få mulighed for at præge både den daglige drift og den langsigtede udvikling af kirkegårdene.
  • Som kirkegårdsleder får du ansvar for både praktisk ledelse, administration og budgetstyring – en perfekt mulighed for dig, der brænder for at skabe resultater på flere niveauer.
  • En arbejdsplads, hvor der er plads til dig, og hvor vi lægger vægt på et åbent og tillidsfuldt arbejdsmiljø. Her er højt til loftet, og vi sætter pris på både humor og dedikation.
  • Der er for øjeblikket kontorhjælp 6 timer ugentligt, så du får den nødvendige støtte til at udføre dine administrative opgaver.

Vi søger en kirkegårdsleder, som:

  • har en relevant baggrund som gartner eller har erfaring med kirkegårdsdrift og har lyst til at arbejde i et område, der både kræver faglig viden og kærlighed til det grønne.
  • har respekt for traditionel samt moderne kirkegårdsdrift/kultur og kan bidrage til den løbende udvikling, vedligeholdelse og etablering af plejeplaner for kirkegården samt fortsætte implementeringen af bæredygtig grøn omstilling.
  • kan løse administrative opgaver, som knytter sig til kirkegårdsdrift, herunder indkøb, budget og regnskab.
  • kan indgå aftaler med pårørende, bedemænd og den øvrige kirkebetjening ved begravelser eller bisættelser.
  • har gode lederegenskaber, der sikrer en professionel personaleledelse af kirkegårdens ansatte og et velfungerende arbejdsmiljø. Det er vigtigt med sans for prioritering, planlægning, opfølgning og kommunikation.
  • er anerkendende og handlekraftig i sin ledelsesstil.
  • er synlig, nærværende og vægter samarbejdet.
  • kan bevare roen og overblikket også i travle perioder.
  • Har kørekort (B)

Er du en faglig dygtig leder med passion for både natur og mennesker? Vil du være med til at sikre, at vores kirkegårde forbliver smukke, velholdte og indbydende steder til eftertanke og ro – både i dag og i fremtiden?

Så er det måske dig, vi søger som kirkegårdsleder!

Send din ansøgning og CV til os hurtigst muligt. Vi ser frem til at høre, hvordan du kan være med til at udvikle og værne om vores kirkegårde som smukke og mindeværdige steder for både de pårørende og de besøgende.

Du er meget velkommen til at komme forbi kirkegårdene til en snak og danne dig dit eget indtryk af arbejdspladsen.

Nærmere oplysninger om stillingen kan fås hos

Fungerende kirkegårdsleder Flemming Østergård tlf. 2296 1621 eller

Menighedsrådsformand Niels Hørlyck tlf. 2160 7627 eller

Kontaktperson Niels Otto Dalsgaard på tlf. 2291 0260.

Ansøgningen med relevante bilag skal være menighedsrådet i hænde inden fredag 27. juni 2025, kl. 12.00.

Send din ansøgning, CV og eventuelt andre relevante bilag til os via ansøgningsformularen. Ansøgningsformularen tilgås via stillingsopslaget, som også kan tilgås via dette link: Ledige stillinger i Hedensted Provsti

Alternativt kan stillingsopslaget findes på hjemmesiden Hedensted - St. Dalby Kirker

Ansættelsessamtaler vil blive afholdt løbende, så tøv ikke med at sende din ansøgning afsted.

Løn og ansættelsesvilkår

Ansættelsen sker ved Hedensted - St. Dalby Sognes Menighedsråd beliggende Kirkegade 15, 8722 Hedensted. Kirkegårdskontoret ligger Skjøttsvej 11, 8722 Hedensted.

Ansættelsen er omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Offentlig Ansattes Organisationer (OAO-S) og Organisationsaftale for kirkefunktionærer med kerneopgaver som graver, kirketjener, kirkegårdsleder eller stor administrationschef, samt protokollat for forhandlingsprocedure for intervalløn og tillæg og protokollat for kirkegårdsledere og store administrationschefer.

Aftalerne kan ses på www.folkekirkenspersonale.dk.

Nuværende tjenestemandsansatte kirkegårdsledere har ret til at bevare deres tjenestemandsstatus ved ansættelse med direkte overgang. Der skal i så fald ske en klassificering af stillingen.

Stillingen er indplaceret i løngruppe 1. Årslønnen aftales indenfor intervallet 384.692,35 kr. – 431.432,81 kr. (nutidskroner).
Derudover er der et selvtilrettelæggelsestillæg for tilrettelæggelse af egen arbejdstid herunder tjenester uden for sædvanlig arbejdstid. Selvtilrettelæggelsestillægget udgør årligt 9.988,07 kr. (nutidskroner).

Løn samt selvtilrettelsestillæg kvoteres i overensstemmelse med stillingens ansættelsesbrøk. Aftale om indplacering i lønintervallet indgås mellem menighedsrådet og FAKK (Forbundet af kirke- og kirkegårdsansatte).

Menighedsrådet kan oplyse at der er 3 måneders prøvetid.



Fuld diskretion fordres vedrørende ansøgningen.

Log ind