Kantineleder med madfaglig baggrund

fuldtid
Kantineleder med madfaglig baggrund

Er du passioneret omkring mad og ledelse - og trives du i et levende miljø med unge mennesker? Drømmer du samtidig om en hverdag med faste arbejdstider i dagtimerne og fri i alle skoleferier - så du har tid til familie, venner og fritidsinteresser?

Så er du måske vores nye kantineleder. Hos os får du mulighed for at bringe din madglæde i spil i en hverdag fyldt med energi, samarbejde og udvikling.

Vores nuværende kantineleder går på velfortjent efterløn, og vi søger derfor en ny kollega, der kan indgå i den daglige drift og ledelse af kantineteamet på fem medarbejdere. Sammen tilbereder kantinelederen og teamet lækker mad til elever og medarbejdere og står for forplejning til interne møder og arrangementer.

Kantinen tilbyder et udvalg af lune og kolde retter samt en varm dagens ret - med fokus på kvalitet, variation og madglæde. Som kantineleder får du gode muligheder for at videreudvikle kantinens profil og afprøve nye idéer - fx sætte endnu mere fokus på grønne og bæredygtige måltider, der også kan vække appetitten hos dem, der normalt er lidt skeptiske over for det valg.

Samtidig fungerer kantinen som et naturligt samlingspunkt, hvor mange elever og medarbejdere kigger forbi - ikke kun for maden, men også for en lille snak og et smil. Kantinemedarbejderne spiller en vigtig rolle i hverdagen på skolen, og det er afgørende, at du trives med den kontakt og kan skabe en venlig og imødekommende atmosfære - også når der er travlt.

Som kantineleder får du ansvar for:

  • Daglig drift, økonomi og ledelse af kantinen

  • Menuplanlægning, udvikling og varebestilling

  • Egenkontrol og fødevarehygiejne

  • At skabe en god og respektfuld køkkenkultur med høj faglighed og godt humør.

Vi leder efter dig, der:

  • Har solid erfaring med køkkendrift - gerne fra kantine eller storkøkken

  • Har en madfaglig baggrund

  • Har ledelseserfaring og kommunikerer tydeligt i en god tone, der kan motivere et team

  • Er mødestabil og struktureret med sans for orden og hygiejne

  • Kan bevare overblikket og det gode humør – også når tempoet er højt.

Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er en fast stilling med 37 timers arbejdsuge i 40-43 uger om året. Ansættelse og aflønning sker efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og den pågældende organisation.

Mødetiden er mandag-torsdag 7.00–14.30 og fredag 7.00–14.00. I forbindelse med arrangementer på skolen er der enkelte aften- og weekendvagter i løbet af skoleåret.

Tiltrædelse
1. december 2025.  

Ansøgning
Ansøgning, cv og evt. anden relevant dokumentation sendes til kantineleder@rhs.dk.

Ansøgningsfristen er den 23. oktober 2025. Samtaler afholdes i uge 44.  

Alle kvalificerede ansøgere opfordres til at søge - uanset alder, køn, kønsidentitet, seksuel orientering, etnicitet, religion, handicap eller baggrund.

Mere information
Har du uddybende spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte HR-konsulent Mette Karen Davidsen på telefon 8852 3274.

Om os
På Roskilde Handelsskole møder du elever fra Handelsgymnasiet og de merkantile erhvervsuddannelser eud og eux samt kursister og virksomheder, som er på efteruddannelse. I alt cirka 1500 årselever, som alle har til huse på Bakkesvinget 67 i Roskilde. 

Vi er omkring 200 dedikerede medarbejdere, der på tværs af fagområder og funktioner skaber de bedste rammer for elevernes og kursisternes uddannelse og trivsel. Vi har en uformel og respektfuld omgangstone, og plads til den enkelte i et godt kollegialt fællesskab – både fagligt og socialt. 

Læs mere på www.rhs.dk.

 

 

Log ind