Spændende job med rusmidler (vagtfri stilling)
KABS Hvidovre afdeling søger en afdelingslæge pr. 1. september 2025. Afdelingen er normeret til ca. 200 patienter, der modtager lægelig og social behandling af opioidafhængighed eller misbrug af alkohol og andre rusmidler. Behandlingen har afsæt i en skadesreducerende tilgang, og afdelingen tilbyder i øvrigt behandling med lægeordineret heroin.
Dine arbejdsopgaver vil veksle mellem patientsamtaler, kliniske konferencer, håndtering af akutte problemstillinger samt administrative opgaver. Personalet er organiseret i tværfaglige teams, og dine kolleger består af læger, psykiater, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, psykolog, socialrådgivere og pædagoger.
KABS´s læger tæller 10 kolleger, som mødes til fælles konference hver 14. dag. Her er der fokus på faglige problemstillinger, ny viden og undervisning. I det daglige har vi løbende kontakt med hinanden på tværs af afdelingerne, og i Hvidovre vil du have et tæt samarbejde med de to øvrige læger i afdelingen – hvoraf den ene er klinisk overlæge.
Du er speciallæge i almen medicin, psykiatri, samfundsmedicin eller andet relevant speciale. Du er også velkommen til at søge, hvis du er læge med overstået KBU og vil supplere dine kompetencer inden for socialmedicin/ addiktiv medicin, inden du søger speciale. Stillingen er vagtfri, 37 timer ugl., og der er mulighed for deltid fx 30 timer ugentlig efter gældende overenskomst og reglerne i Ny Løn. Arbejdstiden ligger i dagtid på hverdage, og efter endt oplæring vil der være mulighed for at tilvælge særskilt honorerede weekendvagter.
Der er ansøgningsfrist den 17-06-2025 kl. 12:00. Ansættelsessamtaler finder sted 19-06-2025 fra kl. 12:30. Du kan få yderligere oplysninger samt stillings- og funktionsbeskrivelse fra ledende overlæge Thomas Fuglsang, tlf. 4031 4006 eller e-mail thomas.fuglsang@glostrup.dk
-----------------------------------------------------------------------------------
KABS er en virksomhed under Glostrup kommune og består af fire behandlingsafdelinger i Storkøbenhavn. Centret har en samlet kapacitet på ca. 800 ambulante pladser, hvoraf ca. 200 er målrettet behandling af patienter med dobbelt diagnose. KABS tilbyder diagnostik og behandling af alle former for rusmiddelafhængighed, med hovedvægt på opioider, cannabis, centralstimulantia og alkohol. Den medicinske behandling er integreret med social behandling, herunder terapi med afsæt i den kognitive metode (KAT/ACT/MI).
Læs mere om KABS på www.kabs.dk