Jurister til Miljøstyrelsens Vandforsyningskontor (2 stillinger)

fuldtid
Jurister til Miljøstyrelsens Vandforsyningskontor (2 stillinger)
  • MILJØSTYRELSEN
  • Tolderlundsvej 3, 5000 Odense C
Vi står overfor både nye og kendte juridiske problemstillinger på spildevandsområdet. Derfor søger vi to jurister til arbejdet med spildevand og spildevandsforvaltning. Har du erfaring med miljølovgivning og synes du som os, at det er fantastisk at arbejde med at skabe rammer for juridisk velfunderet og effektiv forvaltning af vores spildevand til glæde for både vandmiljø og borgere. Så er det måske dig, vi leder efter.

Jurist til et kontor med stor faglig bredde og juridisk tyngde
Juraen – både inden for spildevand, grundvand og drikkevand – er i vælten disse år. Der er kendte spørgsmål om rent vand, som skal genbesøges med nye udfordringer. Og der er nye spørgsmål om udledning af miljøfarlige stoffer og håndtering af både vandressourcer og spildevand i Power-to-X-anlæg. Særligt udledning af miljøfarlige stoffer har stor bevågenhed, og vi står over for både faglige og juridiske udfordringer i de kommende år. Der vil være vægt på spildevand i stillingerne, men opgaver kan gå på tværs af enhedens opgaver. Vi har brug for dig, der har lyst til at arbejde med en dagsorden med stor politisk opmærksomhed og som holder sig opdateret på miljørettens område. Du vil indgå i tæt samarbejde med enhedens fagspecialister og generalister, da dette kræves for at løse opgaverne. Så vær klar til et tæt samarbejde med kolleger, som kommer fra uddannelser som biolog, dyrlæge, ingeniør, laborant, geolog, statskundskab etc. Du vil blive en del af et fagfællesskab både i enheden og i styrelsens juridiske netværk.

Din profil
Vi forventer, at du

  • Er uddannet jurist.
  • Er systematisk og grundig i din identifikation af problemstillinger og sikring af den juridiske kvalitet.
  • Er en dygtig formidler i både skrift og tale, som kan oversætte og omsætte kompleks lovgivning til let forståelig rådgivning og konkrete løsninger i praksis.
  • Er en holdspiller, der med nysgerrighed og proaktivitet tager ansvar for den fælles og tværfaglige opgaveløsning.
  • Bevæger dig nemt mellem overblikket og detaljen; du identificerer hurtigt de elementer i et komplekst vidensgrundlag, som er relevante i den konkrete problemstilling.
  • Har erfaring med regeludarbejdelse, herunder bekendtgørelser.
  • Er motiveret af at videreføre og videreudvikle en robust vandforsyning i Danmark baseret på miljøret, EU-ret og forvaltningsret.
Vi ønsker desuden, at du er kvik, engageret og god til at samarbejde. Du trives i vekselvirkningen mellem arbejdet for de strategiske sigtelinjer og hurtigere fokuserede arbejdsforløb. Dine kollegaer er fagligt dygtige og videndeling er en naturlig del af arbejdsgangen i teamets mange tværfaglige opgaver.

Vores enhed
Miljøstyrelsens enhed for Vandforsyning administrerer, forvalter og sikrer det faglige grundlag for regler om spildevands- og drikkevandsforsyning samt rotter, svømmebade og badevand. Vi vejleder kommuner, virksomheder og borgere om reglerne, og vi leverer et fagligt grundlag for regeringens politikudvikling og strategiske satsninger på området. Vi arbejder desuden med opbygning og formidling af viden på vand- og spildevandsområdet, herunder internationalt i form af bidrag til strategiske sektorsamarbejde med andre lande og med faglige bidrag til vandeksportstrategien. Mange opgaver løses i samarbejde med andre enheder i Miljøstyrelsen og i dialog med vandforsyningsbranchen og andre interessenter på området. Vandforsyningsenheden består af 43 medarbejdere i tre teams under ledelse af to funktionsledere og to kontorchefer.

Vi tilbyder
En spændende stilling i en veletableret enhed, der har fokus på at gøre en forskel for kvaliteten af spildevand, drikkevand, svømmebade og badevand. Vi er en pendlervenlig arbejdsplads med flextid og mulighed for hjemmearbejde og vi tilbyder et miljø, hvor hverdagen veksler mellem koncentreret sagsbehandling og mere strategisk arbejde på miljøområdet. Dine kolleger er fagligt kyndige og barren er sat højt. Der er rig mulighed for sparring med kollegaer.

I spildevandsteamet lægger vi vægt på, at opgaver løses i samarbejde med kollegaer i eget team og på tværs af enheder i styrelsen. Vi hjælper hinanden med at fordele opgaverne og sikre, at alle kommer i mål. Inden for de rammer er der gode muligheder for at arbejde selvstændigt og selv tilrettelægge opgaveløsningen. I enheden for Vandforsyning lægger vi vægt på en sjov og spændende hverdag med faglige udfordringer, der giver gode muligheder for at udvikle sig.

Dagligdagen er præget af høj fart og mange forskellige opgaver, men vi er også en social arbejdsplads med masser af humor og et arbejdsmiljø, hvor der er plads til fælles morgensang, en hyggesnak over kaffen eller til fredagsbar. Både som nyansat og erfaren medarbejder er der rig mulighed for at lære organisationen at kende ved at deltage i en af personaleforeningens mange arrangementer uden for arbejdstid. Du kan være med i kunstforeningen, gå til yoga eller snuppe en tur med din kollega på Odense fjord i en af personaleforeningens kajakker.

Løn og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademiker-overenskomsten).

Tjenestestedet vil være i Odense C, vores hovedadresse er på Tolderlundsvej 3-5. I juni flytter vi til Lerchesgade 35, som også er tæt på Odense Banegård.

Ansættelsesområdet er Miljø- og Ligestillingsministeriet med tilhørende institutioner.

Ansættelse pr. 1. august 2025.

Yderligere oplysninger
Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte kontorchef Lykke Feld, mobil 2238 2926, eller funktionsleder Sine Marie Mohr, mobil 2493 6044.

Sådan søger du stillingen
Du søger stillingen online ved at sende din ansøgning, CV og eksamensbevis m.m. senest den
2. juni 2025.

Vi planlægger at holde samtaler den 11. juni 2025.

Du kan forud for en evt. samtale blive bedt om at udfylde tests og/eller forberede en case.

Log ind