Jurister til intern juridisk rådgivning – bliv en del af en uafhængig klagemyndighed

fuldtid
Jurister til intern juridisk rådgivning – bliv en del af en uafhængig klagemyndighed
  • Skatteankestyrelsen KBH V - Ved Vesterport
  • Ved Vesterport 66, 1612 København
”… se frem til stor alsidighed i din arbejdsdag. Her er både opgaver, hvor du kan fordybe dig og tænke store tanker og mere driftsmæssige opgaver, som kræver omhyggelighed. Opgaverne kalder på et tæt samarbejde i kontoret”. Sådan fortæller en kollega om arbejdet i kontoret Jura og Sagsprocesser. Hvis du er interesseret i at dykke ned i en bred vifte af opgaver, hvor du understøtter dine sagsbehandlende kolleger i klagesagsbehandlingen, er dette en stilling for dig.

Du bidrager til, at klagesagsbehandlingen sker korrekt og effektivt
I Jura og Sagsprocesser er vi klar til at byde velkommen til flere nye kolleger. Vi kigger efter kolleger, som har kendskab til og interesse for forvaltningsret og har lyst til at blive en del af et stærkt fagligt fællesskab. Vi er et mindre kontor med 7 kolleger – alle jurister. Sammen løfter vi en række klagesagsunderstøttende opgaver – fra udarbejdelse af instruktioner til sparring om procesregler og undervisning af kolleger.

Kontorets opgave er at håndtere intern juridisk bistand i klagesagsbehandlingen. Du vil arbejde med forvaltningsretlige og skatteforvaltningsretlige procesregler og rådgive styrelsens sagsbehandlere. Du kommer til både at yde hurtig bistand, når vores sagsbehandlere stiller mere simple spørgsmål, og grave dig ned, når komplekse problemstillinger skal løses, og procesregler skal fortolkes. Du bidrager til, at klagesagsbehandlingen sker korrekt og effektivt ved juridisk at understøtte sagsbehandlingsprocessen.

Vi lægger vægt på at løfte blikket og se, hvordan vores opgaveløsning passer ind i helheden. Fordi vi er et understøttende kontor, har vi et særligt fokus på hele tiden at samle bolde op og agere på dem. Vi har en høj faglighed og en stærk sparringskultur, hvor vi ofte vender problemstillinger i fællesskab. Vi er også et kontor, hvor vi interesserer os for hinanden og gerne mødes til sociale arrangementer.

Vi tilrettelægger et oplæringsforløb og et skræddersyet onboardingprogram til dig, så du er godt klædt på til at løse dine opgaver. Vi tilbyder gode faglige udviklingsmuligheder fx i form af videreuddannelse.
I Skatteankestyrelsen understøtter vi fleksible arbejdsvilkår, og arbejdstilrettelæggelsen drøfter du med din leder med udgangspunkt i den samlede opgaveløsning.

Dine ansvarsområder og primære opgaver
Du vil tage del i kontorets samlede opgaver, som omhandler at:

  • give juridisk bistand og besvare henvendelser fra sagsbehandlere
  • rådgive og formidle om forvaltnings- og skatteforvaltningsretlige procesregler og drive flere faglige netværk
  • skrive juridiske analyser og materiale, fx procesbeskrivelser, instrukser, vejledninger og standardbreve
  • behandle aktindsigtsanmodninger og fordele klagesager til de sagsbehandlende kontorer.
Med de opgaver forestiller vi os, at du

  • er uddannet jurist og har kendskab til og interesse for forvaltningsret. Du kan have erfaring fra en tilsvarende stilling eller med sagsbehandling, men nyuddannede med interesse for rådgivningsrollen er også velkomne til at søge.
  • kan omsætte dine juridiske kompetencer til at løse konkrete problemstillinger og er nysgerrig efter at dykke ned i en bred vifte af opgaver.
  • kommunikerer klart og tydeligt, både mundtligt og skriftligt, med modtagerne i centrum og kan lide at have en bred kontaktflade.
  • går selvstændigt til din opgaveløsning og samtidig gerne vil skabe gode samarbejdsrelationer og være en aktiv del af et stærkt fagligt sparringsmiljø.
Din nye kollega Lise Justesen glæder sig til at møde dig
”Når du bliver en del af Jura og Sagsprocesser, kan du se frem til stor alsidighed i din arbejdsdag. Her er både opgaver, hvor du kan fordybe dig og tænke store tanker og mere driftsmæssige opgaver, som kræver omhyggelighed. Opgaverne kalder på et tæt samarbejde i kontoret, fordi vi er fælles om mange af opgaverne. Vi lægger vægt på at gøre det godt – og vi vil gerne have det sjovt imens. Her er en rigtig god stemning. Jeg tænker tit, at jeg er heldig, at jeg arbejder her”, fortæller Lise Justesen.

Vidste du …
… at Skatteankestyrelsen er en af landets største juridiske arbejdspladser, der dækker hele spektret af kompleksitet i skatteretten – lige fra ejendomsvurdering til transfer pricing og beskatning af lønmodtagere.

… at Skatteankestyrelsen er en uafhængig klagemyndighed. Det betyder, at når en borger eller virksomhed har fået en afgørelse fra fx Skattestyrelsen, som de ikke er enige i, så kan de klage til os. Det kan handle om, hvilken skat eller moms de skal betale. Vores vigtigste opgave er at hjælpe borgere og virksomheder med at få den korrekte afgørelse i deres sag inden for en rimelig sagsbehandlingstid. Hver dag går vi på arbejde for at sikre retssikkerhed, og det, synes vi, giver vores arbejde mening.

Kontakt og ansættelsesvilkår
Du behøver ikke at sende os en ansøgning. Vi vil hellere have en kort beskrivelse i dit CV, hvor du sætter et par ord på din motivation for at søge stillingen. Upload dit CV sammen med dit eksamensbevis via linket ”Søg stillingen” senest den 11. august 2025 kl. 12.00.

Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte kontorchef Simon Klyver Mørk på telefonnummer 3376 0718.

Vi læser ansøgninger løbende og holder 1. samtaler den 14. august og 15. august 2025 og 2. samtaler den 19. august 2025.

Vi bruger personligheds- og adfærdstest og eventuelt logisk test som dialogværktøj på 2. samtaler.

Der vil forud for ansættelsen blive indhentet referencer og straffeattest.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC).

Startdato og arbejdssted
Startdato er 1. oktober 2025 eller efter aftale.

Ansættelsesområdet er Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Skatteankestyrelsen ligger helt centralt i København ved Vesterport Station. Dit arbejdssted er Ved Vesterport 6, 4. sal, 1612 København V.

Log ind