Er du interesseret i at arbejde med højt prioriterede sager, der ofte har stor politisk bevågenhed? Vil du gennem sparring med kollegaer på tværs af Forsvarsministeriets område og i kontoret bidrage til at understøtte et højt fagligt niveau? Og har du i din juridiske værktøjskasse god embedsmandserfaring og mod på at tage ansvar for opgaver, som understøtter Danmarks sikkerhed, interesser og borgernes tryghed? Så er du måske den kollega, vi lige nu søger til Kontoret for Juridiske Projekter og HR Jura. Om os Kontoret for Juridiske Projekter og HR Jura i Forsvarsministeriets departement er et af fire kontorer i Juridisk Afdeling, der i alt består af ca. 50 medarbejdere.
I kontoret varetager vi bl.a. tværgående juridiske projekter og juridisk sagsbehandling inden for personaleområdet. Derudover er en af kontorets medarbejdere PA for departementets retschef, men varetager ligeledes øvrige opgaver i kontoret.
Projektsagerne består typisk af ad hoc-opgaver, som har høj prioritet og stor politisk bevågenhed – f.eks. understøttelse af og opfølgning på undersøgelser og kommissioner på ministerområdet. HR-jura-sagerne spænder ligeledes bredt fra afsked af tjenestemænd og klagesagsbehandling inden for personaleområdet til udarbejdelse af cirkulærer og gennemførelse af tilsyn m.v. Derudover varetager kontoret andre opgaver i forbindelse med ministerbetjening og bevarelse af borgerhenvendelser og folketingsspørgsmål.
Vi har et stærkt fagligt miljø, hvor kvaliteten af arbejdet er i højsædet, og hvor vi samtidig lægger vægt på det gode kollegaskab og at have en uformel og humoristisk omgangstone. Vi kan have travlt i perioder, men vi er gode til at hjælpe hinanden, og det er vigtigt for os, at der også er plads til familieliv og interesser uden for arbejdet.
Kontorchef Eline Ringgaard Kjeldsen fortæller om kontoret: ”Vi er et lille hold på i alt ni jurister, som sammen arbejder for at gøre en forskel. Der stilles store krav til kvaliteten i vores opgaveløsning, men også til at vi evner at samarbejde internt i kontoret og med vores eksterne interessenter. Vi har derfor stort fokus på godt kollegaskab og en god omgangstone, og at vi i fælleskab holder humøret højt, når vi må lægge skinnerne, mens vi kører.”
Om stillingerne Da to af vores gode kollegaer skal på barsel, søger vi nye medarbejdere til kontoret. Der er tale om faste stillinger.
Vi tilbyder et spændende og udfordrende job, hvor du har gode muligheder for faglig og personlig udvikling. Dine opgaver vil – afhængigt af dine forudsætninger – bl.a. være:
- Konkret sagsbehandling af projektsager og/eller (klage)sager inden for HR-jura.
- Samarbejde og koordination med kontorer på tværs af departementet, andre dele af Forsvarsministeriets koncern og andre myndigheder.
- Besvare folketingsspørgsmål, borgerhenvendelser og henvendelser fra Forsvarsministeriets underliggende myndigheder.
- Udarbejdelse af orienteringssager, notater og øvrig ministerbetjening.
- Udarbejdelse af cirkulærer og andre bestemmelsesgrundlag samt gennemførelse af tilsyn inden for kontorets ansvarsområder.
Du må i din ansøgning gerne angive, hvis du har en særlig interesse for at arbejde enten med projektsager eller HR-jura.
Om dig Vi forestiller os, at du er cand.jur., cand.merc.jur. eller cand.soc.jur. med et højt fagligt niveau. Uanset om du er nyuddannet eller erfaren, så motiveres du af at finde løsninger på komplekse juridiske problemstillinger og af at beskæftige dig med sager med stor politisk bevågenhed. Derudover trives du godt med tværgående samarbejde.
For at lykkes i stillingerne er det vigtigt, at du:
- Besidder en skarp analytisk sans og et godt juridisk jugement.
- Arbejder detaljeorienteret, systematisk og grundigt, samtidig med at du er løsningsorienteret og sikrer fremdrift i dine sager.
- Kan holde overblik over sagerne, herunder de meget omfattende sager, og har sans for at skære en sag til.
- Forstår at formidle komplekse juridiske problemstillinger i et letforståeligt sprog.
- Er imødekommende og bidrager til et positivt og godt arbejdsmiljø.
- Kan skabe gode relationer på tværs af organisationer og faggrupper.
Det er en fordel, men ikke et krav, at du har erfaring med arbejdet i en offentlig myndighed.
Ansættelsesvilkår Du vil blive ansat og aflønnet efter den til enhver tid gældende akademikeroverenskomst mellem Finansministeriet og akademikere i staten. Du vil afhængigt af din erfaring blive indplaceret som fuldmægtig, specialkonsulent eller chefkonsulent.
Derudover vil der afhængigt af kvalifikationer være mulighed for at forhandle tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning på 18,07 %.
Hvis du ønsker at vide mere om løn- og ansættelsesforhold, er du velkommen til at kontakte HR konsulent Anja Baldorf på tlf. 32 66 59 51.
Som ansat i Forsvarsministeriet er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder blandt andet, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne godkendelse under hele ansættelsesforløbet.
Dit daglige tjenestested er Holmens Kanal 9, 1060 København K.
Yderligere information og ansøgning Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Eline Ringgaard Kjeldsen på telefon 61 87 19 23.
Ansøgningsfristen er den 3. august
2024
Vi vil bede dig om at sende CV, motiveret ansøgning samt relevante eksamensudskrifter via linket. Hvis det ikke er muligt for dig at scanne og vedhæfte relevante dokumenter, må du gerne tage dem med til en eventuel samtale.
I Forsvarsministeriets organisation mener vi, at mangfoldighed forbedrer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.