Jurist til vurdering af forældreegnethed (deltid – ca. 25 timer)

deltid
Jurist til vurdering af forældreegnethed (deltid – ca. 25 timer)
  • Region Syddanmark
  • Damhaven 12, 7100 Vejle
Er du jurist og brænder du for sundhedsområdet og forvaltningsret? Er du en dygtig og grundig juridisk sagsbehandler, og har du lyst til at vurdere forældreegnethed? Så har vi måske den rigtige stilling til dig i Regionssekretariat og Jura, som er centralt placeret i regionshuset i Vejle

Om stillingen
En af vores dygtige kolleger er i den situation, at hun har orlov til pasning af sygt barn, og derfor aktuelt arbejder 12 timer i ugen i stedet for de 37 timer, som stillingen er normeret til. Orloven forventes at strække sig over en længere årrække.

Vi søger en kollega, som kan arbejde de timer i ugen vores kollega er på orlov - det vil sige en kollega, som kan arbejde cirka 25 timer i ugen. Timetallet kan ændres, hvis kollegas orlovstimer ændrer sig. Stillingen er begivenhedsbestemt og udløber automatisk, når/såfremt kollegaen ikke længere har orlov til pasning af sygt barn.

Du vil som vores nye kollega skulle varetage de opgaver, som vores kollega på delvis orlov til pasning af sygt barn, aktuelt varetager, og det er vurdering af forældreegnethed i forbindelse med ansøgning om tilladelse til fertilitetsbehandling.


Dine primære opgaver
Du får ansvar for at sagsbehandle sager om vurdering af forældreegnethed i forbindelse med ansøgninger om tilladelse til fertilitetsbehandling.

Efter lov om fertilitetsbehandling skal både offentlige og private fertilitetsklinikker sende sager til regionen, når der er forhold, der kan udfordre et kommende forældreskab – det kan være misbrug, psykiske lidelser eller kriminalitet.

Disse sager kræver, at du

• er stærk i juridisk metode og forvaltningsret,
• er detaljeorienteret og analytisk i din opgavetilgang
• har gode skriftlige formuleringsevner
• kan kommunikere hensynsfuldt og respektfuldt med borgere i en sårbar situation, og
• arbejder struktureret og trives med ansvar i selvstændige sagsforløb.

Du bliver en del af vores forældreegnethedsteam, som består af fire jurister, en socialformidler og tre HK’ere. Teamet er sammentømret og har et virkelig godt samarbejde, og det er vigtigt for os, at du, ligesom vi, sætter pris på og bidrager til det gode samarbejde og den gode sparring. Vi sørger for grundig oplæring og introduktion, så du bliver godt klædt på til opgaven.


Om os
Regionssekretariat og Jura er en afdeling, som består af to teams, hvoraf det ene betjener Regionsrådet og direktionen. Det andet team, Team Jura, varetager en meget bred vifte af juridiske rådgivningsopgaver i forhold til alle regionens områder, hvor sundhedsområdet fylder mest, herunder udbetaling af patienterstatning, vurdering af forældreegnethed i forbindelse med ansøgning om tilladelse til fertilitetsbehandling, behandling af forskningsansøgninger om adgang til data samt sekretariatsbetjening af Videnskabsetisk Komite.Teamet yder også rådgivning og sagsbehandler inden for en lang række andre områder, herunder kontrakt – og erstatningsforhold, retssagsbehandling, tvang i psykiatrien og somatikken, sociale institutioner, tilsyns – og ombudsmandssager, tvister, handel med fast ejendom m.v. Regionens DPO-funktion er også placeret i Team Jura.

Vi er en afdeling med et højt ambitionsniveau og et stort engagement. Vi har kolleger med forskellig uddannelsesmæssig baggrund og i alle aldre. Vi har travlt, og det er derfor vigtigt, at du trives med at arbejde på en dynamisk arbejdsplads med en humoristisk og uformel omgangstone.

Det er vigtigt for os at sikre rammerne for et godt arbejds- og privatliv med mulighed for fleksible arbejdstider, mulighed for hjemmearbejde og gode arbejdsvilkår, herunder gode muligheder for faglig udvikling.


Region Syddanmark
Region Syddanmark er med sine ca. 25.000 ansatte en af Danmarks største arbejdspladser. Forretningsområderne dækker sundhed, psykiatri- og socialområdet samt regional udvikling. Region Syddanmark har en sund økonomi og balance i budgettet, og det er med til at skabe gode rammer for et godt arbejdsmiljø.

Regionshuset i Vejle har ca. 700 medarbejdere, og er geografisk placeret i gåafstand fra Vejle Banegård. Stillingen er placeret i afdelingen Regionssekretariat og Jura, som består af 42 medarbejdere, der varetager opgaver inden for tre hovedområder: Politisk betjening, ledelsesbetjening og juridisk bistand.

Vi vægter høj faglighed, arbejdsglæde og trivsel højt i hverdagen. Vi har en positiv og uformel omgangstone.

Vi har i det daglige fokus på at skabe en god balance mellem arbejde og privatliv. Vi lægger også vægt på faglig og personlig udvikling, og at vores medarbejdere har de kompetencer, som er nødvendige for at kunne løse deres opgaver.


Yderligere oplysninger
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst. Stillingen er begivenhedsbestemt, og udløber automatisk når/såfremt vores kollegas orlov til pasning af sygt barn udløber. Den ugentlige arbejdstid er aktuelt 25 timer. Timeantallet kan ændre sig, hvis timeantallet på vores kollegas orlov ændrer sig.

Tiltrædelse snarest muligt. Arbejdsstedet er Regionshuset, Damhaven 12, Vejle.

For yderligere oplysninger om stillingen kan du kontakte: Leder af juridisk team og chefjurist Vickie A.V. Foged. Tlf. 29 20 11 05 eller mail: vickie.foged@rsyd.dk.

Ansøgningsfristen er den 25. januar 2026. Vi holder ansættelsessamtaler den 2. februar 2026.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.

Log ind