Jurist til vandteamet

fuldtid
Jurist til vandteamet
  • Energistyrelsen
  • Carsten Niebuhrs Gade 43, 1577 København V
Synes du, at det lyder spændende at arbejde med en sektor i rivende udvikling, der har stor bevågenhed fra både borgere og politikere? Og kan du se dig selv i et job, hvor du har stor indflydelse på lovgivningen og reguleringen af de danske vandselskaber med bl.a. det formål at sikre rammerne for en effektiv vandsektor, som bidrager til klimasikring og den grønne omstilling? Så er stillingen som jurist i Energistyrelsens affalds- og vandenhed måske noget for dig!

Om os Vandsektoren er en grundpille i det danske samfund og spiller samtidig en afgørende rolle ift. at sikre vores samfund mod konsekvenserne af klimaforandringerne.

I vandenteamet har vi ansvaret for den økonomiske og organisatoriske regulering af vandselskaberne. Dermed har vi ansvaret for at skabe rammerne for en effektiv og grøn vandsektor, der kan bidrage til at indfri de politiske ambitioner på klima- og miljøområdet, uden at forbrugerne betaler unødigt meget for det.

For tiden arbejder vi med at betjene Vandreguleringsudvalget, som skal udstede anbefalinger til en fremtidig økonomisk regulering af sektoren, og inden længe påbegyndes implementeringen af anbefalingerne - dette arbejde kommer du som vores nye jurist til at spille en central rolle i.

Du bliver en vigtig del af et team på 7 medarbejdere, der består af dygtige og erfarne jurister, teknikere, økonomer og generalister. Vi har en uformel tone, mulighed for hjemmearbejde, når opgaverne tillader det, og fokus på en god work-life balance.

Om stillingen Som jurist i på vandområdet skal du indgå i det løbende regelarbejde sammen med jurister, teknikere og økonomer om at udvikle fremtidens politik og regulering på vandområdet.

Dit primære ansvarsområde bliver at udvikle og skrive ny lovgivning, helt fra de første konturer tegnes, til at udarbejde lovforslag og at følge op i form af bekendtgørelser og vejledningsarbejde. Dine primære arbejdsopgaver vil bestå i at:

  • bidrage til at udtænke nye muligheder for reguleringen af vandsektoren, f.eks. ifm. understøttelsen af Vandreguleringsudvalgets arbejde
  • bidrage til og stå i spidsen for lov- og bekendtgørelsesarbejde
  • have løbende dialog med eksterne- og interne interessenter
  • besvare juridiske spørgsmål om lovgivningen og gældende regler fra vandselskaber, interesseorganisationer og advokater
  • Løbende ministerbetjening, herunder besvarelse af henvendelser fra Folketinget, kommuner m.v.
Om dig For at opnå succes i jobbet er det afgørende, at du trives i en hverdag, hvor du skal samarbejde med kollegaer, der har forskellige faglige kompetencer, og samarbejdspartnere fra branchen og andre ministerier. Det er derfor vigtigt, at du har stærke samarbejdsevner.

Endvidere lægger vi vægt på, at du har en stærk gennemslagskraft i dialogen med vores forskellige samarbejdspartnere, herunder særligt i forbindelse med situationer, hvor der skal træffes beslutninger.

Vi forestiller os, at du er uddannet jurist, samt at du har interesse for og erfaring med lovarbejde.

Derudover ser vi gerne, at du:

  • arbejder struktureret og formår at bevare overblikket over komplekse problemstillinger
  • har forståelse for politiske processer
  • har lyst til at arbejde i en politisk styret organisation, hvor retningen kan skifte, og pludseligt opståede sager kan rydde bordet
  • har interesse for forsyningssektoren
Det er en fordel, men ikke et krav, at du har erfaring med regulering af forsyningssektoren og/eller selskabsret.

Løn- og ansættelsesvilkår Ansættelse og aflønning sker i henhold til den relevante overenskomst for akademikere i staten som konsulent.

Ansættelsesområdet er Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet med tilhørende institutioner.

Supplerende oplysninger kan fås ved henvendelse til enhedschef Eskil Lykke Jacobsen på telefon +45 33 95 08 11.

Energistyrelsen betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Sådan ansøger du Du søger via www.ens.dk/job. Benyt funktionen "Søg stillingen" på stillingsopslaget. Din motiverede ansøgning med CV, eksamensbevis inkl. karakteroversigt og eventuelle øvrige bilag skal være indtastet senest den 23. november 2025.

Kandidater til stillingen skal være indstillet på at skulle udarbejde en opgave i forbindelse med rekrutteringsprocessen.

Log ind