Jurist til spændende opgaver med bl.a. lægemiddelkontrol

fuldtid
Jurist til spændende opgaver med bl.a. lægemiddelkontrol
  • Lægemiddelstyrelsen
  • Axel Heides Gade 1, 2300 København S
Har du interesse for komplekse opgaver, der både har faglige, politiske, internationale og juridiske aspekter? Vil du udarbejde med lovforslag, bekendtgørelser, afgørelser med sanktioner, notater, yde juridisk sparring og arbejde med EU-lovgivning? Så er stillingen hos os noget for dig!

Skønne kollegaer, fællesskab og udfordrende opgaver
Du kommer til at arbejde med en række forskellige juridiske opgaver alt efter din erfaring og interesse, herunder bidrage til lovforslag, bekendtgørelser, politiske oplæg og notater. Samtidig vil du skulle rådgive om lægemiddellovgivningen og håndtere henvendelser fra blandt andet Folketinget og departementet. Da vi står overfor Danmarks næste EU-formandskab, kan der også blive opgaver relateret hertil. Desuden kan der generelt være opgaver med en international dimension. En vigtig del af jobbet er også kontrol og tilsyn med virksomheder, hvor du vil udstede påbud og samarbejde med politiet og anklagemyndigheden.

Du bliver en del af Centerjura Lægemidler, der er en stabsfunktion, som dækker over en lang række juridiske opgaver. Vi er i alt 12 jurister og 3 studenter, som løser opgaver i tæt samarbejde med vores sundhedsfaglige kollegaer.

En del af noget meningsfuldt
Du vil blive tilknyttet et team, KOFjur (fem jurister og tre studenter), der juridisk supporterer enheden Kontrol & Forsyningssikkerhed, der har en lang række komplekse opgaver med fokus på patientsikkerhed og kvalitet af lægemidler. Enheden, vi supporterer, står for inspektioner af lægemiddelindustrien, udstedelse af tilladelser til lægemiddelvirksomheder, administration af regler om euforiserende stoffer, udleveringstilladelser, forsyning og produktfejl, lægemiddelberedskab og meget andet.

Vi varetager en lang række tværgående opgaver, herunder samarbejde med andre styrelser, regioner og interesseorganisationer. Vi samarbejder også tæt med en lang række kolleger i Lægemiddelstyrelsen, herunder styrelsens inspektører, der inspicerer de forskellige virksomheder, og andre af styrelsens faglige eksperter. Hos os får du mulighed for at bidrage med juridisk sparring og en skarp pen fx med vejledning eller sanktioner af virksomheder.

Det gode kollegaskab er i højsædet hos os, hvor vi prioriterer tid til sparring om opgaver. I teamet holdes bl.a. ugentlige møder, hvor der drøftes faglige og juridiske problemstillinger.

Din kommende kollega Charlotte har beskrevet kulturen i teamet:

"Vores kultur er præget af en uformel omgangstone, hvor vi vægter gode samarbejdsrelationer rigtig højt. Vi tror på, at vi lykkes, når vi møder hinanden – og resten af organisationen – med den rette indstilling og åbenhed. Opgaverne deles i teamet, og vi sparrer meget med hinanden i hverdagen.
Vi har fokus på udvikling, både fagligt og personligt, og sætter stor pris på en livlig dialog. Selvom vi ikke altid er enige, er respekt altid i centrum. Du kan regne med at en kollega altid står klar til at hjælpe, hvis det brænder på. Og så betyder det også rigtig meget, at vi har det sjovt sammen."

Der er mulighed for at arbejde hjemme 1-2 dage om ugen samt flekstid for specialkonsulenter og mulighed for at aftale fridage for chefkonsulenter.

Vi har en aktiv personaleforening, som løbende står for en lang række forskellige arrangementer såsom rundvisninger på Det Kongelige Teater i børnehøjde, international pandekagedag og en festlig arrangementer. Derudover er der en Kunstforening, som bl.a. arrangerer kunstrundvisninger på Christiansborg, brætspilseftermiddag en gang månedligt, en god kantine, samt træningsfaciliteter med mulighed for bad.

Din erfaring og personlige kvalifikationer:

  • Vi forventer, at du er uddannet cand.jur., og at du har en vis portion af erhvervserfaring som jurist.
  • Du er hjælpsom, initiativrig og har et stort engagement – ligesom os.
  • Du trives med at arbejde med andre faggrupper og med, at opgaverne og hverdagen er afvekslende og til tider travl. Du skal derfor være i stand til at planlægge og prioritere dine opgaver sammen med dit team og din leder.
  • Det vil være en fordel, hvis du er god til at give juridisk sparring på tværs af forskellige fagområder, samt at du tidligere har skrevet juridiske notater og eventuelt har prøvet kræfter med lovforslag og bekendtgørelser.
  • Du skal trives med at have et stort spænd i de juridiske opgaver, hvor du ikke nødvendigvis kan slå svaret op, men finder det via sparring med dygtige kollegaer.
Er du interesseret? Så send blot dit CV og svar på 3 hurtige spørgsmål – resten klarer vi til samtalen.

Kontakt os gerne
Få mere at vide om stillingen ved at ringe til teamleder Michelle Aagaard på 2153 7009 eller specialkonsulent Charlotte Moustgaard på 5117 3266.

Om ansættelsen
Du bliver ansat, afhængig af dine kvalifikationer, som enten specialkonsulent eller chefkonsulent i henhold til gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.

I Lægemiddelstyrelsen træffer vi afgørelser i myndighedssager, og det er vigtigt for os, at man ikke kan stille spørgsmål ved vores habilitet. Derfor er det en forudsætning, at du ikke ejer aktier, anparter, andele eller lignende i en lægemiddel- og/eller medicovirksomhed. Du har dog en vis periode til at sælge dem, hvis du i dag ejer såkaldte medarbejderaktier i en lægemiddel- og/eller medicovirksomhed.

Vi forventer at holde 1. samtaler i uge 21-22.

Log ind