Jurist til juridisk enhed i Studieservice på UCL

fuldtid
Jurist til juridisk enhed i Studieservice på UCL
  • UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole
  • Niels Bohrs Allé 1, 5230 Odense M

Er du uddannet jurist, og vil du gerne arbejde med sagsbehandling og forvaltningsret og bruge din faglige viden indenfor det videregående uddannelsesområde? Så er det måske netop dig, vi søger som vores nye kollega i teamet for uddannelsesjura i Studieservice på UCL.

Vores forventninger til dig

Vi forventer, at du er uddannet cand.jur., cand.merc.jur. eller cand.soc.jur. og har et par års erfaring, eller måske er du nyuddannet med arbejdserfaring fra et studiejob eller lignende. Du kommer til at arbejde sammen med to erfarne uddannelsesjurister med et godt kendskab til uddannelsesområdet, så hvis du har din juridiske faglighed på plads, så hjælper vi dig gerne med at få erfaringen i hus.

Du skal være serviceorienteret, og du skal kunne videreformidle juridisk viden til ikke-jurister på en letforståelig måde, da du skal samarbejde med kolleger med mange forskellige fagligheder. Vi forventer, at du er systematisk og ansvarsbevidst i din tilgang til opgaver, kan bevare overblik og prioritere opgaver og har stor lyst til at indgå i et juridisk team både fagligt og kollegialt.

Dine arbejdsopgaver

Du kommer til at beskæftige dig med en bred vifte af juridiske problemstillinger, og du vil indgå i den juridiske understøttelse af den daglige drift af alle UCL’s uddannelser på tværs af organisationen i tæt samarbejde med jurateamet og øvrige kolleger i Studieservice.

Som jurist hos os bliver dine arbejdsopgaver blandt andet:

  • Selvstændig juridisk sagsbehandling af fx klager og dispensationer i henhold til uddannelseslovgivning og forvaltningsret
  • Udarbejdelse af procedurer og vejledninger
  • Rådgivning og vejledning til kolleger i Studieservice fx studieadministrative medarbejdere og studievejledere
  • Rådgivning og vejledning til uddannelsesledere og -chefer
  • Daglig håndtering af henvendelser om juridiske problemstillinger relateret til UCL’s uddannelser
  • Legalitetskontrol af studieordninger

Hvem er vi?
Uddannelsesjura er en del af Studieservice og yder juridisk bistand og rådgivning af kollegaer og ledere vedrørende studerende og uddannelser for UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole. Teamet har reference til studiechefen.

I Studieservice er vi knap 90 medarbejdere, som er fordelt på seks matrikler og en række afdelinger, der på forskellig vis arbejder inden for områderne studieadministration, studie- og karrierevejledning, SU og SPS, uddannelsesjura, optagelse og internationalisering. Studieservice løfter et stort driftsansvar med et konstant fokus på optimering og udvikling af gode løsninger for vores studerende på UCL’s uddannelser. Vi lægger stort vægt på et godt og tæt samarbejde på tværs af organisationen om nye arbejdsprocesser, procedurer og uddannelsesudvikling mv., så vi sikrer at Studieservice går i takt med resten af organisationen.

Studieservice er en del af Ressourceområdet på UCL og arbejder sammen med de øvrige administrative enheder på UCL for at understøtte, rådgive og vejlede såvel studerende som uddannelsesledelser.

Sådan bliver du ansat

Vi ønsker at besætte stillingen den 1. september 2025 eller snarest derefter. Du vil blive ansat på 37 timer i gennemsnit pr. uge.

Du ansættes i henhold til Cirkulære om overenskomst for akademikere i staten.

Dit primære arbejdssted bliver på UCL’s campus Niels Bohrs Allé, men du skal forvente at der også møder eller arbejdsdage på UCL’s øvrige matrikler.

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte juridisk specialkonsulent Kristine Christensen tlf. nr. 2492 4871 og juridisk konsulent Katarina Flintholm tlf. nr. 2152 1773. Du kan alternativt også kontakte studiechef Helle Schroll tlf.nr. 2892 0760.

Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler den 2. juli 2025. Dato for eventuel anden samtale er endnu ikke fastlagt.

Ansøgning

Kan du genkende dig selv i ovenstående beskrivelse så send din ansøgning og relevante bilag via vores rekrutteringssystem på www.ucl.dk/job senest den 23. juni 2025.

Log ind