Drømmer du om et job i en politisk organisation, hvor du er med til at forme de juridiske rammer for fremtidens digitale løsninger inden for energi- og forsyningssektorerne? Vil du bidrage med juridisk rådgivning i krydsfeltet mellem digitalisering og databeskyttelse i forsyningssektoren? Og vil du arbejde med udarbejdelsen af love og bekendtgørelser i tæt samarbejde med relevante aktører? Så er stillingen her måske noget for dig! Velkommen til Energistyrelsens Forsyningsdigitaliseringsprogram Stillingen er placeret i Energistyrelsens Center for Elektrificering i enheden for Energieffektivisering og Data. I centeret arbejder vi for at skabe et grønt, fleksibelt og sammenhængende energisystem, hvor digitalisering spiller en stor rolle i at sikre, at el, varme og vand leveres både grønt og effektivt.
Du vil blive en del af teamet for Forsyningsdigitaliseringsprogrammet, hvor vi blandt andet arbejder på at udvikle de juridiske rammer for anvendelsen af data og digitale løsninger i forsyningssektorerne for el, varme og vand.
Teamet består af 8 medarbejdere, som til dagligt har et tæt samarbejde med kolleger i resten af styrelsen, Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets departement samt en lang række eksterne aktører i og omkring forsyningssektoren. Med programmet er der etableret et privat-offentligt partnerskab med aktører fra forsyningsselskaber, private virksomheder, offentlige myndigheder og forskningsinstitutioner. Du kan læse mere om Forsyningsdigitaliseringsprogrammet
her Når anbefalinger fra programmet skal implementeres, vil der blive behov for at ændre i de relevante forsyningslove. Det bliver en central del af jobbet at bidrage til at udarbejde de relevante lov- og bekendtgørelsesændringer i tæt samarbejde med de relevante kolleger på tværs af Energistyrelsen.
Hvad kan du forvente i stillingen? Du vil få en central rolle i at udvikle de juridiske rammer for digitaliseringen af forsyningssektorerne for el, varme og vand i regi af Forsyningsdigitaliseringsprogrammet. Det er derfor en fordel, hvis du har eller gerne vil have indsigt i fx elforsyningsloven, varmeforsyningsloven eller vandsektorlovgivningen.
Dine primære arbejdsopgaver vil bestå i, at: - Udarbejde juridiske analyser og implementeringsmodeller for Forsyningsdigitaliseringsprogrammet
- Udarbejde og koordinere lovforslag inden for digitalisering af forsyningssektoren i samarbejde med det eksterne partnerskab og Energistyrelsens øvrige fagenheder samt Energistyrelsens centrale jurakontor.
- Understøtte tværgående juridisk koordinering, herunder harmonisering af forskellige initiativer på baggrund af arbejdet i partnerskabet
- Understøtte korrekt håndtering af persondata og dataetik, herunder overholdelse af GDPR og relevante retningslinjer for ansvarlig dataanvendelse i relation til forsyningsdata
- Bidrage til kvalitetssikring og vidensdeling i teamet på tværs af opgaver og kolleger.
I stillingen vil du få erfaring med politiske processer samt viden om EU-ret, energilovgivning, digitalisering og dataetik i forsyningssektorerne. Vi tilbyder et stærkt fagligt miljø, hvor vi arbejder tæt sammen og har fokus på udvikling og videndeling.
Du vil opleve en udviklende hverdag med sparring og plads til at tage ansvar for mange varierende opgaver i et team med stærk holdånd. Vi arbejder med en innovativ dagsorden, og vi har fokus på at arbejde med en nysgerrig tilgang, da vi i samarbejde med eksterne aktører skal finde nye løsninger på komplicerede problemstillinger. I teamet kommer vi alle med vidt forskellige baggrunde og erfaringer – men fælles er, at vi oplever vores job som meningsfuldt og leverer noget, der er meget efterspurgt. Vi er et team med højt humør, hvor vi har fokus på at spille hinanden bedre og på sammen at komme igennem de udfordringer, vi møder.
Hvem søger vi? Du har en relevant, lang videregående uddannelse, som fx cand.jur og gerne et par års erfaring samt erfaring med lovforslagsprocessen eller regulering af forsyningssektoren. Men vi hører også gerne fra talentfulde nyuddannede. Det afgørende er, at du har en stærk faglig profil og har lyst til at suge ny viden til dig.
For at trives i stillingen er det vigtigt, at du: - Trives med både dybdegående juridiske analyser i tværfaglige teams samt motiveres af at arbejde med forsyningssektorlovgivningens kompleksitet
- Har gode kommunikationsevner og kan samarbejde med mange forskellige aktører
- Er struktureret, proaktiv og god til at skabe overblik over komplekse lovgivningsprocesser
- Motiveres af at arbejde i en politisk styret organisation med en dynamisk hverdag
- Er god til at dele viden og bidrager til et positivt arbejdsmiljø
Vi tilbyder en arbejdsplads med et stærkt kollegialt fællesskab, hvor vi samarbejder på tværs og understøtter hinanden i vores arbejde for den grønne omstilling. Vi lægger vægt på et arbejdsmiljø med gensidig tillid, åbenhed og samarbejde, hvor alle bidrager til fælles løsninger. Derudover har vi et aktivt socialt miljø med fredagsbarer og andre arrangementer på tværs af styrelsen.
Er du klar til at tage del i arbejdet med at digitalisere forsyningssektoren og sikre ansvarlig håndtering af data? Så ser vi frem til at modtage din ansøgning!
Løn- og ansættelsesvilkår Der er tale om en fuldtidsstilling med ansættelse 1. marts 2026. Ansættelse og aflønning sker i henhold til den relevante overenskomst for akademikere i staten som fuldmægtig eller konsulent afhængig af erfaring.
Ansættelsesområdet er Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet med tilhørende institutioner.
Supplerende oplysninger kan fås ved henvendelse til teamleder Niels Nepper-Christensen på tlf. 33 92 68 18
Energistyrelsen betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Sådan søger du Benyt funktionen "Søg stillingen" på stillingsopslaget. Din motiverede ansøgning med CV, eksamensbevis inkl. karakteroversigt og eventuelle øvrige bilag skal være indtastet
senest d. 6. januar 2026. Kandidater til stillingen skal være indstillet på at skulle udarbejde en opgave i forbindelse med rekrutteringsprocessen.