Interesserer du dig for mediernes udvikling og rammevilkår? Er du vild med offentlig ret? Trives du i en politisk styret organisation og har du lyst til at arbejde i centraladministrationen? Så er du måske vores nye juristkollega i Medieenheden. Om stillingen Medieenheden i Center for Medier søger en jurist, som skal arbejde med en bred pallette af opgaver bl.a. sekretariatsbetjening, implementering af nye EU-forordninger og løbende driftsopgaver på tilskudsordninger.
Som jurist i Medieenheden vil dine arbejdsopgaver bl.a. omfatte:
- bidrag til udarbejdelse af ny lovgivning, herunder implementering af EU-regler på hele medieområdet
- sekretariatsbetjening af Radio- og tv-nævnet, herunder forberedelse af nævnssager i form af indstillinger til afgørelser mv.
- generel tilskudsadministration, eksempelvis ved udførelse af regnskabstilsyn
- tilsyn med public service-programvirksomhed
- bidrag til departements- og ministerbetjening
- bidrag til den øvrige drift i Center for Medier
Du vil blive en del af et team bestående af 11 kollegaer. Vi er dedikerede og lægger vægt på, at vores produkter er juridisk holdbare og løsningsorienterede og du skal derfor være indstillet på, at en del af dine arbejdsopgaver også bliver juridisk sparring til dine kollegaer i teamet, enheden og centret.
Om dig Du er uddannet jurist.
Det er en fordel, hvis du har erfaring fra en politisk styret organisation. Nyuddannede kan også komme i betragtning.
Derudover vil det være en fordel, hvis du:
- er en analytisk og dygtig sagsbehandler, der kan skrive præcise indstillinger og afgørelser
- har erfaring med udarbejdelse af ny lovgivning, fx bekendtgørelser m.v.
- kan vejlede og kommunikere til forskellige typer af interessenter
- har interesse for og evt. konkret erfaring med tilskudsadministration og/eller sekretariatsbetjening
- har en erhvervsøkonomisk forståelse og kan inddrage dette i sagsbehandlingen, når det er nødvendigt, eksempelvis ved udførelse af regnskabstilsyn
- er god til at samarbejde, også i relation til kollegaer med andre fagligheder
- har gode IT-kundskaber og er omhyggelig i håndteringen af data
- er udviklingsorienteret og har en (medie)politisk forståelse
- har interesse for mediebranchen og dennes rammevilkår
Vi tilbyder En spændende og dynamisk arbejdsplads med engagerede kollegaer, hvor vi lægger stor vægt på faglig udvikling og trivsel. Vi løfter i flok og sætter videndeling og kollega-sparring højt, og du vil ikke stå alene med faglige udfordringer.
Nærværende ledelse vægtes også højt. Det betyder bl.a., at du løbende vil have 1:1 møder med din nærmeste leder og at du får hjælp til prioritering i opgaverne.
Center for Medier består af to enheder, Medieenheden og Medierådsenheden.
Medieenheden består lige nu af 22 medarbejdere og vi er inddelt i to teams. Der er et tæt samarbejde de to teams imellem. Samtidig er der også et tæt samarbejde med Medierådsenheden samt styrelsens øvrige kollegaer, ligesom der er et tæt samarbejde med vores kollegaer i departementet.
De kollegaer, du ikke møder i din opgaveløsning, har du mulighed for at møde ved Personaleforeningens arrangementer, styrelsens personaleseminarer, de årlige sommer- og julefester og ikke mindst ved vores hyggelige fredagsbarer.
Løn og ansættelsesvilkår Stillingen er en fuldtidsstilling. Ansættelse og aflønning sker i henhold til gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikerne.
Forventet tiltrædelse den 1. maj 2025 eller snarest derefter.
Information og ansøgning Du kan læse mere om Slots- og Kulturstyrelsen på
www.slks.dk.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte chef for Medier Gitte Møller Larsen på tlf. 51 48 69 64 eller chefkonsulent Eva Sønderstrup-Andersen på tlf. 33 73 33 59.
Ansøgning sendes via vores elektroniske ansøgningsmodul i Slots- og Kulturstyrelsen på
www.slks.dk/job Vi skal modtage din ansøgning senest søndag den 16. marts 2025. Du bedes vedhæfte CV, eksamensbeviser med karakterudskrifter og andre relevante bilag.
Vi forventer at holde samtaler i uge 12 og 13.
Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund. Derfor opfordrer vi alle uanset personlig baggrund til at søge stillingerne.