Spillemyndigheden intensiverer arbejdet med bekæmpelse af ulovligt spil, pyramidespil og matchfixing. Derfor søger vi en kollega til vores kontor, der er ansvarlig for disse områder. Du bliver en del af kontoret Ulovligt Spil, Matchfixing og Markedsanalyse, som er ansvarligt for løbende tilsyn med ulovligt spil, pyramidespil og matchfixing samt udarbejdelse af markedsanalyser og anden spilfaglig statistik. Kontoret er desuden ansvarlig for Spillemyndighedens forvaltningsret og GDPR.
Du vil få et job på et område, hvor der er politisk bevågenhed og stor udvikling. Arbejdsdagen i Spillemyndigheden vil generelt indebære et tæt samarbejde med kolleger i kontoret og på tværs af organisationen. Vi sætter en ære i at lykkes med vores opgaver på en fleksibel, konstruktiv og uhøjtidelig måde i et positivt arbejdsmiljø.
Dine arbejdsopgaver vil bestå af:
- Løbende tilsyn med det ulovlige spilmarked. Herunder overvågning af spilsider uden tilladelse samt streamere og influencere, der reklamerer for spil
- Blokering af hjemmesider ved domstolene
- Bidrage til tilrettelæggelse og udførelse af Spillemyndighedens løbende tilsyn med at spiludbydere med en tilladelse fra Spillemyndigheden efterlever matchfixingforpligtelser i spillelovgivningen, blandt andet bekendtgørelse om forebyggelse og bekæmpelse af aftalt spil, der træder i kraft juli 2025
- Deltage i løbende opgaver og projekter, der planlægges som led i Spillemyndighedens forebyggelse og bekæmpelse af ulovligt spil, pyramidespil og matchfixing
- Derudover kan der forekomme besvarelse og håndtering af aktindsigter.
Interesse for området og stærk formidler Din uddannelsesmæssige baggrund er cand.jur., cand.merc. eller lignende. Både nyuddannede og erfarne kan komme i betragtning. Vigtigst er det, at du er nysgerrig på fagområdet og har interesse i at undersøge samt evner til at danne dig overblik over komplekse virksomhedsstrukturer.
Det kan være en fordel at have kendskab til computerspil, gamingkulturen og væddemål, men det er ikke et krav.
Vi lægger vægt på, at du er en dygtig og velformuleret formidler, som kan kommunikere klart både i skrift og tale med omtanke for, at der både kommunikeres med borgere og virksomheder.
Vi bygger vores arbejde på høj faglighed og stort engagement. Vi forventer, at du har et godt overblik, er struktureret og leverer arbejde af høj kvalitet i en til tider travl hverdag. Som person er du serviceminded, effektiv og en holdspiller med gode samarbejdsevner, som også evner at arbejde selvstændigt.
Ambitiøs styrelse med højt til loftet I Spillemyndigheden arbejder vi for at sikre rammerne omkring et ansvarligt, fair og velreguleret spilmarked til gavn for spillere, spiludbydere og for samfundet. Åbenhed og dialog er kendetegnende for den måde, vi arbejder på. Udviklingen og nye trends inden for spilverdenen stiller krav til vores ekspertise og evne til at agere fremsynet. De mange spændende og udfordrende arbejdsområder går hånd i hånd med vores høje faglighed. Vi vægter samarbejde, trivsel og gensidig respekt højt, og vores gode resultater bliver skabt af en kombination af arbejdsglæde, nysgerrighed og engagement.
Spillemyndigheden er en styrelse under Skatteministeriet.
Ansøgning og ansættelse Du skal indsende CV og eksamenspapirer via nedenstående link. Du skal ikke indsende en ansøgning, men i stedet svare på fire spørgsmål, som fremgår af samme link. Fristen for ansøgning er den 9. juni 2025.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef for Ulovligt Spil, Matchfixing og Markedsanalyse, Jan Madsen, på tlf. 72 38 96 59 eller på mail
jm@spillemyndigheden.dk.
Vi afholder samtaler i umiddelbar forlængelse af ansøgningsfristens udløb. Ved eventuel indkaldelse til 2. samtale, bliver der gennemført en test som led i ansættelsesproceduren. Forud for ansættelse kan der blive indhentet referencer.
Løn og ansættelsesvilkår Du ansættes efter gældende overenskomst mellem Akademikernes Centralorganisation og Finansministeriet. Stillingen er med tiltrædelse 1. august 2025 eller efter aftale. Tjenestestedet vil være Englandsgade 25, 6. sal Odense C. Vi flytter i nye lokaler ultimo august og det fremtidige tjenestested vil da være WoodHub, Lerchesgade 35, 2. sal, 5000 Odense C.
Ansættelsesområde Skatteministeriet med tilhørende institutioner.
Spillemyndigheden opfordrer alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, religion, seksuel orientering eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.
Læs mere om os på Spillemyndigheden.dk og på
LinkedIn.com.