Juridisk studentermedhjælper til Auditørkorpset, Kastellet

fuldtid
Juridisk studentermedhjælper til Auditørkorpset, Kastellet
  • Forsvaret og Forsvarsministeriets styrelser
  • Arsenalvej 55 9800 Hjørring
Er du i gang med jurastudiet og på udkig efter faglige udfordringer, der styrker dine kompetencer? Så er du måske vores kommende studentermedhjælper.

Om os
Forsvarsministeriets Auditørkorps er en uafhængig efterforsknings- og anklagemyndighed under Forsvarsministeriet, der primært efterforsker og behandler straffesager både i Danmark og internationalt. Vi beskæftiger cirka 25 medarbejdere (jurister, efterforskere og administrativt personale), som er fordelt mellem Auditørkorpset med et mindre kontor i Københavnsområdet og Generalauditoriatet på Kastellet i København.

Du vil blive ansat i Generalauditoriatet, der fungerer som den øverste påtalemyndighed i militære straffesager, herunder som klage- og tilsynsmyndighed, samt som det øverste administrative organ i Forsvarsministeriets Auditørkorps. Vi varetager også en række andre opgaver, blandt andet bistand til Hjemmeværnsmyndigheden i personvurderingssager.

Om stillingen
Som studentermedhjælper får du et studierelevant job i et fagligt spændende miljø, hvor du får gode muligheder for både faglig og personlig udvikling.

Dit arbejde vil primært bestå i at udarbejde strafferetlige vurderinger af ansøgere til og medlemmer af Hjemmeværnet, som er sigtet eller dømt for strafbare forhold. Derudover skal du varetage en række øvrige juridiske og administrative opgaver, som for eksempel behandling af aktindsigts- og klagesager, juridisk informationssøgning og udarbejdelse af juridiske notater samt domssamlinger m.v.

Du vil altid have mulighed for sparring med dine kollegaer og får en grundig oplæring. Der vil også være fleksibilitet i forhold til ferie og eksamensperioder.

Arbejdstiden er 15 timer om ugen. I perioder med stor arbejdsbelastning forventes du at være fleksibel.

Om dig
Du er jurastuderende med minimum et par års relevant studieerfaring. Du har interesse for strafferet og har bestået faget på grunduddannelsen med en god karakter. Du har gode IT-færdigheder, er ferm til informationssøgning og arbejder selvstændigt, koncentreret og omhyggeligt.

Ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere.

Din ansættelse som studentermedhjælper er betinget af, at du er aktivt studerende og indskrevet på en højere læreanstalt.

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Arbejdsstedet er Kastellet i København

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Kontakt og ansøgning
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte chefkonsulent Helle Bak på telefon 7281 1040.

For spørgsmål vedrørende løn og ansættelsesvilkår kan du kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Charlotte Meinertz Hansen, på telefon 3266 5156.

Ansøgningsfristen er 31. oktober 2025.

Stillingen ønskes besat pr. 1. december 2025 eller efter nærmere aftale.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Vi opfordrer derfor alle interesserede, uanset baggrund, til at søge stillingen.

Om Forsvarsministeriets Auditørkorps (FAUK)
Den militære anklagemyndighed er i hovedsagen opbygget på tilsvarende måde som den civile anklagemyndighed. Påtale i militære straffesager tilkommer Generalauditøren og Auditøren, der i forhold til retsplejeloven træder i stedet for de civile offentlige anklagere, rigsadvokaten, statsadvokaterne og politidirektørerne. Grundlaget for den militære anklagemyndigheds virke findes i den militære straffe- og retsplejeordning.

Generalauditoriatet varetager også en række andre opgaver, herunder sager om strafferetlige vurderinger af ansøgere til hjemmeværnet og hjemmeværnsmedlemmer. Du kan finde flere oplysninger om Forsvarsministeriets Auditørkorps på vores hjemmeside: www.fauk.dk



Log ind