Er du hurtig på tasterne, og kan du skrive gode og fængende nyheder? Kan du spotte de gode historier fra landets kommuner og stille skarpe spørgsmål til doorstep med ministre? Og kan du endda supplere høj journalistisk faglighed med produktion af lyd og/eller video? Så kan det være dig, vi leder efter til stillingen som journalist på Danske Kommuner.
Som en del af redaktionen på Danske Kommuner får du mulighed for at dykke ned i alt det, der rører sig i landets kommuner. Det kan være lige fra arbejdet med den grønne trepart, en SoMe-guide til landets kommunalpolitikere, fokus på det gode samarbejde i kommunalbestyrelsen, til kommunernes indsatser på folkeskoleområdet, socialområdet, beskæftigelsesområdet eller ældreområdet. På Danske Kommuner beskæftiger vi os med hele den kommunale verden og alle landets kommuner.
Din hverdag
Som journalist på Danske Kommuner bliver du en del af redaktionen, som består af i alt fire journalister og en redaktionschef. Danske Kommuner udgives af KL, og du får således også tætte kollegaer i KL's kommunikationskontor samt over 300 kollegaer i hele KL-huset, hvor vi har adresse.
Det er vigtigt, at du brænder for at fortælle de gode, oplysende og inspirerende historier, som kan medvirke til at forbedre den kommunale service og hverdag. Vi forventer derfor, at du kan finde og formidle historier fra den kommunale verden, har lyst til at gøre komplicerede emner forståelige, har interesse for samfundsforhold og politik, og finder det spændende at arbejde i en politisk organisation. Det er også vigtigt, du er indforstået med, at jobbet kan indebære skæve arbejdstider og rejsedage i forbindelse med interviews og reportager rundt om i landet eller deltagelse på KL-konferencer eller pressemøder.
Vi forventer, at du kan beskæftige dig bredt med de fleste kommunale emner og trives med at lave både hurtige, daglige nyheder, gode fortællinger og dybdegående artikler til vores daglige nyhedsbrev. Vi udgiver også et fysisk magasin.
Vi kan til gengæld love dig et alsidigt job, hvor du får lov at beskæftige dig med alt fra den kommunale verden på en redaktion, hvor vi prioriterer et godt socialt fællesskab og lægger vægt på tæt sparring og feedback i det daglige.
Om dig
Du har en relevant uddannelsesmæssig baggrund og erfaring med journalistik - gerne fra en lokal og/eller en politisk redaktion. Vi lægger vægt på, at du har erfaring fra produktion til digitale medier.
Vi ser gerne, at du:
- Har erfaring med SoMe-produktion
- Kendskab til produktion af lyd og video
- Er selvstændig og idérig
- Trives med en omskiftelig hverdag og er klar til at sadle om med kort varsel eller sætte dig hurtigt ind i nye emner
- Har lyst til at blive en del af et tæt fællesskab på en lille redaktion
- Formår at begå dig i en politisk ledet organisation og samarbejde med mange forskellige fagligheder om vidt forskellige temaer
Det praktiske
Send os din ansøgning senest søndag den 5. oktober 2025. Vi håber at kunne byde vores nye kollega velkommen den 1. december.
Vi holder 1. samtaler den 9. og 10. oktober og 2. samtaler 22.-24. oktober.
Du ansættes i henhold til gældende overenskomst med reference til redaktionschefen. Der vil være mulighed for at forhandle tillæg efter kvalifikationer.
Har du spørgsmål?
Hvis du ønsker yderligere oplysninger, kan du kontakte redaktionschef Anna Törnqvist Jensen, 28 55 62 49 / antj@kl.dk eller tillidsrepræsentant Magnus Eg Møller, 31 23 61 53 / maem@kl.dk
KL er interesse- og medlemsorganisation for de 98 kommunalbestyrelser i Danmark. KL bidrager til at udvikle og fastholde et stærkt lokalt demokrati. KL varetager kommunernes fælles interesser og er kommunernes samlede forhandlingsorganisation, videnscenter og forum for fælles initiativer og beslutninger.
KL ser forskellighed i medarbejdersammensætningen og i ledelsen som en af vores styrker og opfordrer alle interesserede uanset personlig baggrund til at søge vores ledige stillinger.
Kig forbi vores KL Karriereunivers og lær mere om os som arbejdsplads og medarbejdere. https://virtuel.kl.dk/karriereikl/index.html?lang=da#/scene/5367/5368