Vi søger tre jordemødre til barselsvikariater fra. 1. december eller snarest muligt.
Er du vores nye kollega til den kommende spændende tid, hvor vi skal gentænke jordemoderkonsultationsområdet, så der skabes mere nærvær og netværk? Brænder du for fødsler og kontinuitet for familierne gennem deres kontakter med jordemødre og det tværfaglige team? I så fald kan Slagelse Jordemodercenter være et godt bud på din kommende arbejdsplads.
I Slagelse Jordemodercenter arbejder du bredt i jordemoderens virksomhedsområde gennem vagter og funktioner i fødeafsnit, fødemodtagelse, graviditetsafsnit og jordemoderkonsultation (Slagelse, Sorø, Korsør, Næstved, Faxe), efterfødselskonsultation og fødselsforberedelse.
Vi skal implementere tiltag fra Region Sjællands fødeplan og styrke det nære, sundhedsfremmende graviditetstilbud. Derfor er jordemoderkonsultation en naturlig del af jordemoderarbejdet i de stillinger, vi søger besat.
Vi finder følgende pejlemærker værdifulde:
Hvem er vi?
Jordemødre varetager den ukomplicerede graviditet, fødsel og barsel i Slagelse Jordemodercenter og indgår i Slagelse obstetriske afdelings opsporing, behandling, pleje og fødselshjælp i komplicerede graviditets- og fødselsforløb på Graviditetsafsnit, Fødemodtagelse, Fødeafsnit og Jordemoderkonsultationer.
Gynækologisk- obstetrisk afdeling er en specialafdeling, der – udover graviditetskomplikationer i eget optageområde - varetager fødsel af gravide på niveau 4, som er tilknyttet familieambulatoriet og neonatalafsnittet til abstinensbehandling af nyfødte.
Vi har et tæt samarbejde med neonatalafsnittet om alle forløb, hvor den nyfødte har behov for pædiatriske kompetencer.
De fysiske rammer er gode; aktuelt afprøver vi, hvordan indretning af stue (infoskærme, WaveCare og Tjek Ind tavler) kan understøtte det gode ambulante, indlæggelses- og fødselsforløb i forhold til fælles beslutningstagen og tværfagligt samarbejde.
Aktuelle fokusområder
Graviditet, fødsel og barsel er altid en stor livsbegivenhed, som er en naturlig og samtidig dramatisk proces med potentiale til at styrke familien til livet, der følger.
En større del af de gravide og familier står i sårbare situationer. Vi arbejder på de gode, individuelle planer for forløb i samarbejde med familierne. Der er et særligt tilbud til gravide med fødselsangst og vi har en socialrådgiver tilknyttet afdelingen. Fra efteråret arbejder vi med projekt ”Sammen uden vold", hvor alle jordemødre uddannes til at opspore vold i nære relationer.
Vi prioriterer refleksionsmulighed/supervision til jordemødrene som sundhedsfremmende og forebyggende personaletiltag, fordi det daglige arbejde har høje følelsesmæssige krav, temposkift og indebærer møder med mennesker i alle typer af situationer og dilemmaer. Supervision og skillstræning er forankret i små, faste grupper mhp. både læring og refleksion - vi tror på, at begge dele er vigtige for trivsel og patientsikkerhed.
Vi arbejder målrettet med sundhedsfremme for gravide. Eksempler herpå er digital forældre- og fødselsforberedelse (film) og information tilpasset tidspunkt i forløb (Emento app) samt fokus på ”det vigtige” for kvinde og partner i alle vores kontakter. Fødselsforberedelse kan være i små hold eller en integreret del af gruppekonsultation. Gennem de næste måneder arbejder vi med udvikling af begge dele.
De akutte jordemoderfaglige kernekompetencer sikres og udvikles i høj grad ved, at alle jordemødre i akutte områder kan varetage alle jordemoderfunktioner. Dvs. visitation, vurdering og modtagelse i fødemodtagelse, indlæggelse ved kompliceret graviditet, normal og kompliceret fødsel og sectio, ammehjælp og forberedelse til ambulant fødsel. Indlæggelse i barselsperioden varetages af personalet på Mor-barnafsnittet.
Jordemødre assisterer jordemødre ved fødsler og akutte forløb. Funktionen understøtter flow og patientsikkerhed f.eks.gennem tjek af udstyr og ad hoc understøttelse af vagthavende jordemødre og giver mulighed for læring gennem deltagelse i kollegas forløb.
Efterfødselskonsultation (besøg på 3. dag efter fødsel) er for jordemødre, som ønsker det.
Er du vores nye kollega?
Hvis du har autorisation som jordemoder og finder det værdifuldt at arbejde ”på tværs” af afsnit med en bred vifte af jordemoderarbejde, kan Slagelse Jordemodercenter være et godt bud på din kommende arbejdsplads.
Vi glæder os til at møde dig!
På Næstved, Slagelse og Ringsted sygehuse sætter vi en ære i at samarbejde på tværs af afdelinger, sygehuse, kommuner og praktiserende læger, fordi det gavner vores patienter. Derfor hedder vores strategi også "Sammen er vi bedst".
Vi har stor tillid til vores medarbejdere og tror på, at åbenhed og frihed skaber udvikling og nytænkning i dagligdagen, så der bliver kortere vej fra ord til handling.
Vi arbejder aktivt med bæredygtighed på flere planer. Både hvad angår miljø, men også omkring vores behandlingsforløb og arbejdsgange. Og kan vi gøre tingene smartere, gør vi det.
Vi lægger stor vægt på, at vores medarbejdere trives. Derfor har vi fokus på såvel tryghed og udviklingsmuligheder, balance mellem arbejde og fritid og en veltilrettelagt onboarding.
Alt det mener vi, er med til at skabe arbejdsglæde hos medarbejderne. En arbejdsglæde, der også er med til at skabe tryghed og tilfredshed hos dem, vi er her for - nemlig patienterne.