It-sikkerhedsspecialist til Styrelsen for Samfundssikkerhed

fuldtid
It-sikkerhedsspecialist til Styrelsen for Samfundssikkerhed
  • Styrelsen for Samfundssikkerhed, Østerbro
  • Holsteinsgade 63, 2100 København Ø
Vil du være med til at beskytte statens klassificerede informationer? Har du en bred sikkerhedsmæssig forståelse for både det tekniske og organisatoriske, og vil du være med til at sikre et højt cyber- og informationssikkerhedsniveau i de mest kritiske systemer? Styrelsen for Samfundssikkerhed søger en it-sikkerhedsspecialist til Kontor for National Sikkerhed. Vi søger en ny kollega, der kan sætte sig ind i nye systemer og specifikke sikkerhedstiltag, men samtidig tænke på den større helhed og sammenhængen mellem forskellige sikkerhedsområder.

En vigtig opgave
Du bliver en del af Kontor for National Sikkerhed, og sammen med andre dygtige kolleger får du til opgave at sikkerhedsgodkende (akkreditere), rådgive og føre tilsyn med klassificerede it-løsninger og lokationer. Vi sikrer, at både det nationale sikkerhedscirkulære og internationale krav til håndtering af klassificerede oplysninger overholdes, og at staten beskytter sine og vores partners mest følsomme informationer.

Vi arbejder tæt sammen med både civile myndigheder, der har brug for at behandle klassificerede informationer, deres sikkerhedskontorer og leverandører, i internationale fora og med andre nationale myndigheder inden for sikkerhedsområdet.

I forbindelse med vores opgave som National Sikkerhedsmyndighed kan noget rejseaktivitet forekomme.

Hvem er du?
Vi søger en ny kollega, der har en stærk grundlæggende indsigt og forståelse for it- og kommunikationsteknologi, og for den risikobaserede tilgang til it- og informationssikkerhed. Du kan sætte dig ind vores kunders behov og kontekst, forstå krav, systemer og processer samt sikre fremdrift i akkrediteringsopgaver af varierende kompleksitet. Du kan fordybe dig i detaljen uden at miste overblikket, og du opsøger faglig sparring hos andre dygtige kolleger, ligesom du bistår dem med din ekspertise.

For at lykkes i stillingen ser vi gerne, at du:

  • kan arbejde struktureret, både selvstændigt og sammen med andre
  • kan formulere dig klart og tydeligt på skrift, og i faglige drøftelser på kundemøder
  • går op i missionen om at sikre et højt sikkerhedsniveau, og holder formålet for øje
  • finder pragmatiske løsninger, der ikke går på kompromis med sikkerheden
  • bidrager til den gode relation med både kunder og kolleger.
Det vil være en fordel, men ikke et krav, hvis du fx også har:

  • arbejdet med akkreditering eller certificering
  • deltaget i tilsyn/audits af it- og informationssikkerhed
  • arbejdet med risikostyring og/eller projektledelse
  • arbejdet med it-sikkerhed i en it-driftsfunktion.
Af uddannelse har du har måske en kandidat i informationsteknologi, læst cybersikkerhed eller til it-teknolog, IT-revision, en ingeniørbaggrund eller andet relevant. Du kan også søge pba. solid erfaring fra it-drift, som it-sikkerhedsrådgiver eller it-udvikler, eller fra en compliance- eller anden it-sikkerhedsfunktion. Relevante certificeringer som fx CISM, CISA, CISSP, ITIL, Security+ eller ISO27001/2/5 bedes oplyst ved ansøgning, men er ikke et krav.

Om styrelsen
Fagområderne for beredskabsplanlægning, forsyningssikkerhed, kritisk infrastruktur, tele, cyber- og informationssikkerhed, national sikkerhedsmyndighed samt den Nationale Operative Stab (NOST) er blevet samlet i Styrelsen for Samfundssikkerhed. Styrelsen beskæftiger sig med rådgivning og kommunikation til myndigheder, virksomheder og borgere om forebyggelse og håndtering af de trusler, samfundet står overfor.

Styrelsen for Samfundssikkerhed hører under Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab og består af ca. 200 medarbejdere.

Løn og ansættelsesvilkår
Indplacering sker afhængig af kvalifikationer og erfaring. Løn- og ansættelsesforhold fastsættes i henhold til gældende overenskomst for ansatte i staten. Ansættelsesområdet er Ministerium for Samfundssikkerhed og Beredskab. Det er en forudsætning for ansættelsen, at du kan sikkerhedsgodkendes til klassifikationsgraden HEMMELIGT og opretholde sikkerhedsgodkendelse gennem hele din ansættelse.

Stillingen er en fuldtidsstilling og ønskes besat hurtigst muligt.

Arbejdsstedet vil være Holsteinsgade 63, 2100 København Ø. Styrelsen har også lokation i Birkerød.

Er du interesseret?
Send din ansøgning via knappen ’Søg stillingen’. Ansøgningen vedlægges CV, karakterudskrifter samt eventuelle udtalelser fra tidligere arbejdsgivere senest søndag den 25. januar 2026.

Du er velkommen til at kontakte fungerende kontorchef Christian Niebuhr på e-mail CNI@samsik.dk, hvis du har nogen spørgsmål til stillingen.

Alle interesserede uanset alder, erfaring eller personlig baggrund opfordres til at søge.

Log ind