Vil du være med til at udvikle Folketingets digitale løsninger og websites, sådan at vores brugere oplever, at løsningerne er relevante og brugervenlige? Folketingets digitale løsninger bruges af folketingsmedlemmer, partiansatte, borgere og professionelle aktører til at få indblik i politiske aktiviteter og dagsordener og af Administrationens medarbejdere til bl.a. at understøtte det parlamentariske arbejde i Folketinget.
Som en del af vores strategi har vi et moderniseringsprogram, som sætter retning for udviklingen af de digitale løsninger de kommende år. En del af programmet omfatter en større modernisering af vores websites, hvor du som projektleder skal spille en hovedrolle i at få det gennemført. Moderniseringsprogrammet indebærer desuden, at vi realiserer en ny målarkitektur, bedre udnyttelse af data, øget brug af nye teknologier og modernisering af en række kernesystemer.
Dine opgaver Som It-projektleder er du med til at igangsætte og drive en række af vores kommende udviklings- og moderniseringsprojekter. De kan komme i forskellige størrelser og formater, men et hovedfokus vil i den kommende tid være at planlægge og drive moderniseringen af vores forskellige websites, så de er brugervenlige, sammenhængende og matcher vores målarkitektur i en optimeret teknisk platform.
Du leder projekter på tværs af Folketingets Administration, primært digitaliserings- og it-projekter, hvor du bl.a. skal:
- udarbejde de relevante projektdokumenter og planer. Du er med i hele projektprocessen fra foranalyser til drift.
- samarbejde med projektdeltagere og styregrupper samt rapportere til direktion og Præsidium.
- bygge bro mellem de mange interne og eksterne interessenter og håndtere risici på tværs af forretningen.
- være i tæt dialog med product owner og vores udviklerteam.
- samarbejde med eventuelle eksterne leverandører. Det kan både være i forhold til udvikling eller i en udbudsproces.
- lede forandringsprocesser og facilitere workshops.
- sørge for, at projekterne bliver godt implementeret, herunder at der bliver udarbejdet vejledninger og tilrettelagt uddannelsesforløb.
Du skal desuden deltage i det daglige arbejde i Digitalisering og it på tværs af udviklingsteams.
Din arbejdsplads Du bliver en del af Digitalisering og it, hvor vi er 24 engagerede medarbejdere, der brænder for digitalisering og innovation. I tæt samarbejde med ansatte i Folketingets Administration og i partierne udvikler vi digitale løsninger, som forbedrer arbejdsprocesser og service. Vi sikrer, at vores løsninger driftes stabilt og sikkert.
Digitalisering og it arbejder med både udvikling og drift af nye og eksisterende digitale løsninger, f.eks. websites, dokumenthåndteringssystemer, tale til tekst, apps m.v. Vi leder større it-projekter i samarbejde med brugerne.
Vi er pt. organiseret i tre teams i forhold til opgaver indenfor web, de parlamentariske- og interne systemer samt it-drift. Du vil i første omgang primært indgå i webudviklingstemaet, men vil på sigt også have projekter med de to andre teams. For alle projekter vil du have mange samarbejdsflader i resten af Folketingets Administration.
Vi arbejder scrum-baseret og videndeler løbende, så det er muligt, at alle udviklere i teamet kan hjælpe hinanden på tværs af opgaver. Vi har stor tillid til hinanden og tilbyder fleksibilitet og mulighed for hjemmearbejde.
Din profil Du har erfaring med ledelse af it-projekter, hvor du kan operere i spændet mellem forretning og it. Du har med andre ord både god fornemmelse af forretningsmæssige krav og behov samt de tekniske muligheder og er i stand til at sikre, at begge perspektiver samtænkes.
Du er i stand til at samarbejde med meget forskellige fagligheder fra både jurister, generalister, kommunikatører til it-udviklere eller it-sikkerhedskoordinatorer.
Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke det vigtigste, hvis du har god erfaring med projektledelsesværktøjer. Det er til gengæld vigtigt, at du er god til at samarbejde, skabe relationer og kommunikere tydeligt.
Du tager initiativ, sætter retning og tør udfordre vanetænkning og er samtidig i stand til at arbejde struktureret og bevarer overblikket i en organisation med mange interessenter og høje ambitioner.
Løn- og ansættelsesvilkår Stillingen er på fuld tid. Du bliver ansat i Folketingets Administration i henhold til gældende overenskomst. Det er en forudsætning for ansættelsen, at du kan sikkerhedsgodkendes, og at denne kan opretholdes gennem hele din ansættelse.
Information og ansøgning Ring til digitaliseringschef Anne Dorte Erstad Jørgensen på tlf. 3337 3601 eller teamleder Susanne Nylander på tlf. 3337 3431, hvis du har spørgsmål til stillingen.
Du sender din ansøgning med cv, eksamenspapirer og eventuelle anbefalinger online via www.ft.dk.
Ansøgningsfristen er torsdag den 27. november 2025 kl. 12.00. Vi holder ansættelsessamtaler i uge 49 og 50.