IT-konsulent til digitalisering – DTU Kemiteknik

fuldtid
IT-konsulent til digitalisering – DTU Kemiteknik

Vi søger en IT-konsulent, der kan tage ansvar for at drive og løfte operationelle opgaver. Samtidig skal du have interesse for at bygge videre på vores digitaliserede laboratorier og forsøgsinstallationer, hvor brugerne hjemmefra kan både styre og lære at håndtere udstyret.

Se et eksempel her: https://virtual.kt.dtu.dk/Pilot-VR_1F/

Du bliver en del af et lille team på fire personer, der i fællesskab understøtter den bedst tænkelige IT på et institut med høj faglighed og stolthed, hvor vi har fokus på at være nyskabende og udvikle os i takt med opgaverne. Det er ok at være ”nørdet” – sammen skaber vi med vores fælles kompetencer de bedste resultater. 

Vi er allerede langt, men har brug for dig
Sammen med forskere, undervisere, IT-kolleger og eksterne samarbejdspartnere er du med til at udvikle og forbedre IT-løsninger, der gør en reel forskel – både i laboratorier, på feltstationer og i mobile forskningsmiljøer.

Vi arbejder projektbaseret og udvikler løsninger, der både er praktiske og nyskabende. 

Opgaverne spænder bredt – fra at designe arkitekturen for vores data og infrastruktur til at konfigurere iPads, så studerende kan gennemføre virtuelle øvelser inden de arbejder i vores stor-skala laboratorier og pilothaller. Du kan forvente, at stillingen indebærer begrænset rejseaktivitet – fx til vores  mobile forskningsstation i Grækenland, en fast feltstation i Hundested eller som en del af et omfattende digitaliseringsprojekt i vores storskala 4.0-pilotanlæg.

Undervejs får du mulighed for at lære nyt, udvikle dig fagligt og specialisere dig dér, hvor det giver værdi for både dig og instituttet.

Jobbet 
Arbejdsopgaver du får ansvaret for:

  • Dokumentere og skabe overblik for at kunne bygge vores nuværende løsninger
  • Vedligeholde og forbedre eksisterende kode for at andre kan overtage og skabe værdi
  • Udvikle og implementere tekniske løsninger 
  • Sparring og samarbejde om design af IT-løsninger med en række kompetente kollegaer fra DTU’s centrale IT-afdeling
  • Bidrage til stabil drift og undgå nedetid på forskningsopstillinger og i kontorlandskabet.

Vi forestiller os, at du har nogle af de følgende kvalifikationer: 

  • 3-5 års erfaring med digitalisering og IT-projekter
  • En relevant uddannelse inden for IT. Det vigtigste er, at du har en solid grundforståelse og lyst til at lære mere i praksis
  • Kendskab til almindelige IT-miljøer som Windows, macOS eller Linux – og måske lidt erfaring med Windows Server eller Linux-servere. Du behøver ikke være ekspert
  • Nysgerrighed ift. netværk og infrastruktur. Vi hjælper dig med at lære resten
  • Interesse for tekniske værktøjer og systemer som fx Siemens TIA Portal, WinCC Unified, PLC’er og HMI’er. Vi tilbyder oplæring
  • Har prøvet kræfter med kodning eller automatisering. Måske har du arbejdet med Raspberry Pi, Python eller lignende
  • Har måske snuset til databaser eller cloud-værktøjer. Kendskab til SQL, Kubernetes eller lignende er en bonus – men ikke et krav

Vi forestiller os, at du:

  • er nysgerrig og har lyst til at lære. Du behøver ikke kunne det hele fra start – det vigtigste er, at du har gåpåmod og lyst til at udvikle dig sammen med os.
  • trives i et team og kan samarbejde med både kolleger, forskere og undervisere – også på tværs af en stor organisation som DTU.
  • kan holde hovedet koldt og finde løsninger, når teknikken driller – og du gør det med et smil.
  • har blik for struktur og detaljer. Du kan lide at skabe overblik og arbejde systematisk.
  • kommunikerer klart – både på dansk og engelsk.
  • har måske erfaring med incidenthåndtering eller procesorienteret arbejde. Har du arbejdet med fx ITIL eller lignende, er det en fordel – men ikke et krav.

Hos os
Bliver du en del af et institut i vækst, hvor vi arbejder med teknisk-kemiske løsninger, der bidrager til den grønne omstilling og samfundets store udfordringer. Her indgår du i et lille, engageret team, hvor vi hjælper hinanden, lærer sammen og skaber plads til både faglig udvikling og individuelle interesser.

Vi tror på, at læring sker bedst i praksis. Derfor sørger vi for, at du får den nødvendige støtte og sparring undervejs. Du får ansvar i et tempo, der passer til dig – og fleksibilitet til at tilrettelægge dit arbejde, så det matcher dine behov og opgaver.

Drømmer du om en hverdag, hvor teknologi, samarbejde og mening går hånd i hånd? Så er DTU Kemiteknik et sted, hvor du kan udfolde dine kompetencer og udvikle dig i et inspirerende og inkluderende miljø.

Løn og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst for akademikere i staten eller i henhold til LC/CO10-fællesoverenskomsten og organisationsaftale for IT-medarbejdere (Prosa) i statens tjeneste. 

Stillingen er på 37 timer og ønskes besat pr. 1. januar 2026 eller snarest derefter. 

Dit arbejdssted bliver på DTU Campus i Lyngby.

Ansøgning og kontakt
Vi skal modtage din online ansøgning senest den 6. november 2025 .  Åbn linket "Ansøg nu", hvor du udfylder ansøgningsformularen samt vedhæfter motiveret ansøgning, CV og eksamensbeviser. 

Vi indkalder løbende til samtale.

Vil du vide mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte sekretariatschef Mette Bjørnlund, metbj@kt.dtu.dk , telefon 9137 0063. Læs mere om DTU Kemiteknik .

Ansøgninger modtaget efter ansøgningsfristens udløb tages ikke i betragtning.

Alle interesserede uanset alder, køn, handicap, race, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge stillingen. Da DTU arbejder med forskning i kritisk teknologi, hvormed der gælder særlige regler for blandt andet sikkerhed og eksportkontrol, kan der blive foretage open source-baggrundstjek af kvalificerede kandidater til stillingen.

Institut for Kemiteknik arbejder vi målrettet på at imødekomme nutidens industrielle udfordringer og skabe værdi gennem uddannelse, innovation og forskning.
Vores kerneområder omfatter produktdesign, procesdesign og produktion inden for den kemiske, bioteknologiske, farmaceutiske, fødevareteknologiske og energiteknologiske industri. Vi understøtter forskning og undervisning i samfundsrelevante og teknologisk banebrydende felter som power-to-X, CO₂-fangst, kunstige muskler og plastgenanvendelse – konkrete løsninger, der bidrager aktivt til den grønne omstilling og skaber reel impact.

Teknologi for mennesker
DTU udvikler teknologi for mennesker. Med vores forskning og uddannelser i international topklasse er vi med til at skabe en bedre verden, og vi bidrager til løsningen af de globale udfordringer formuleret i FN’s 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling. H.C. Ørsted grundlagde DTU i 1829 med en klar mission om at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. Den mission lever den dag i dag. DTU har 13.500 studerende og 6.000 ansatte. Vi arbejder i en international atmosfære og har et inkluderende, udviklende og uformelt arbejdsmiljø. DTU har campusser i hele Danmark og i Grønland og samarbejder med de bedste universiteter verden over.

Log ind