Vi søger en reservelæge i introduktionsstilling pr. 1. oktober 2025 eller snarest derefter.
Afdeling for Lunge-, Hormon- og Stofskiftesygdomme på Amager Hospital er en af de få tilbageværende brede medicinske afdelinger, som modtager uselekterede patienter via Akutklinikken, som også er en del af afdelingen. Afdelingen har repræsentation af de lungemedicinske, endokrinologiske og akutmedicinske specialer og har derudover et tæt samarbejde med de kardiologiske og geriatriske specialer, som også er til stede på Amager Hospital. Som introduktionslæge på Amager Hospital varetages såvel vagtarbejde i Akutklinikken, stuegang i observationsafsnittet samt på hhv. lungemedicinsk, endokrinologisk, geriatrisk og kardiologisk sengeafsnit. Desuden varetages funktioner i Daghospital og ambulatorium. Som introduktionslæge vil man derudover være teamleder for hospitalets hjertestopbehandling og er ansvarlig for kapacitet og flow på hospitalet fra kl. 20-08. Det må påregnes, at en overvejede del af arbejdstiden forventes at foregå i Akutklinikken.
Vi kan dermed tilbyde en bred intern medicinsk basisuddannelse med mulighed for at udvikle kompetence indenfor såvel intern medicin som akutmedicin og med mulighed for at stifte nærmere bekendtskab med de ovenfor anførte specialer. Der er desuden mulighed for at udvikle kompetencer indenfor diverse administrative opgaver.
Arbejdstilrettelæggelse: Arbejdstilrettelæggelsen er 8-skiftet vagt i 2-holdsdrift. Der er reservelæger i fællesvagt døgnet rundt, så du står aldrig alene, men har altid mulighed for sparring med kolleger.
Introduktionslæger indgår i mellemvagtslaget sammen med læger i hoveduddannelse, mens KBU-læger indgår i forvagtslaget.
Herudover er der bagvagt til stede fra kl. 8-20 med efterfølgende tilkald fra bolig.
Vi tilbyder: Afdeling for Lunge-, Hormon- og Stofskiftesygdomme på Amager Hospital er kendt for et godt kollegialt og fagligt miljø, hvor vi prioriterer et dynamisk arbejdsmiljø med vægt på undervisning, supervision, gode patientforløb og mulighed for udvikling for den enkelte medarbejder.
Afdelingen deltager i undervisning af medicinstuderende, som evaluerer afdelingens uddannelse meget højt.
Vi kan garantere, at du vil møde engagerede og hjælpsomme kolleger i et godt tværfagligt samarbejde og at vi vil gøre vores bedste for, at dine kompetencer bringes i spil, mens du opnår så meget uddannelse og udvikling som muligt.
Vi håber, at du finder vores afdeling spændende, så uanset om du er afklaret i dit specialevalg eller blot ønsker at udvide dit kendskab til intern medicin, er vi det rette sted for din uddannelse og læring.
Vil du vide mere kan du kontakte: mette.dam.olesen@regionh.dk, uddannelsesansvarlig overlæge
loa.nordkap.01@regionh.dk, uddannelsesansvarlig overlæge
Ansøgningsfrist fredag d. 5. september 2025 Samtaler forventes afholdt mandag d. 15. september 2025