Instruktorer og undervisningsassistenter til videnskabsteori på Institut for Naturfagenes Didaktik

deltid
Instruktorer og undervisningsassistenter til videnskabsteori på Institut for Naturfagenes Didaktik
  • KU - SCIENCE - NBI, Jagtvej 155A
  • Jagtvej 155A, 2200 Kbh. N
Institut for Naturfagenes Didaktik søger instruktorer og undervisningsassistenter på kurserne i fagets videnskabstori, som udbydes på bacheloruddannelserne på SCIENCE. Ansættelse pr. 1. februar 2026 eller snarest muligt derefter. Kurserne er tilpasset hver enkelt uddannelse og fordeler sig således over årets fire undervisningsblokke:

Blok 1:

  • Videnskabsteori og etik for de kemiske fag (VtKem)
Blok 2:

  • Geografiens Videnskabsteori (VtGeogr)
Blok 3:

  • Geologiens Videnskabsteori (VT Geol)
  • Videnskabsteori for matematiske fag (VtMat)
  • Biologisk Videnskabsteori (VtBio)
  • Videnskabsteori for Datalogi-Økonomi (Vt-DatØk)
Blok 4:

  • Datalogiens videnskabsteori (VtDat)
  • Videnskabsteori og etik for de fysiske fag (VtFys)
  • Idrætsfagets Videnskabsteori (VtIdr)
  • Videnskabsteori og etik for de kemiske fag (VtKem)
Kursusbeskrivelser for de enkelte kurser er offentliggjort på www.kurser.ku.dk.

Antallet af instruktorater afhænger af antallet af tilmeldte studerende til kurset.

Arbejdsopgaver
Instruktorer og undervisningsassistenter er begge deltidsstillinger. Arbejdsopgaverne for begge varierer fra kursus til kursus, men omfatter normalt:

  1. Forberedelse og afholdelse af ugentlige øvelsestimer
  2. Deltagelse i ugentlige instruktormøder
  3. Feedback og evaluering af skriftlige opgaver
  4. Tilstedeværelse ved forelæsningerne
Kvalifikationer for stillingen som INSTRUKTOR
Stillingerne kan søges af studerende, der har bestået 120 ECTS på en relevant bacheloruddannelse, har en faglig kompetence svarende til minimum et års fuldtidsstudier i det fag, kurset hører til, og derudover har kompetencer i videnskabsteori eller videnskabsstudier som minimum svarer til at have bestået det pågældende kursus med et godt resultat. Endvidere skal du tale flydende dansk, og du skal være studerende i den periode, hvor din(e) undervisningsblok(ke) foreligger.

Kvalifikationskrav for stillingen som UNDERVISNINGSASSISTENT
Stillingen som undervisningsassistent kræver en relevant kandidatgrad. For at komme i betragtning skal du enten have faglig kompetence i videnskabsteori, videnskabsstudier eller filosofi på kandidatniveau kombineret med dokumenterede faglige kompetencer på universitetsniveau inden for naturvidenskab, eller du skal have faglig kompetence på kandidatniveau i et naturvidenskabeligt fag, og derudover kompetencer i videnskabsteori/videnskabsstudier som minimum svarer til at have bestået et kursus i et fags videnskabsteori med et godt resultat. Endvidere skal du tale og forstå dansk.

Løn og ansættelsesforhold for stilling som INSTRUKTOR
Ansættelsen er omfattet af overenskomsten mellem Finansministeriet og Studenterundervisernes Landsforbund. Læs Cirkulære om overenskomst for Studenterundervisere ved universiteter mv. Ansættelsen som instruktor er tidsubegrænset, men ophører uden yderligere varsel ved ophør af din indskrivning som studerende. Dine timer aftales individuelt for hver blok. Du er ikke garanteret timer i alle blokke, men skal søge om instruktorater for hvert semester, hvorefter det endelige timetal aftales. Lønnen udgør 254,47 pr. time (1. november 2025-niveau).

Løn og ansættelsesforhold for stillingen som UNDERVISNINGSASSISTENT
Ansættelsen sker i henhold til reglerne i Cirkulære om aftale om eksterne lektorer og undervisningsassistenter ved universiteter m.fl. under Uddannelses- og forskningsministeriet samt bestemmelserne for undervisningsassistent-stillingen som er beskrevet i Bekendtgørelse om stillingsstruktur for videnskabeligt personale ved universiteter. Det konkrete timetal fastsættes pr kursus forud for hvert semester. Lønnen udgør 283,49 pr. time (1. november 2025-niveau).

Ansøgning

Er du interesseret beder vi dig sende en ansøgning ved at klikke på linket ”Søg Stilling” nedenfor, så det er os i hænde senest d. 30. november 2025, 23.59 (GMT+1)

Ansøgningen skal indeholde følgende: 

  • Motiveret ansøgning 
  • CV, herunder relevant undervisnings- og formidlingserfaring 
  • En prioriteret liste over de kurser du er interesseret i at undervise i 
  • Kandidatbevis (for stillingen som undervisningsassistent)
  • Karakterudskrift
  • Indskrivningsbekræftelse (for stillingen som instruktor)
I ansøgningen bør du gøre rede for dine kompetencer inden for både videnskabsteori og naturvidenskab, andre forhold der kan dokumentere din interesse i kombinationen af videnskabsteori og naturvidenskab, eventuelle erfaringer med undervisning eller formidling.

Vi ønsker at afspejle det omgivende samfund og opfordrer alle uanset baggrund til at søge stillingen.

Rekrutteringsproces
Efter ansøgningsfristens udløb, vil et udvalg af ansøgere blive shortlistet, og hermed udvalgt til faglig bedømmelse. Du vil i nogle tilfælde blive inviteret til en ansættelsessamtale med den kursusansvarlige underviser. Det er derfor vigtigt at e-mail adresse og telefonnummer fremgår af din ansøgning.

Yderligere oplysning om stillingerne:

Spørgsmål til stillingerne kan fås ved henvendelse til sektionsleder Hanne Andersen på hanne.andersen@ind.ku.dk eller ved henvendelse til de enkelte kursusansvarlige (se kurser.ku.dk)

Om os

Institut for Naturfagenes Didaktik (ind.ku.dk) er et af 12 institutter under Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet. Vi er pt. ca. 100 ansatte, der er fordelt i fire sektioner. Du vil blive tilknyttet Sektionen for videnskabsteori og videnskabshistorie , hvor vi arbejder med erkendelsesteoretiske, etiske, sociale og historiske aspekter af naturvidenskaberne og matematik.

Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet – SCIENCE i kort form – er landets største naturvidenskabelige forsknings- og uddannelsesinstitution med cirka 4.500 ansatte og 9.500 bachelor- og kandidatstuderende. Fakultetet har et årligt budget på ca. 3 mia. kr. Læs mere om Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på www.science.ku.dk

Log ind