Instruktør til NEXT Skoleoplæringscenter på Frederiksberg

deltid
Instruktør til NEXT Skoleoplæringscenter på Frederiksberg
  • NEXT Uddannelse København
  • Julius Thomsens Gade 5, 1974 Frederiksberg, 2500 Valby
NEXT - Uddannelse København er én af Danmarks største erhvervs- og gymnasieskoler. Vi har en vision om at være det bedste sted at være og lære, og vi ønsker at skabe en fremtid for vores skole og for vores uddannelser, der gør en forskel for mange. 
 
Lige nu søger vi en instruktør til afdelingen for Teater, Event og AV i NEXT Skoleoplæringscentret, som skal være med til at understøtte lærlingenes faglige og personlige udvikling i et praksisnært læringsmiljø.
 
Om stillingen
I Skoleoplæringscentret arbejder vi med virkelige opgaver inden for Teater, Event og AV. Lærlingene arbejder projektorienteret med konkrete opgaver og deadlines. Du bliver kollega til en medarbejder, der har det primære ansvar for TEA-området, og I vil arbejde tæt sammen om planlægning, gennemførelse og opfølgning på undervisning, opgaver og projekter.
 
Arbejdstiden følger ikke altid almindelig normtid, men tilpasses opgaverne. Det betyder, at arbejdet kan ligge på forskellige tidspunkter af døgnet. Hovedparten af dine timer vil komme til at ligge i hverdagene mellem kl. 8-16. Opgaverne løses der, hvor de opstår, og arbejdet kan derfor indebære aktiviteter uden for skolens rammer, herunder hos eksterne og interne samarbejdspartnere, turnéopgaver samt understøttelse af festivaler, Folkemødet og andre events forskellige steder i landet. Din rolle bliver at supplere den daglige faglige ledelse ved at støtte, vejlede og strukturere lærlingenes arbejde.
 

Dine opgaver vil blandt andet være at:
  • understøtte lærlingenes faglige udvikling og hjælpe dem med at finde løsninger
  • introducere og understøtte kreative processer
  • bidrage til teknisk forståelse og praktisk kunnen inden for teater, event og AV
  • støtte lærlingene i ansøgningsprocesser og i forståelsen af arbejdslivet i branchen
  • bidrage til planlægning, koordinering og gennemførelse af projekter
  • håndtere både faste opgaver og løbende, sporadiske opgaver i en omskiftelig hverdag
 
Arbejdet kræver overblik, struktur og evnen til at skabe trygge rammer for læring – også når rammer, tidspunkter og lokationer ændrer sig.
 
Om os
Skoleoplæringscentret er en del af NEXT og rummer flere forskellige fagområder. I afdelingen for Teater, Event og AV arbejder vi med praksisnær oplæring, samarbejde og udvikling af både faglige og personlige kompetencer. Vi har en flad struktur og et tæt samarbejde på tværs af funktioner. Der er kort vej fra idé til handling, og vi lægger vægt på dialog, ansvar og fælles løsninger. Vores fælles mål er, at lærlingene bliver så dygtige som muligt – både fagligt og personligt – mens de er hos os.
 
Vi søger en kollega, som
  • har stærke relationelle og kommunikative kompetencer
  • evner koordinering og at eksekvere på forskelligartede idéer, opgaver og projekter i hverdagen
  • har interesse for – og gerne erfaring med – teater, event og/eller AV
  • kan arbejde selvstændigt og samtidig indgå i tæt samarbejde
  • har lyst til at arbejde med unge mennesker og understøtte deres udvikling
  • trives i en hverdag med skiftende opgaver og behov for prioritering
  • har kørekort
Det er en fordel, hvis du har erfaring med projektarbejde, oplæring, undervisning eller vejledning, men vigtigst er din evne til at skabe struktur, overblik og fremdrift i lærlingenes arbejde.
 
Ansættelsesvilkår 
Stillingen er på deltid med 25 timer om ugen, er placeret på Frederiksberg og løber fra den 1. marts 2026, eller snarest muligt herefter, og som udgangspunkt 12 måneder frem.

 
Ansættelse og aflønning sker på individuelle vilkår.
 

Vi opfordrer alle kvalificerede uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
 
Ansøgning og kontakt
Send ansøgning, cv, uddannelsesbeviser og anden relevant dokumentation via ansøgningslinket, hvis jobbet er noget for dig.
 
Der afholdes ansættelsessamtaler den 5. februar 2026.
 
Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte uddannelsesleder Klaus Bernsen på tlf. 24 49 20 74 eller mail klb@nextkbh.dk.
 
Om NEXT
NEXT – Uddannelse København har en mission om at uddanne til fremtiden med rødder i fortiden. Det gør vi med udgangspunkt i tre pejlemærker; at tænke og agere bæredygtigt, skabe en eksperimenterende og meningsfuld læringskultur og sikre kompetencer til at udvikle fremtidens samfund. Vores institution rummer over 40 forskellige erhvervsuddannelser, alle fire gymnasieuddannelser, 17 Eux-uddannelser samt 10. klasse og efteruddannelseskurser.
 

NEXT har tobaks- og røgfri skole- og arbejdstid. Det betyder, at hverken elever, medarbejdere eller kursister må benytte nogen former for tobaksvarer, snus eller e-cigaretter i skole- og arbejdstiden – heller ikke hvis de forlader skolens område i løbet af dagen.
 
Læs mere om NEXT som arbejdsplads her.

Log ind