Kunne du tænke dig at tage del i udviklingen af de ledelsesmæssige aspekter af Forsvarets implementering af Command teams? Har du lyst til at spille en central rolle i et inspirerende forsknings- og udviklingsmiljø? -Så kan du være på vej til dit næste job i Institut for Ledelse og Organisation ved Forsvarsakademiet. Om os Instituttet udvikler og styrker Forsvarets kompetencer til ledelse- og organisationsudvikling.
Vi giver enkeltpersoner og myndigheder adgang til forskningsbaseret viden om ledelse- og organisationsudvikling i militær sammenhæng. Vi medvirker til, at denne viden omsættes til anvendelse i praksis, og at erfaringer fra praksis nyttiggøres ved udviklingen af det teoretiske grundlag.
Vi benytter både kvantitative og kvalitative metoder, hvor den kvalitative metode dog for nærværende er mest anvendt. Aktions- og praksisnær forskning er meget anvendt, og det teoretiske afsæt er typisk med poststrukturalistiske og systemiske perspektiver på den militære ledelse og organisation.
Hos os får du mange spændende og udfordrende arbejdsopgaver. Hverdagen er varieret, og vi har fleksible arbejdsforhold. Vi har et fagligt miljø, hvor vi som oftest både kan fordybe os i tingene og få afprøvet teorier i praksis. Vi har et godt sammenhold og der er mange erfarne kolleger, som er interesserede lyttere og sparringspartnere, når en sag skal vendes.
Om stillingen Du bliver en vigtig del af det institut, der gennemfører forsknings- og udviklingsopgaver inden for militær ledelse, organisation og styring. Du kommer til at bestride en række forskellige opgaver relateret til instituttets opgaveportefølje, herunder forsknings-, udviklings- og uddannelsesopgaver. Undervisning på Forsvarets akkrediterede uddannelser, Den Militære Diplomuddannelse og Masteruddannelsen i Militære Studier, og andre af Forsvarets kurser vil ligeledes indgå i din opgaveportefølje.
Vi ønsker at styrke vores forskning i Command Teams, herunder særligt de ledelsesmæssige aspekter af begreberne føring og føringsvirksomhed, fx udtrykt gennem doktrinerne. Dette for at give den danske officer og befalingsmænd et solidt grundlag, hvorfra der kan reflekteres over egen ledelse og skabes et nuanceret og velunderbygget udgangspunkt for at udvikle officerens ledelsespraksis. Herunder at udvikle og underbygge det doktrinære grundlag og bl.a. undersøge forskellige krav til militær ledelse og organisering.
Vi har en forventning om at du arbejder på at opbygge et internationalt samarbejde med relevante samarbejdspartnere og institutioner. Som en del af dette samarbejde forventes det, at der opbygges et solidt kendskab til, hvordan der arbejdes med Command Teams ved de udenlandske militære enheder vi oftest opererer sammen med.
Vi søger at skabe en stærk kobling mellem vores forskning, udviklingsopgaver og uddannelsesaktiviteter, så der vil være rig mulighed for samarbejde på tværs i instituttet med mange forskellige fagligheder, der alle har det til fælles, at de brænder for at gøre en forskel for organisationen og for professionen. Ligeledes søger vi at skabe samarbejde på tværs af Forsvarsakademiets institutter, hvilket giver mulighed for at arbejde tværdisciplinært med professionen i fokus.
Du vil få rige muligheder for at formidle resultaterne af dit arbejde gennem publiceringer, undervisning, konferencer, seminarer o. lign.
Om dig Du har en ph.d. grad inden for en relevant samfundsvidenskabelig disciplin. Du brænder for at arbejde med en traditionsrig profession både på et teoretisk og et praktisk plan.
Du er stærk metodisk og har erfaring med at designe og gennemføre kvalitative undersøgelser, som fx feltstudier. Vi forventer at du har en bred indsigt i og interesse for professions- og ledelsesteori. Du har stor erfaring med at arbejde med forskning og kan dokumentere dette gennem din publikationsliste. Du er drevet af at koble forskning med udvikling i tæt relation til de berørte aktører. Det forventes, at du allerede har fagligt kendskab til Forsvaret.
Du trives med at støtte kolleger, som ikke nødvendigvis har samme forskningserfaring at trække på som dig - fx i forhold til at få publiceret forskningsresultater. Du er parat til at gå foran og tage ansvar for at forsknings- og udviklingsaktiviteter integreres i Forsvarsakademiets uddannelser.
Du kan formidle/undervise på diplom- og masterniveau, og finder det interessant at fordybe dig i ledelses-, organisations- og professionsteoretiske perspektiver, som du formidler til de studerende med en pædagogik, der gør det muligt for de studerende at koble teori og egen praksis.
Du arbejder selvstændigt og systematisk og formår at bevare overblikket og kvaliteten, selv når der er tale om projekter med stor kompleksitet.
Ansættelsesvilkår Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten) og Cirkulære om protokollat om visse ansættelsesvilkår for civilt ansatte forskere med og uden undervisningspligt, og civilt ansatte akademiske lærere ved Forsvarsakademiet og Bestemmelse vedr. stillingsstruktur for civilt ansatte forskere med og uden undervisningspligt, samt civilt ansatte akademiske lærere ved Forsvarsakademiet.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er Svanemøllen kaserne.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte major Søren Bo Susipolku-Jensen, telefon 2523 0029.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Julie Manthey Cramer-Palmquist på telefon 3266 5848. Bemærk, kan ikke træffes i perioden den 20. december 2025 til den 4. januar 2026.
Ansøgningsfristen er den 30. december 2025 og samtaler forventes afholdt i forlængelse heraf. Stillingen er til besættelse den 1. februar 2026.
Efter ansøgningsfristen udløb vil et bedømmelsesudvalg foretage en vurdering af ansøgernes kvalifikationer. På den baggrund vil et antal kandidater blive indbudt til samtale.
Som en del af din ansøgning skal du fremsende følgende:
- Motiveret ansøgning.
- CV inkl. redegørelse for undervisning og administration.
- Komplet publikationsliste opstillet kronologisk og med tydelig angivelse af, hvilke publikationer der har gennemgået er peer review.
- Kopier af de vigtigste publikationer (maksimalt 10 stk.).
- Kopi af bevis for gennemført pædagogisk opkvalificeringsforløb (fx adjunktpædagogikum).
Vi vil bede dig om at søge stillingen via linket, hvor du bedes vedhæfte ansøgningen og CV.
Øvrige bilag jf. ovenstående bedes fremsendt pr. mail til
FAKjob@fak.dk.
Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.
Ansøgninger der ikke opfylder ovennævnte krav, vil ikke komme i betragtning.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Forsvarsakademiet Forsvarsakademiet (FAK) bidrager til Forsvarets opgaveløsning ved at levere relevante og tidssvarende uddannelser samt forskning og rådgivning til Forsvarets medarbejdere og myndigheder. Dertil støtter FAK koncernen med kursusadministration samt vejledning i pædagogik og digitale læringsformer.
FAK består af tjenestesteder i henholdsvis København, Varde, Slagelse, Karup og Frederikshavn og udbyder grund- og videreuddannelserne, herunder sergent- og officersuddannelser, inkl. sprogofficersuddannelsen, Den Militære Akademiuddannelse samt Master i Militære Studier. Derudover udbyder FAK en lang række efteruddannelser, der bidrager til, at Forsvarets medarbejdere og reserven kan løse deres opgaver effektivt og professionelt gennem hele karrieren.
FAK gennemfører forskning og udvikling indenfor de tre militære kerneområder; militære operationer, militær strategi og militær ledelse samt tilknyttede områder som krigshistorie, kulturforståelse og militær teknologi. FAK indgår i samarbejder med både danske og udenlandske forsknings- og uddannelsesinstitutioner og bidrager til udvikling af NATO's doktriner og forskningsprojekter. Vidensproduktionen understøtter uddannelserne, men anvendes og formidles også bredt til gavn for Forsvaret, nationale og internationale samarbejdspartnere samt samfundet som helhed.
Læs mere på
fak.dk.