Har du lyst til at vejlede og beregne energioptimering i virksomheder og interesse for at lære at sagsbehandle? Som vores nye kollega i Center for Erhverv og EU bliver du en vigtig del af arbejdet med at administrere Erhvervspuljen, som hjælper virksomhederne med deres grønne omstilling ved at give tilskud til energispareprojekter og til projekter, der reducerer virksomhedernes CO2 udledning.
Dine arbejdsopgaver Energistyrelsen har siden 2020 udmøntet Erhvervspuljen, der løber frem til 2029. Vi arbejder hårdt på at få maksimal effekt ud af puljen – og her kommer du ind i billedet!
Som vores nye kollega vil dine opgaver primært være, at:
- Sagsbehandle ansøgninger om tilskud til projekter
- Have den daglige kontakt med virksomheder, erhvervsliv og organisationer både skriftligt og mundtligt
- Beregne tilskud, skrive afgørelser, godkende og udbetale tilskud til virksomhederne
I alt består enheden af 24 medarbejdere, og vi brænder for at få mest mulig effekt ud af de offentlige tilskudskroner, og vi elsker at nørde med de tekniske problemstillinger omkring energispareprojekter.
Vi er et team med stor nysgerrighed og virkelyst. Vi har brede kompetencer, men med et klart flertal af dygtige ingeniører med forskellige specialer. Anciennitetsmæssigt har vi både erfarne og nyuddannede kollegaer.
Der vil blive taget rigtig godt imod dig - du får en god oplæring, og du vil få mulighed for at få indsigt i både komplekse og spændende sager, hvor du får bragt din faglighed i spil i et tværfagligt miljø.
Vi har det godt sammen, hjælper hinanden og vi deltager gerne i fredagsbar, sommerfest og julefrokost. Og så spiller vi gerne en omgang bordfodbold ind imellem. Vi har en god fleksibilitet i forhold til tilrettelæggelse af arbejdet og hjemmearbejde.
Om dig Vi forestiller os, at du har en mellemlang eller længere videregående teknisk uddannelse, f.eks. som civilingeniør i energiteknologi, eller maskiningeniør. Men du kan også have en baggrund som maskinmester, diplomingeniør, professionsbachelor eller tilsvarende.
Du kan være nyuddannet, men du kan også have et par års erfaring fra fx en produktionsvirksomhed, offentlig myndighed eller som rådgivende ingeniør, hvor du har arbejdet med at identificere og gennemføre energispareindsatser hos slutbrugere, gerne i erhvervslivet.
Vi lægger vægt på at: - Du er god til at skabe dig overblik over mange tekniske elementer og fokusere på det væsentlige
- Du er god til at samarbejde og kan sætte dig ind i nye og komplekse opgaver
- Du har interesse for de løsninger, der kan bidrage til at nå Danmarks energi- og klimamål
- Du er dygtig til at formidle dit budskab – især på skrift
- Du har flair for IT, anvendelse af data og tekniske processer
Som person er du nysgerrig og har selvindsigt, og du trives i et stærkt fagligt miljø, hvor alle hjælper hinanden, også når der er travlt.
Lyder det som en stilling for dig? Så glæder vi os til at modtage din ansøgning og dit CV.
Løn- og ansættelsesvilkår Ansættelsesdatoen er hurtigst muligt eller efter nærmere aftale. Der er tale om et 1-årigt barselsvikariat, med evt. mulighed for senere forlængelse.
Ansættelse og aflønning sker i henhold til den af følgende overenskomster, der er relevant for kandidatens uddannelsesbaggrund: Gældende overenskomst for akademikere i staten som fuldmægtig med rådighedsforpligtigelse. Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer (OAO) samt organisationsaftale for kontorfunktionærer i statens tjeneste (HK) eller organisationsaftale for maskinmestre i land.
Ansættelsesområdet er Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet med tilhørende institutioner. Supplerende oplysninger kan fås ved henvendelse til enhedschef Rikke Reumert Schaltz på tlf. +45 33 95 12 53 eller teamleder Rikke Marie Hald på tlf. +45 33 92 68 81
Energistyrelsen betragter mangfoldighed som et aktiv og opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.
Sådan ansøger du Din motiverede ansøgning med CV, eksamensbevis og eventuelle øvrige bilag skal være indtastet
senest den 21. april 2025. Der afholdes samtaler i uge 17-18. Forventet startdato er den 1. juli.
Der vil løbende blive afholdt samtaler. Kandidater til stillingen skal være indstillet på evt. at skulle udarbejde en case og/eller en test i forbindelse med rekrutteringsprocessen.