Informationsspecialist med teknisk flair til uddannelsesbibliotek og medieværksteder

fuldtid
Informationsspecialist med teknisk flair til uddannelsesbibliotek og medieværksteder
  • Erhvervsakademi Aarhus
  • Sønderhøj 30, 8260 Viby J
Vi søger en udviklingsorienteret og nysgerrig kollega, der med høj faglighed og professionalisme vil være med til at udvikle en ny, samlet enhed for bibliotek og medieværksteder. Du bliver en central del af vores velfungerende uddannelsesbibliotek og får samtidig en nøgleposition i at opbygge og drive et stærkt, mediefagligt miljø i tæt samarbejde med interne superbrugere.
Stillingen kombinerer to faglige spor: undervisning og vejledning i informationssøgning og kildehåndtering samt ansvaret for den faglige drift og udvikling af medieværkstederne. Fordelingen mellem opgaverne varierer afhængigt af behov og efterspørgsel. I begge funktioner møder du dagligt studerende og kolleger, og du bidrager aktivt til deres faglige arbejde gennem viden, vejledning og praksisnær teknologianvendelse. Rollen forudsætter, at du trives i en alsidig hverdag, hvor fleksibilitet og selvstændighed er centrale for at lykkes.

Dine opgaver
I uddannelsesbiblioteket underviser du i informationssøgning, arbejder med digital formidling og udvikler læringsmateriale. I medieværkstederne omsætter du ideer til praksis og hjælper studerende og kolleger med at bruge udstyr, kreative værktøjer og teknologier, der løfter deres projekter og læringsprocesser.

Du får blandt andet ansvar for:

  • Drift og udvikling af vores nyindrettede medieværksteder med prototypeværksted, plotter, foto-, video- og podcaststudie.
  • Opsøgende og målrettet kommunikation om bibliotekets og medieværkstedernes tilbud til studerende og kolleger.
  • Produktion af digitalt vejlednings- og læringsmateriale, fx videoer og online guides, der understøtter både biblioteket og medieværkstederne.
  • Praktisk guidning i brugen af de kreative værksteder, så faciliteterne bliver både tilgængelige og meningsfulde for alle.
  • Undervisning og vejledning af studerende i litteratursøgning, referencehåndtering, kildekritik og brug af genAI i tæt samarbejde med vores uddannelsesbibliotekar.
  • Koordinering af aktiviteter og events i samarbejde med studerende og kolleger.

Om dig
Du er udadvendt, fagligt stærk og trives med både biblioteksfaglige opgaver og praktisk arbejde i et eksperimenterende miljø. Du motiveres af at skabe et levende og imødekommende læringsmiljø, hvor faglighed, fordybelse og fællesskab går hånd i hånd.
Du møder studerende med tålmodighed og faglig forståelse – uanset niveau – og tager udgangspunkt i deres virkelighed.


Vi lægger desuden vægt på, at du:

  • Har en relevant uddannelse som bibliotekar eller informationsspecialist – eller en anden beslægtet uddannelse, der giver dig stærke kompetencer inden for formidling og vejledning.
  • Har prøvet kræfter med foto-, lyd- og lysudstyr og har erfaring med medieproduktion og læringsteknologier.
  • Har erfaring med informationssøgning på fagligt og akademisk niveau.
  • Har stærke kompetencer inden for digital formidling, brugeroplevelser og har stor lyst til at undervise og vejlede.
  • Trives i et tæt samarbejde med andre og samtidig arbejder selvstændigt med planlægning og eksekvering af dine opgaver.
  • Har interesse i at udvikle nye servicetilbud til studerende og kolleger.
  • Er serviceminded og handlingsorienteret.
Vores brugere
Vores primære brugere er studerende på videregående uddannelser inden for marketing, finans, it, laboratorie- og miljøfag på både akademi- og bachelorniveau. Derudover understøtter vi adjunkter, lektorer og forskere og bidrager dermed til videns- og læringsudviklingen på tværs af akademiets fagområder.

Om os
Uddannelsesbibliotek og medieværksteder bliver her i foråret samlet i nyindrettede lokaler og er organisatorisk forankret i forsknings- og innovationsafdelingen. Vi er et engageret team med høj faglighed, uformel omgangstone og god humor. Medarbejdermålinger viser høj trivsel og arbejdsglæde, og vi er stolte af at være et sted, hvor både faglighed og fællesskab fylder i hverdagen.

Ansættelse
Stillingen er på 37 timer pr. uge, og ansættelsen sker efter gældende overenskomst. Ansættelsesstedet er Sønderhøj 30, 8260 Viby J. Du vil referere til forskningschef Ulla Appel Haahr.
Ansøgningsfrist er den 18. marts 2026 kl. 12.00. Første samtale finder sted den 20. marts 2026 og 2. samtale den 25. marts 2026.

Yderligere oplysninger
Læs mere om Erhvervsakademi Aarhus på www.eaaa.dk og om biblioteket på bibliotek.eaaa.dk.

Vil du vide mere om jobbet, så kontakt forskningschef Ulla Appel Haahr på telefon 41886004.

Log ind