Informationssikkerhedsmedarbejder til arbejdet med NIS2 og informationssikkerhed i Socialforvaltningen (tidsbegrænset)

fuldtid
Informationssikkerhedsmedarbejder til arbejdet med NIS2 og informationssikkerhed i Socialforvaltningen (tidsbegrænset)
  • Københavns Kommune
  • Borups Allé 177, 2400 København
Har du lyst til at være med til at ruste Socialforvaltningen til morgendagens IT-sikkerheds- og cyberudfordringer? Har du erfaring med, og indsigt i, hvordan organisationer tilrettelægger og arbejder med informationssikkerhed?

Så er du måske vores nye kollega – vi søger nemlig en informationssikkerhedsmedarbejder til en midlertidig stilling på 2 år.

Om Socialforvaltningen
Socialforvaltningen arbejder med udsatte børn, unge og voksne, der har brug for hjælp og støtte, og vi yder derfor en vigtig og samfundskritisk indsats og er forpligtet overfor disse borgere. Sikkerhedsdagsorden er mere end nogensinde aktuel, og det er vigtigt, at vi kan beskytte borgernes data, at vi har et robust IT-beredskab, og at medarbejderne kender til og kan håndtere digitale trusler, så vi fortsat kan yde den service, vi skal overfor sårbare borgere.

Om jobbet
Du bliver ansat i Københavns Kommune, Socialforvaltningen, i Center for Digitalisering, Analyse og Data. Her bliver du en del af vores compliancefaggruppe, som består af GDPR-jurister, en informationssikkerhedskoordinator og andre konsulenter, der arbejder med IT- og informationssikkerhed, systemanskaffelser samt udvikling og vedligehold af Socialforvaltningens IT-portefølje.

Københavns Kommune er godt i gang med at implementere den nye NIS2 lov, og vi søger i den forbindelse en kollega, der kan hjælpe med at løfte de mange spændende opgaver i Socialforvaltningen, der ligger foran os i 2026 og 2027 på informationssikkerhedsområdet.

I Socialforvaltningen skal vi have omsat overstående krav til bl.a. uddannelse og kampagner om cybersikkerhed, trusler og beredskabsplaner, vi skal arbejde med risikohåndtering af vores IT-systemer, og vi skal kunne rådgive vores kollegaer i forvaltningen, der ikke arbejder med sikkerhedsemner i det daglige.

Nogle opgaver vil være rettet ud mod kollegaer i forvaltningen, andre vil være møntet på vores eget center, men du vil indgå som ressource i arbejdet med at implementere NIS2 og ISMS og bidrage med viden indenfor informationssikkerhed og gerne med udgangspunkt i ISO 27001, som Københavns Kommune arbejder med som standard.

Vi ser gerne, at du

  • har en relevant uddannelse indenfor IT, digitalisering og teknologi
  • har erfaring med IT-sikkerheds- og IT-compliancearbejde fra andre organisationer og målrettet kan arbejde med indsatser på informationssikkerhedsområdet
  • kender til ISO 27001 rammeværket – gerne certificeret (men ikke et krav)
  • kan kommunikere om tekniske og sikkerhedsmæssige problematikker til alle typer af medarbejdere og kan sætte dig grundigt ind i både faglige behov, forvaltnings- og lovmæssige krav
  • arbejder målrettet og med fokus på aftalte leverancer
  • er opsat på samarbejde og er åben for input og læring
  • har en interesse for digitalisering og informationssikkerhed
  • har kendskab til det kommunale område eller anden offentlig myndighed
Vi tilbyder
Hos os får du

  • et spændende og udviklende job i en politisk styret organisation, hvor ikke to dage er ens
  • muligheden for at arbejde med digitalisering på et område, hvor der er spændende dilemmaer, nationale problemstillinger og samfundsmæssigt fokus
  • personlig og faglig kompetenceudvikling med dygtige og engagerede kollegaer på tværs af forvaltningen og kommunen
  • muligheden for at arbejde med nye teknologier på det socialfaglige område
  • fleksibilitet i arbejdstilrettelæggelsen
Ansættelsesforhold
Arbejdstiden er 37 timer ugentligt, og tiltrædelse er den 1. januar eller snarest muligt. Stillingen er en midlertidig ansættelse på 2 år.
Som led i ansættelsesprocessen henter vi referencer på den kandidat, der tilbydes jobbet.

Mere information
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte vicekontorchef Rikke Christensen på 40 44 92 01 eller kontorchef Katja Prause på 24 52 66 74.

Søg via linket senest fredag den 14. november 2025

Log ind