Vil du medvirke til den digitale projektstyring og kvalitetssikring i vores byggerier? Bygningsafdelingen (BYG) i Region Syddanmark søger en engageret IKT-leder, som kan sikre en ensartet og effektiv håndtering af digitale data i vores byggeprojekter. BYG i Region Syddanmark er i gang med en større organisatorisk ændring, hvor regionens byggeprojektportefølje bestående af større anlægsprojekter samles i afdelingen. Det er også herfra IKT-krav udvikles og specificeres. Derfor søger BYG en kollega til at udvikling, implementering og vedligeholdelse af vores strategier og aftaler inden for Informations- og Kommunikationsteknologi (IKT). Du vil være med til at sikre, at digitale afleveringer og kvalitetssikring af data lever op til vores standarder og understøtter vores drift.
Dine primære arbejdsopgaver: - Udvikle og vedligeholde et standardiseret paradigme for IKT-aftaler
- Sikre, at paradigmet er i overensstemmelse med lovgivning og strategiske mål
- Rådgive og bistå ved tilpasning af IKT-aftaler til specifikke byggesager
- Udarbejde kravspecifikationer for digital kommunikation og dataudveksling
- Koordinere digital aflevering i byggeprojekter
- Sikre at data og dokumentation opfylder standarder og krav
- Verificere metadata, BIM-modeller og drifts- og vedligeholdelsesdata (DV-data)
- Bistå ved implementering af DV-data i sygehusenhedernes FM-system (typisk Dalux FM)
- Sikre løbende opfølgning og kvalitetssikring af digitale data i projekterne
Et stærkt fællesskab både lokalt og på tværs Geografisk fordeler opgaverne sig med projekter i hele Region Syddanmark. Dit hovedarbejdssted vil være Regionshuset i Vejle, men der vil være en del udadgående aktivitet ved de respektive enheder i hele regionen, og du vil særligt skulle indgå i et tæt samarbejde med vores nuværende IKT-leder, projektchefer og projektledere på tværs af BYG.
Den rette kandidat Vi forventer:
- at du har en relevant videregående uddannelse samt erfaring fra en offentlig bygherreorganisation eller rådgiver hvor du har arbejdet med tilsvarende opgaver
- At du har et godt kendskab til byggeriets faser og til byggeprocessen i sin helhed
- At du har erfaring med IKT-aftaler og digital projektstyring i byggebranchen
- At du har kendskab til BIM, digitale afleveringskrav og FM-systemer
- At du har erfaring med kvalitetssikring af digitale data og dokumentation
- At du er åben, nærværende, konstruktiv og uformel i din måde at kommunikere på
- At din arbejdsstil er struktureret og kendetegnes ved grundighed og vedholdenhed
- At du er robust og har en høj grad af selvstændighed, og kan håndtere mange opgaver samtidigt
- At du kan se fordelene i godt samarbejde og deling af viden
- At du er serviceminded og samarbejdsorienteret
- At du har kørekort til personbil
Erfaring fra en lignende stilling vil blive vurderet positivt.
Om BYG BYG varetager opgaver inden for byggeri (nybyggeri og renoveringer) samt vedligeholdelses- og energiopgaver i forhold til regionens enheder. Dermed understøtter afdelingen regionens sygehusenheder samt institutioner med rådgivning og projektledelse inden for byggeri og energiområdet.
BYG består lige nu af ca. 50 medarbejdere, som enten har sin daglige gang i Regionshuset eller på de enkelte sygehuse. Afdelingen er i udvikling og rekrutterer løbende for bedst muligt at repræsentere en alsidig vifte af faglige kompetencer, som fx ingeniører, arkitekter, bygningskonstruktører, jurister og økonomer. Den faglige alsidighed afspejler en arbejdsplads med plads til sparring og vidensdeling på tværs, hvilket betyder at vi i høj grad løfter opgaverne sammen.
Du bliver en del af en afdeling, hvor det sociale i afdelingen vægtes højt. Der bliver udvist stor tillid til den enkelte medarbejder, og det er derfor en fordel at trives med at arbejde selvstændigt og proaktivt. Afdelingen er præget af en uhøjtidelig stemning med masser af humor, store personlige frihedsgrader og gode muligheder for at præge sin egen opgaveløsning.
Vi kan tilbyde:
• Gode arbejdsforhold i et behageligt og uformelt miljø med stor faglig bredde
• Et afvekslende, selvstændigt og udfordrende job
• Gode muligheder for personlig og faglig kompetenceudvikling
• En arbejdsplads i et dynamisk og fagligt miljø
• Sparring og samarbejde med gode og erfarne kolleger
Løn og ansættelse Stillingen er normeret til 37 timer ugentligt og ønskes besat snarest muligt. Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes iht. gældende overenskomst og nærmere aftale.
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til projektchef David Klug, tlf. nr. 2444 8548.
Motiveret ansøgning samt CV indeholdende udførlige oplysninger om uddannelse, tidligere beskæftigelse og kvalifikationer, sendes via linket på denne side.
Ansøgningsfristen er torsdag den 21. august 2025. Ansættelsessamtaler forventes afholdt den 25./26. august 2025.