En uklassificeret 1-årig stilling som reservelæge ved Hukommelsesklinikken, Nationalt Videnscenter for Demens, Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme, Neurocentret, Rigshospitalet Blegdamsvej, er ledig til besættelse.
Klinikprofil: Nationalt Videnscenter for Demens (NVD) er forankret i Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme på Blegdamsvej, og består af Hukommelsesklinikken, en klinisk forsøgsenhed (CTU), et Videnscenter og en forskningsenhed, samt en udefunktion på Bornholms Hospital. Hukommelsesklinikken varetager udredning, behandling og opfølgning af patienter med kognitive forstyrrelser og demenssygdomme. Klinikken har regionsfunktion og højt specialiserede funktioner vedrørende demens og neurogenetik. Vi har tilbud om genetisk rådgivning til raske slægtninge til patienter med eller mistanke om en arvelig sygdom.
Personalegruppen er et tværfagligt team af speciallæger i neurologi, psykiatri og geriatri og klinisk genetik samt neuropsykologer, sygeplejersker, lægesekretærer og socialrådgiver.
Klinikken samarbejder med Geriatrisk Afdeling Bispebjerg Hospital om varetagelse af hovedfunktion for planområdet BYEN (læs mere på
www.rigshospitalet.dk og
www.videnscenterfordemens.dk).
Vi samarbejder med praktiserende læger, øvrige demensenheder og kommunerne i Region Hovedstaden efter regionens forløbsprogram for demens (
www.regionh.dk/tilfagfolk/Sundhed/kronisk-sygdom/Sider/Forloebsprogram-for-demens).
Vi tilbyder: Spændende og varierede arbejdsopgaver i et højtspecialiseret, tværfagligt miljø, hvor både kliniske opgaver, forskning, vidensformidling og uddannelse er i højsædet. Arbejdsopgaver: - Varetagelse af forundersøgelser af patienter henvist på mistanke om demenssygdomme og efterambulante besøg af patienter med demenssygdomme i samarbejde med klinikkens speciallæger og tværfaglige team
- Deltagelse i den ugentlige teamkonference
- Telefonkonsultationer i mindre omfang
- Gennemgang af svar på prøver og undersøgelser
- Stillingen er vagtfri
Kvalifikationer: Vi søger en læge med interesse for demens og for videreuddannelse inden for neurologi, psykiatri, almen medicin eller geriatri. Erfaring med demens en fordel, men ikke en betingelse.
Løn- og ansættelsesforhold: Løn- og ansættelsesforhold i henhold til overenskomst.
Yderligere oplysninger: Kan indhentes hos ledende overlæge Lise Cronberg Salem, tlf. 3545 9007.
Ansøgningsfrist: Send ansøgning med CV, stilet til ledende overlæge Lise Cronberg Salem, via ovenstående "søg job" senest den. 27. oktober 2025.