HR udviklingskonsulent søges til Roskilde Kommune

fuldtid
HR udviklingskonsulent søges til Roskilde Kommune
  • Roskilde kommune
  • Rådhusbuen 1, 4000 Roskilde
Hos HR-udviklingsteamet i Roskilde Kommune er vi optaget af at skabe trivsel, arbejdsglæde og attraktive arbejdspladser i tæt samarbejde med kommunens ledere og medarbejdere. Vil du med på holdet?

Vi samarbejder med hele organisationen, fra det politiske niveau til de lokale arbejdspladser, om en bred vifte af arbejdsopgaver inden for ledelsesudvikling, rekruttering, arbejdsmiljø, trivsel og større tværgående indsatser. I alle vores indsatser har vi fokus på at understøtte vores ledere og medarbejdere i, at de lykkes med at skabe værdi for borgerne. Med omkring 7.500 ansatte i kommunen og en stor faglig bredde kræver det, at vi både har blik for helheden og formår at imødekomme lokale behov gennem målrettede og tilpassede indsatser. Det hænger tæt sammen med Roskilde Kommunes værdibaserede tilgang til ledelse, hvor det er afgørende, at vores HR-løsninger tager afsæt i den enkelte arbejdsplads.

Hverdagen i udviklingsteamet Hos os vil du opleve en alsidig og afvekslende hverdag med en dynamisk opgaveportefølje. Nogle dage arbejder du eller dine kolleger ude af huset, mens vi andre dage alle er samlet på Rådhuset. Vi har en høj grad af selvstyring i vores team, og har både opgaver og projekter, som vi samarbejder om og løser selvstændigt. Vi værdsætter faglig sparring internt i teamet højt og prioriterer at være tilgængelige for hinanden. Samtidig bestræber vi os på, at der skal være plads til humor og til at dyrke de kollegiale relationer.

Lige nu består vores team af seks konsulenter, hvor fem har solid erfaring og en er nyere i rollen. Med dig bliver vi syv i teamet. Ud over udviklingsteamet består HR-afdelingen af et jurateam og et lønafsnit. Vores team refererer direkte til HR- og byrådssekretariatschefen, og som udgangspunkt har vi mulighed for at arbejde hjemme én dag om ugen.

Dine arbejdsopgaver Du skal være indstillet på, at selvom vi er et udviklingsteam, har vi også en række driftsmæssige opgaver, som du også vil være med til at løse. Derfor vil din opgaveportefølje bestå af både udviklings- og driftsopgaver. Følgende arbejdsopgaver udgør en fast del af din stilling:

  • Drift og udvikling af uddannelses- og kursustilbud til ledere, medarbejdere, TR og MED-udvalg.
  • At udføre adfærdsanalyser (PTP) i forbindelse med lederrekruttering. Hvis ikke du er certificeret i PTP, vil dette kunne tilbydes.
  • Facilitering og udvikling af workshops om fx psykologisk tryghed på de kommunale arbejdspladser.
  • Understøttelse af kommunens arbejde med ligestilling.
Derudover vil dine kompetencer og interesser, samt udviklingen i teamets opgaver, være med til at definere din opgaveportefølje. Eksempler på andre typer af opgaver i teamet, som du kan være med til at drive, kunne være:

  • Drift og udvikling af trivselsmålinger og tilknyttede aktiviteter.
  • At opsøge viden om AI og teknologiske løsninger, der kan optimere vores HR-processer.
  • Endvidere en lang række andre opgaver i arbejdsfeltet mellem HR, organisation, kommunikation og styring.
Vores kommende kollega Vi forestiller os, at du har en relevant akademisk uddannelse og gerne et par års erfaring inden for HR-området. Det er desuden vigtigt, at du kan se dig selv indgå i vores team og både lære og bidrage i forhold til vores opgaver. Vi sørger selvfølgelig for at give en grundig indføring og løbende sparring i arbejdsopgaverne. Derudover søger vi en kollega, som har:

  • Lyst til at indgå i eller drive udviklingsprojekter og processer i samarbejde med stab, ledelse og samarbejdsparter.
  • Stærke relationelle kompetencer og evnen til at begå sig på alle niveauer i kommunen – både i teamsamarbejde og i selvstændige opgaver.
  • Interesse og flair for teknologiske muligheder, der kan benyttes i en HR-kontekst.
  • Er serviceminded og har en sund forståelse for at HR indeholder både udviklingsopgaver og almindelig drift.
  • Gode formidlingsevner, både mundtligt og skriftligt.
Det er hertil en fordel, hvis du har kendskab til den offentlige sektor og forståelse for, hvordan ledelse og udvikling drives inden for dens rammer og vilkår.

Arbejdstid og ansættelsesforhold Stillingen er som udgangspunkt på 37 timer. Ansættelse efter gældende overenskomst. Tiltrædelse 1. september 2025 eller efter nærmere aftale medio august. Der indhentes straffeattest i forbindelse med ansættelse.

Næste skridt Roskilde Kommune er en mangfoldig arbejdsplads, og vi opfordrer alle kvalificerede kandidater til at søge.

Vi vil gerne have din ansøgning senest mandag den 9. juni 2025. Vi forventer at holde ansættelsessamtaler d. 17. og 18. juni og 2. samtale d. 23. juni. Der vil være en case i forbindelse med 2. samtale.

Hvis du har konkrete eller afklarende spørgsmål i forhold til stillingen er du velkommen til at kontakte HR- og Byrådssekretariatschef Mikael Bay på tlf. 5119 9817, specialkonsulent Klaus Højen på tlf. 46313202 eller konsulent Anna Ubbesen på tlf. 29391785.

Log ind