HR-medarbejder søges ved Institut for Samfund og Politik (tidsbegrænset fuldtidsstilling)

fuldtid
HR-medarbejder søges ved Institut for Samfund og Politik (tidsbegrænset fuldtidsstilling)
  • Aalborg Universitet
  • Kroghstræde 7, 9220 Aalborg Øst

Vil du være tæt på ledelse og medarbejdere i et nyetableret institut, hvor du får selvstændigt ansvar for en bred portefølje af HR-opgaver? Som HR-medarbejder ved Institut for Samfund og Politik bliver du en nøgleperson i den daglige personaleadministration og i udviklingen af vores HR-praksis. Stillingen er en tidsbegrænset fuldtidsstilling med tiltrædelse 1. maj 2026 eller snarest muligt derefter og med forventet ophør 30. juni 2027. Der vil være mulighed for at aftale et ugentligt timetal ned til 32 timer ligesom der kan blive mulighed for forlængelse ved stillingens udløb.


Der er i øjeblikket overvejelser i organisationen om den fremtidige placering af opgaverne på HR-området, hvilket kan betyde at området kan blive omorganiseret.
Stillingen indgår i administrationens ressourceområde, hvor du samarbejder med bl.a. økonomimedarbejdere og andre HR-kolleger om at sikre en stabil, professionel og nærværende understøttelse af instituttets faglige miljøer.

 

Dine arbejdsopgaver: 
I stillingen får du ansvar for en selvstændig portefølje af HR-sager, hvor du både har driftsopgaver, udviklingsopgaver og tæt kontakt til instituttets ledelse og øvrige medarbejdere. 
En stor del af din hverdag kommer til at handle om HR-sagsbehandling og personaleadministration. Det betyder, at du arbejder med rekruttering og ansættelser, udarbejdelse og opfølgning på ansættelsesgrundlag, håndtering af personalesager, fraværsregistrering, ferieadministration og onboarding af nye medarbejdere. Du følger sagerne fra start til slut, så processerne bliver sammenhængende og gennemsigtige for alle parter. 
Du bliver også en vigtig sparringspartner for instituttets ledelse. Du understøtter dem i håndtering af personalesager og forskellige samtaleforløb, herunder medarbejderudviklingssamtaler, sygefraværssamtaler, barselsforløb og seniorsamtaler. I de situationer hjælper du med at skabe struktur, sikre korrekt dokumentation og bidrage til, at der bliver taget hånd om både de formelle og de menneskelige aspekter. 

 

Dine kompetencer: 
Du har en relevant uddannelsesmæssig baggrund inden for administration - det kunne fx være en kontoruddannelse inden for HR, en administrationsbachelor eller en beslægtet uddannelsesmæssig baggrund. 
Det er naturligt for dig at arbejde med personaleadministrative opgaver, og du har erfaring med centrale HR-processer som rekruttering, ansættelser, opfølgning på fravær, ferie og barsel samt onboarding og generel sagsbehandling. 

•    Du er vant til at navigere i forskellige systemer, registrere korrekt og have fokus på              datasikkerhed og dokumentation 
•    Du kan sætte dig ind i regler og procedurer og omsætte dem til konkrete løsninger i dialog med ledere og medarbejdere.
•    Du planlægger dine opgaver, så frister bliver overholdt, også når der opstår uforudsete personalesager, og du kan bevare overblikket, når der er mange aktiviteter på samme tid. Du arbejder systematisk, har blik for detaljen uden at miste helhedsperspektivet og evner at følge op på sagerne.
•    Som person trives du i rollen som selvkørende HR-professionel, der tager ansvar for opgaverne og samtidig ser værdien i sparring med kollegerne. Samtidig er du samarbejdsorienteret og bidrager aktivt til et godt kollegialt miljø, hvor man hjælper hinanden, deler viden og skaber løsninger på tværs.
•    Du er tydelig og tillidsvækkende i din kommunikation, både når du rådgiver ledere og når du taler med medarbejdere i mere følsomme situationer. 
•    Du er tryg ved at kommunikere på både dansk og engelsk i en international organisation.
•    Du møder andre med en positiv og imødekommende tilgang, du holder hovedet koldt i pressede perioder, og du bruger gerne humor som en naturlig del af et trygt og professionelt samarbejde. 

 

Hvem er vi: 
Institut for Samfund og Politik er et nyetableret institut fra 1. januar 2026 med i alt ca. 200 medarbejdere. Administrationen består af 38 medarbejdere, der er organiseret i fire områder, som tilsammen understøtter uddannelser og forskning gennem opgaver inden for blandt andet studieadministration, HR, økonomi og ledelsesbetjening. Du bliver en del af ressourceområdet, hvor bl.a. økonomifunktion og HR arbejder tæt sammen om at understøtte instituttets ledelse. 
I hverdagen vil du dermed have et nært samarbejde med dine kolleger på både ressourceområdet og øvrige områder samt med instituttets ledelse, og du vil hurtigt få et bredt netværk i både administrationen og de videnskabelige medarbejdere (VIP). 
Vi lægger vægt på et arbejdsmiljø, hvor der er plads til at spørge, dele viden og hjælpe hinanden på tværs af funktioner. Vi arbejder i en stor og kompleks organisation, og det betyder, at vi har brug for kolleger, som både bidrager til høj faglig kvalitet og til en god, ordentlig og uformel omgangstone. 
Du får arbejdsplads på Aalborg Universitet, Campus Aalborg Øst, med mulighed for flextid og hjemmearbejde efter aftale med din nærmeste leder. Det giver dig gode muligheder for at tilrettelægge din hverdag, så der er balance mellem opgaveløsning, samarbejde og privatliv, samtidig med at du er en synlig og tilgængelig del af instituttets hverdag. 

 

Ansøgning 
Din ansøgning skal indeholde følgende:  

  • Ansøgning, hvori du redegør for, hvilke faglige og personlige kompetencer samt erfaringer der gør dig særligt kvalificeret til stillingen 
  • CV 
  • Eksamensbevis 
  • Evt. relevante bilag 

Der indhentes referencer som del af processen. 

Du kan læse mere om krav til din ansøgning her

Ansøgning sendes via Aalborg Universitets rekrutteringssystem, som kan tilgås under stillingsopslaget på Aalborg Universitets hjemmeside. 

Aalborg Universitet ønsker at afspejle det omgivende samfund og har diversitet som en kerneværdi. Derfor opfordres alle uanset personlig baggrund og orientering til at søge stillingen.

Har du spørgsmål?  
Hvis du har spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte os. Du finder kontaktpersoner nederst i opslaget.  

Øvrige informationer 
Du kan læse mere om vores rekrutteringsproces her

Ansættelsesprocessen på Aalborg Universitet kan omfatte en risikovurdering som et værktøj til at identificere potentielle risici forbundet med nyansættelser, der sikrer arbejdspladsens sikkerhed, compliance og integritet. 

Løn- og ansættelsesvilkår  
Løn- og ansættelsesvilkår er i henhold til OAO-S-fællesoverenskomsten og organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK). Der er mulighed for at forhandle tillæg efter kvalifikationer. 

Der er 3 måneders gensidig prøvetid i stillingen. 

Aalborg Universitet - Viden for verden
Aalborg Universitet er en international arbejdsplads med mere end 3700 ansatte. Vi udbyder virkelighedsnære uddannelser og skaber forskningsresultater i verdensklasse gennem samarbejde mellem forskere, studerende og offentlige og private virksomheder. Sådan opnås erkendelser, nye løsninger på samfundets problemer og viden, der forandrer verden. Vores hovedcampus ligger i Aalborg, men vi har også campus i Esbjerg og København.

Log ind