Har du lyst til at understøtte topledelsen og arbejde i krydsfeltet mellem økonomistyring, governance og it-faglighed, og motiveres du af tæt samarbejde og dialog med kolleger med mange forskellige faglige baggrunde? Så er du måske vores nye kollega! Udviklings- og Forenklingsstyrelsen er en af de syv styrelser i Skatteforvaltningen. Vi understøtter vores kolleger i Skatteforvaltningen i et partnerskab om drift og videreudvikling af en stor it-portefølje og udvikling af nye it-løsninger, herunder konkrete processer med flerårsbudgettering, styregrupperapportringer, løbende økonomiopfølgning, analyser og effektiv drift, som skal sikre transparens i vores økonomi og give topledelsen de bedste forudsætninger for prioritering.
Vi søger kollegaer til arbejdet med økonomistyringen i et par af vores fagområder. Du skal være motiveret af at sikre økonomistyringen og gennemføre formidling i hverdagen, så ledelsen understøttes med et gennemsigtigt og handlingsorienteret beslutningsgrundlag, samtidig med at gældende regler og principper for økonomistyring efterleves. Økonomistyringen kan både vedrøre styring af store og komplekse it-projekter såvel som driftsøkonomi, og der vil være en stejl læringskurve med stor mulighed for selv at præge rammerne for opgaveløsningen.
Vi garanterer fokus på at få dig onboardet godt og løbende have fokus på din udvikling samtidig med, at du får indblik i en meget bred portefølje af it-udviklings og -driftsopgaver, hvilket indebærer en række unikke udfordringer og muligheder ift. at bedrive god økonomistyring.
Økonomipartner med ansvar og stor kontaktflade Du bliver en del af et af vores fem Økonomi og Ledelsessekretariater, hvor vi sammen sikrer kvalificeret økonomi- og ledelsesunderstøttelse af fagområdernes ledelse. Du kommer til at arbejde sammen med engagerede kolleger med mange forskellige faglige baggrunde, ligesom en tæt kontakt med relevante interessenter (projektledere, kontorchefer, underdirektører, mv.) vil være en naturlig del af din hverdag.
Alt efter dine kvalifikationer og erfaringer får du i samarbejde med dine kolleger ansvaret for at:
- facilitere og drive budgetprocesser fra budget til opfølgning
- forestå løbende controlling
- udarbejde ledelsesrapportering herunder styregrupperapporteringer og beslutningsoplæg til ledelsen og direktionen
- sikre en tæt kobling mellem økonomital og fremdrift i projekter
- koordinere med vores centrale økonomikontor omkring rammer og processer
Stærk faglighed, gode formidlingsevner og lyst til tværgående samarbejde Du har afsluttet relevant uddannelse, fx cand.merc., cand.polit., cand.oecon., cand.scient.pol., HD eller lign., og du kan være enten nyuddannet eller en erfaren medarbejder. Det vil være en fordel at have en stærk faglighed inden for økonomistyring – eller stor interesse for det - samt elske tal og databehandling. Derudover lægger vi vægt på, at du kan kommunikere og formidle tal og data på en måde, hvor modtageren forstår dem og kan anvende dem som fundament for styringen af vores it-aktiviteter. Der er mulighed for at tilpasse arbejdsopgaverne, så vi spiller på dine styrker.
Som person tager du ansvar for opgaveløsningen og processen, og du stiller spørgsmål undervejs. På den måde er du med til at sikre løbende fokus på at skabe forbedringer og se nye løsningsmuligheder. Du har lyst til at være tæt på de it-områder, som du skal understøtte, og er interesseret i deres hverdag, så vi kan levere forretningsnær økonomistyring. Du skal have lyst til understøtte den gode kultur, det gode samarbejde og de gode løsninger.
Din nye arbejdsplads Du bliver en del af et af vores fem Økonomi og Ledelsessekretariater, hvor vi sammen sikrer kvalificeret økonomi- og ledelsesunderstøttelse af fagområdernes ledelse. Sekretariaterne består hver af ca. 15-18 engagerede medarbejdere med forskellige fagligheder. Du kommer til at indgå i et stærkt fagligt miljø, hvor hverdagen er præget af god stemning og en uformel omgangstone, og hvor vi hjælper hinanden og spiller hinanden gode. Vi lægger vægt på vidensdeling og på at have det sjovt, når vi går på arbejde.
Vi sørger for et grundigt introduktions- og oplæringsforløb, så du hurtigt kan arbejde selvstændigt med opgaverne. Du får varierende og udfordrende opgaver samtidig med, at der i styrelsen og Skatteministeriet generelt er gode muligheder for kompetenceudvikling.
Kontakt og ansættelsesvilkår Motiveret ansøgning, CV og eksamenspapirer skal indsendes via nedenstående link senest 22.maj 2025. Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte kontorchef Anders Lindbo Steffen på 7237 8002.
Der kan løbende blive indkaldt til samtaler.
Der kan blive gennemført person- og logikanalyse samt case som led i ansættelsesprocessen, og der vil forud for ansættelsen blive indhentet straffeattest.
Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for Fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet.
Ansættelsesområdet er Skatteministeriet med tilhørende institutioner. Alt afhængigt af hvilket af vores fem sekretariater du bliver ansat i, vil arbejdsstedet være enten Osvald Helmuths Vej 4, 2000 Frederiksberg eller Nybrovej 116, 2800 Kongens Lyngby.
Læs mere om at arbejde i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen på
www.ufst.dk/job-og-karriere