HR-medarbejder søges til HR NØRRE på Københavns Universitet

fuldtid
HR-medarbejder søges til HR NØRRE på Københavns Universitet
  • KU - SUND - PANUM KBH N
  • Blegdamsvej 3B, 2200 Kbh. N
Brænder du for HR, og har du erfaring i at arbejde med stort set alle elementer inden for personaleadministration og rekruttering? Interesserer du dig for at arbejde med overenskomster, processer og systemer i en stor statslig organisation? Så er det måske dig, vi søger som HR-medarbejder.

Vi søger en medarbejder til en fast stilling med start 1. august 2025 eller snarest derefter.


Om stillingen
Som HR-medarbejder i HR NØRRE bliver du en del af et stort og stærkt, fagligt fællesskab, hvor der er tillid til, at vi løfter mere sammen end hver for sig. Du vil bl.a. komme til at varetage opgaver inden for følgende hovedområder:

  • Rekruttering og ansættelse af teknisk-administrativt personale (TAP) og videnskabeligt personale (VIP) - herunder vejledning og rådgivning af ledere inden stillingen slås op, udarbejdelse af stillingsopslag, gennemførsel af den administrative del af rekrutteringsprocessen samt udarbejdelse af ansættelseskontrakter, dvs. rekruttering fra A-Z
  • Rådgivning om løn, ansættelsesvilkår og personaleadministrative spørgsmål
  • Indtastning og kontrol af løn og ansættelsesforhold i HR-Løn
  • Barselsadministration
  • Administration ifm. ændringer i ansættelsesforholdet (arbejdstidsændringer, forlængelser, fratrædelser mm.)
Om dig
Du har en relevant uddannelse (kontoruddannelse i offentlig administration eller relevant akademisk uddannelse), og har erfaring med personaleadministrative opgaver på det statslige område.

Derudover lægger vi vægt på, at du har følgende kompetencer:

  • Evnen til at holde overblikket og til at prioritere dine opgaver
  • Er god til at følge opgaver helt til dørs og løbende sikre fremdrift i opgaverne
  • Er løsningsorienteret og initiativrig
  • Kan samarbejde og videndele med dine kolleger
  • Har gå-på-mod og motiveres af løbende at udvikle dig sammen med opgaverne
  • Er ansvarsbevidst og forandringsparat, og kan håndtere uforudsigeligheder
  • Er serviceminded, men har evnen til at sige fra, når det kræves
  • Det er en fordel, hvis du har erfaring med international rekruttering
Erfaring med HR Løn og HR Manager er en fordel, men ikke et krav. Derudover vil det være en fordel, hvis du har kendskab til de statslige overenskomster, og regler og cirkulærer på HR-området. Endelig er vi en international arbejdsplads, hvorfor en del af vores kommunikation foregår på engelsk, og dine engelskkundskaber skal derfor være i orden.

Vi tilbyder

  • Et stærkt HR-fagligt og socialt miljø
  • Tæt sparring om opgaveløsningen
  • Løbende udvikling gennem nye opgaver
  • Mulighed for, som medarbejder, at bidrage til udviklingen af HR på Nørre Campus gennem din erfaring og viden med HR-opgaver og processer
  • Mulighed for at arbejde med rekruttering fra start til slut
  • Mulighed for at arbejde med specialområder, fx løn og barsel
  • Central placering på Panum på Blegdamsvej, flekstid, mulighed for parkering, samt fleksibilitet ift. hjemmearbejde
Vi har ekspertgrupper indenfor flere områder, fx barsel, løn og refusion, ferie og internationale ansættelser, hvor du, som sagsbehandler, kan komme til at indgå. Du vil i så fald komme til at tage del i arbejdet med at opdatere vores processer og skabeloner, give råd og vejledning til dine kolleger og følge med i de nyeste ændringer i overenskomster, cirkulærer og KU’s interne retningslinjer. Afhængig af dine erfaringer, vil du kunne komme til at indgå som en af de drivende kræfter i en af ekspertgrupperne.

Løn og ansættelsesvilkår
Stillingen er på fuld tid (37 timer om ugen). Ansættelse og aflønning sker efter gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer samt organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK Stat) i løngruppe 3, sats afhængig af kvalifikationer, eller som AC-fuldmægtig efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikerne eller anden relevant overenskomst. Der vil være mulighed for forhandling af yderligere tillæg efter kvalifikationer.


Ansøgning
Du skal indsende din ansøgning elektronisk ved at klikke på "Søg stillingen" nedenfor.

Din ansøgning må gerne være skrevet på dansk (max 1 side) og du bedes vedhæfte følgende:

  • Dit CV inkl. uddannelse, liste over tidligere ansættelser og andre relevante kvalifikationer
  • Kopi af uddannelsesbevis
Ansøgningsfristen er onsdag den 21. maj 2025, kl. 23:59.

Vi afholder samtaler i uge 22 og 23, med henblik på ansættelsesstart den 1. august 2025 eller snarest derefter.

Yderligere oplysninger
Kontakt sektionsleder, HR-administrationschef Marius Poulsen, tlf. 93 56 58 73, marius.poulsen@adm.ku.dk.

Københavns Universitet ønsker at afspejle mangfoldigheden i samfundet og opfordrer alle kvalificerede kandidater til at søge uanset alder, handicap, køn, nationalitet, race, religion eller seksuel orientering. Udnævnelse vil alene være baseret på kvalifikationer.

HR NØRRE – hvem er vi?
Vi er et HR-center, der betjener ca. 25 institutter og centre på KU’s Nørre Campus, primært deres ledelse, med alt inden for HR-området. Vi søger nu en HR-medarbejder, der som en del af sektionen for administration og rekruttering, skal bidrage med at løse opgaver fra start til slut inden for personaleadministration og rekruttering af alle typer medarbejdere på Nørre Campus.
Vi har en kultur, hvor sparring og videndeling er en naturlig del af hverdagen.
Som HR-medarbejder i HR NØRRE bliver du kollega til ca. 80 yderst kompetente og engagerede HR-medarbejdere. I HR NØRRE ønsker vi at skabe et højt fagligt og udviklende arbejdsmiljø samt et miljø, hvor vi sikrer en høj grad af videndeling og et godt socialt samvær. Vores mål er at betjene Nørre Campus’ mange ansatte hurtigt, effektivt og med en god forretningsforståelse.

Københavns Universitet gennemførte 1. marts 2025 en gennemgribende omlægning af universitetets administration og er stadig i gang med omstillingsprocessen. Universitetet har nu én fælles administration bestående af en række koncernenheder og tre administrationscentre, der i tæt samarbejde med lokale stabe skal understøtte universitetets kerneforretning; forskning, uddannelse og formidling.

Målet med den administrative reform er blandt andet at styrke det tværgående samarbejde, øge effektiviteten og sikre gode karriereveje for administrative medarbejdere på KU.

Log ind