HR-konsulent/sagsbehandler til Stampersonelsektionen ved Personelkommandoen

fuldtid
HR-konsulent/sagsbehandler til Stampersonelsektionen ved Personelkommandoen
  • Forsvarsministeriets Personalestyrelse
  • Lautruphøj 8, 2750 Ballerup
Vil du arbejde med rekruttering og forvaltning af militære medarbejdere, og kan du se dig selv som en del af et professionelt fagligt miljø med engagerede kolleger i en hverdag, hvor opgaverne kan være mange og krævende i perioder, men hvor du sammen med dine kolleger er garant for en høj kvalitet i opgaveløsningen? Så har du nu mulighed for at blive en del af Stampersonelsektionen og Civiluddannelseselementet, hvor vi kan tilbyde en spændende dagligdag som HR-konsulent/sagsbehandler.

Om os

Stampersonelsektionen og Civiluddannelseselementet er en del af Center for Bemanding og Tilknytning, hvis overordnede opgave er at forestå bemandingen af Forsvarsministeriets koncern.

I Stampersonelsektionen har vi ansvaret for at støtte og rådgive Forsvarets chefer i forbindelse med rekruttering og ansættelse af medarbejdere inden for konstabel-, korporals- og befalingsmandsniveauet, og vi håndterer en portefølje på op til 11.500 stillinger fordelt på alle værn og styrelser. Civiluddannelseselementet forvalter samtlige militære medarbejdere, som afvikler langtidsciviluddannelse, og løfter i den forbindelse en lang række administrative opgaver.

Vi er pt. 23 medarbejdere i sektionen, og vi er en god blanding af både militært og civilt ansatte. Vores hverdag er præget af en uformel og humoristisk omgangstone, og vi har en kultur, hvor vi vægter faglighed, tryghed, samarbejde samt lyst og vilje til sparring højt.

Om stillingen

Som HR-konsulent/sagsbehandler får du ansvaret for rekruttering til stillinger ved Forsvarsministeriets styrelser og Forsvarets myndigheder. I den forbindelse forestår du rådgivning og vejledning af chefer og ledere, om alt lige fra udformning af stillingsopslag, udnævnelse, screening af ansøgerfeltet til den konkrete ansættelse og forvaltning af løn- og ansættelsesvilkår.

Udover at løse opgaver relateret til de enkelte rekrutteringer, vil du også få mulighed for at løse opgaver af en drifts- og udviklingsmæssig karakter i relation til HR-området. Der vil også i stillingen være mulighed for, at kunne bidrage til implementeringsforberedelsen af den nye ansættelsesform, med optjeningsret til uddannelse med løn.

Andre opgaver kan f.eks. være intern- og ekstern koordination, støtte til personeltilpasningsprocesser, organisationsændringer og afskedigelser.

Der er begrænset rejseaktivitet forbundet med stillingen i form af relations besøg ved de myndigheder, som du varetager rekruttering/ansættelse for.

Stampersonelsektionen er en vigtig del af den igangværende opbygning af Forsvaret, da en stor del af alle ansættelser og beordringer gennemføres i vores sektion. I sektionen arbejder vi myndighedsvendt, og kan der i perioder være en høj individuel arbejdsbelastning, men vi har tradition for at hjælpe kolleger, der har travlt.

Selvledelse, medbestemmelse og fleksibilitet vægtes højt, men der er også en forventning om, at alle bidrager til intern sparring og videndeling, da det forbedrer vores samlede opgaveløsning.

Der er i Personelkommandoen en ambition om, at være statens bedste HR-organisation og som et led i det, arbejder Center for Bemanding og Tilknytning på at udvikle digitale løsninger og effektivisere processer til gavn for vores kunder. Dette vil også i større eller mindre grad berøre dit daglige virke i centret, og du vil som HR-konsulent være en vigtig bidragyder i forhold til den kontinuerlige udvikling.

I forbindelse med opstarten som HR-konsulent og sagsbehandler, vil du gennemgå en målrettet oplæring gennem uddannelse og sidemandsoplæring, der ruster dig godt til at varetage stillingen.

Om dig

Du har en kontoruddannelse med erfaring inden for HR-området. Måske har du erfaring med personeladministration og sagsbehandling.

Du evner at løse opgaver på egen hånd, men fungerer også godt i et teamsamarbejde. Du er god til at etablere og vedligeholde relationer – også på distancen, da vores samarbejdspartnere/kolleger er geografisk spredt ud over hele landet. Det stiller krav til din evne til, at kommunikere i såvel skrift som tale. Du søger og bidrager til sparring og videndeling – internt såvel som eksternt.

Du er ansvarsbevidst, struktureret og god til relationer. Du er helheds- og resultatorienteret og har en kundeorienteret tilgang til opgaveløsningen.

Vi vil sætte stor pris på, at du har brugererfaring med SAP og Captia/Workzone, som er vores primære IT systemer,

Ansættelsesvilkår

Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere.

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Dit faste tjenestested vil være i Ballerup.

Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

KONTAKT OG ANSØGNING

Hvis du vil vide mere om stillingen, eller har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte sektionschef, major Carina Rahr Bergman på mail: FPS-CRB@mil.dk eller tlf.: 3056 3932. Alternativt chefsergent Kjeld Hildebrandt Hansen på mail: FPS-KHH@mil.dk eller tlf.: 3266 5741.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Mia Backhausen på telefon 3266 5574.

Ansøgningsfristen er den 13. juli 2025. Ansættelsessamtaler afholdes i uge 29-30.

Stillingen er til besættelse 1. september 2025.

Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at forskellighed styrker opgaveløsningen gennem diversitet og nytænkning. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

OM PERSONELKOMMANDOEN

Personelkommandoen er overordnet ansvarlig for personaleområdet og HR-driften i Forsvarsministeriets koncern. Koncernen omfatter bl.a. Forsvarskommandoen, Forsvarets Efterretningstjeneste, Hjemmeværnet samt en række styrelser såsom Materiel- og Indkøbsstyrelsen og Regnskabsstyrelsen.

Vi støtter med rekruttering, dels til koncernens mange uddannelser, dels til de ca. 22.000 faste stillinger og de 3.500 stillinger i reserven.

Vi rådgiver om HR og arbejdsmiljø, indkalder til Forsvarets Dag, forhandler overenskomster og yder støtte til veteraner og pårørende. Vi har desuden det faglige ansvar for udvikling og udmøntning af koncernens HR-strategiske tiltag.

Personelkommandoen er som arbejdsplads kendetegnet ved høj faglighed, fokus på videndeling, gode menneskelige relationer og et velfungerende arbejdsmiljø.

Hovedsædet er placeret i Ballerup med decentrale partnerelementer og rekrutteringscentre rundt om i hele landet. Veterancentret, der er en del af Personelkommandoen, er placeret i Ringsted.

Log ind