Nogle mennesker har en særlig evne til at tage ansvar. De forudser de små kriser i hverdagen, før de opstår. De fornemmer, hvad der ligger bag, når nogen har en dårlig dag. De griber øjeblikket og får det bedste ud af enhver situation. De hviler i sig selv og spreder både ro og begejstring omkring sig. De er dem, vi går til, når det bliver svært. Sagt på en anden måde: Kan du huske den klassekammerat, der altid blev og hjalp med at rydde op efter festen, inden forældrene kom hjem?
Genkender du dig selv, er du et godt bud på at blive den nye leder af vores SFO.
Ikke fordi vores fester plejer at gå amok, men fordi dine værdier og menneskelige egenskaber matcher dem, vi lever efter på Højelse Skole.
Det gør absolut ikke noget, at du har et solidt pædagogisk bagkatalog – men vi synes, at du er lige så interessant som din uddannelse.
Som afdelingsleder bliver du en del af skolens ledelse. Du er med til at sætte retning og mål for hele skolen – ikke bare den del du har ansvaret for. Sammen med skolelederen og viceskolelederen er din vigtigste opgave at skabe tryghed og masser af rum til at udfolde sig for børn og voksne. Din primære opgave er selvfølgelig SFO, men vi løfter altid i flok.
Frisættelse står også højt på din to-do-liste. I SFO’en er du en igangsætter, der hele tiden er på udkig efter den forandring, der får børn og voksne til at fungere lidt bedre. Måske har du hovedet fuld af gode ideer, men endnu vigtigere er du god til at inspirere og støtte andre i at få dem. Aktiviteterne i SFO’en bliver udviklet af børn og voksne i et engageret og nysgerrigt fællesskab, hvor alt ikke behøver at ligne det, der skete sidste år. Det er jo ikke de samme børn, vel?
Det, der binder os sammen
På Højelse Skole begynder alting med de børn, du står over for. Fulgt af din nysgerrighed efter at forstå, hvad netop de børn indeholder. Vi accepterer ubetinget, at børn altid kommer med det bedste, de har. Som nogen har sagt: Børn er et puslespil. Alle brikkerne er der, så vi skal bare hjælpe med at få dem lagt på plads. Som leder er din vigtigste opgave at give det børnesyn videre… og ja, så er der også en hel del andre opgaver, men ingen vigtigere.
Apropos ledelse. Voksne er heller ikke ens. Så din nysgerrighed på, hvem dine medarbejdere er, og hvordan de kan bidrage på hver deres måde, er lige så vigtig, som den er i forhold til børnene. Autoritet er ikke at kende alle svarene, men at stille de rigtige spørgsmål. Du skal selvfølgelig kende målet, men din virkelige kvalitet er at få andre til at ville med på turen.
Er du alligevel også blevet lidt nysgerrig?
Hvad siger du til en at få en kop kaffe og snak, inden du beslutter, om du har lyst til at blive en af os? Vi vil elske at give dig en guidet tour på skolen. Du er mere end velkommen til bare at søge, men det skader ikke at se hinanden i øjnene og mærke efter, om der er takter til et godt team.
Vi kan også fortælle dig mere om de grundtanker, vi bygger hverdagen på – og som betyder, at vi er en folkeskole som alle andre, men at vi er det på vores egen måde. Det kan du læse mere om her: Vores Fundament på hoejelseskole.aula.dk
Om Højelse Skole
Vores dejlige skole ligger 30 minutter fra København og Roskilde i et naturskønt område i det nordlige Køge. Vi har dygtige og imødekommende medarbejdere: 11pædagoger og medhjælpere i SFO og 24 lærere i undervisningen glæder sig til at begejstre 280 søde og sædvanligvis motiverede elever sammen med dig.
Og ja, begejstring er noget, vi dyrker. Ikke alene er vi glade for os selv (som du nok ikke har undgået at bemærke!) – vi gør også alt, hvad vi kan for at begejstre hinanden. Glæde, smil og masser opmuntrende tilråb fjerner ikke de svære ting, men kan gøre det nemmere at komme forbi dem.
Vi hører fra dig, ikke?
Kom gerne til en uforpligtende snak og en kop kaffe, før du sender en ansøgning. Det gør du ved at, ringe direkte til skoleleder Tommy Brun Larsen på 2713 0280 eller viceskoleleder Neel Andersen på 2399 6608. Vi er i den grad nysgerrige på, om vores skole også er din type?
Samtaler afholdes:
Onsdag den 3.12.2025 (1.samtalerunde)
Tirsdag den 9.12.2025 (2.samtalerunde)