Har du en baggrund inden for luftfart og har du lyst til nye faglige udfordringer? Så er det måske dig, vi søger til Trafikstyrelsens ATM/ANS-team, hvor vi sammen skaber rammerne for en sikker og effektiv lufttrafik. Om stillingen og dit nye team I Trafikstyrelsens afdeling for luftfart har ATM/ANS-teamet ansvaret for rammerne omkring lufttrafiktjenester og luftfartens sikkerhed i Danmark, Færøerne og Grønland. Vi arbejder både med regulering, tilsyn og udvikling – altid med fokus på at skabe de bedste betingelser for en sikker og effektiv lufttrafik.
Som vores nye kollega bliver du en del af et team på 17 engagerede medarbejdere, ledet af Zenia. Teamet rummer både specialister og generalister, der alle brænder for at gøre en forskel for luftfarten. Hos os er der gode muligheder for at udvikle sig fagligt og lære nyt, samtidig med at du bidrager til vores fælles opgaver.
Teamets opgaver omfatter blandt andet:
- Tilsyn med og godkendelse af alle udbydere af lufttrafiktjeneste
- Tilsyn med meteorologiske tjenester
- Tilsyn med træningsorganisationer inden for lufttrafiktjeneste
- Sagsbehandling af instrumentflyveprocedurer og luftrumsrestriktioner
- Bidrag til udvikling af metoder og regler, der understøtter nye teknologier, f.eks. droner
- Deltagelse i internationalt samarbejde i regi af EU, EASA, Eurocontrol og ICAO
Du får en varieret hverdag, hvor du både arbejder selvstændigt med egne opgaver og indgår i tæt samarbejde med kollegaer og eksterne samarbejdspartnere. Vi lægger vægt på, at du kan bringe dine egne erfaringer i spil og få medindflydelse på, hvilke opgaver der kommer til at fylde mest i stillingen.
Om dig Vi forestiller os, at du har erfaring fra luftfarten – det kan være som AFIS- eller FIC-operatør, fra airline operations eller anden relevant luftfartsmæssig funktion. Det vigtigste er, at du har indsigt i luftfartens operative virkelighed og lyst til at bruge din erfaring til at bidrage til regulering og tilsyn.
Vi ser gerne, at du:
- Er nysgerrig og motiveret for at udvikle dig fagligt
- Er god til at samarbejde med både kollegaer og eksterne interessenter
- Har blik for balancen mellem at være myndighed og at understøtte en branche i udvikling
- Kan sætte dig ind i regler og procedurer og formidle komplekse emner på en forståelig måde
Vi forventer ikke, at du kan det hele fra starten – vigtigst er, at du har lysten til at lære og bidrage med din erfaring i en ny sammenhæng.
Trafikstyrelsen som arbejdsplads Når vi siger, at vi er en fleksibel arbejdsplads, hvor det er vigtigt, at vores medarbejdere oplever balance mellem arbejde og fritid – så mener vi det. Vi har fikstid fra kl. 9-14 (mandage 10-14), hvor vi forventer, at du er tilgængelig. Derudover har du gode muligheder for selv at planlægge din arbejdsdag – uanset om du er på kontoret, på tilsyn eller arbejder hjemme. Du kan arbejde hjemme op til to dage om ugen, hvis dine opgaver tillader det.
Arbejder du mere end 37 timer om ugen, opsparer du fleks, som kan afvikles i form af fleksdage eller kortere arbejdsdage i en periode. Vi rummer både småbørnsforældre, medarbejdere midt i karrieren og kollegaer i deres efterår, og vi tilbyder derfor fleksible løsninger som tilpassede arbejdstider, orlov, flexjob, plustid og nedsat tid.
Hos os er der gode muligheder for at lære kollegaer at kende – både på tværs af afdelinger og i sociale sammenhænge. Det kan være til fredagsbar, julefrokost, sommerfest, DHL-stafet eller gennem vores aktive personaleforening, som arrangerer alt fra vinsmagning og banko til koncerter og yogaundervisning.
Du kan læse mere om Trafikstyrelsen som arbejdsplads på
www.trafikstyrelsen.dk/karriere.
Løn og ansættelsesforhold Stillingen er på 37 timer om ugen. Ansættelsen sker efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og relevant faglig organisation med mulighed for forhandling af tillæg efter kvalifikationer.
Yderligere information Du kan få mere at vide om stillingen hos teamleder Zenia Baungaard Berg Nørregaard på telefon +45 24937378 eller luftfartsinspektør/koordinator ATM/ANS Mads Linnet Trentemøller på telefon +45 41780473.
Ved spørgsmål om ansættelsesforhold kan du kontakte vores HR-partner Bénédicte Lotte Thue Neuvecelle på mail
bltn@trafikstyrelsen.dk.
Det er en forudsætning for ansættelsen, at du kan sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen.
Du kan desuden forvente, at der indgår en personlighedsprofiltest og en faglig case i rekrutteringsforløbet.
Ansøgning Så søg stillingen nu og senest den
6. oktober 2025 ved at trykke på ”Ansøg nu”. Der kan
forekomme test og case i rekrutteringsforløbet. Samtaler forventes afholdt i uge 43.
Stillingen er til besættelse 1. december 2025 eller snarest muligt herefter.