Handicaphjælper søges – fuldtid og vikar i tidsbegrænset stilling

fuldtid
Handicaphjælper søges – fuldtid og vikar i tidsbegrænset stilling

Jeg er en 71-årig kvinde, der søger to kvindelige personlige hjælpere:

  • Én tidsbegrænset hjælper på fuld tid (37 timer)

  • Én fuldtidsvikar på ubestemt tid

Hvis du er kvik i pæren og har lyst til at hjælpe et menneske, der ikke selv kan så meget, så læs videre - måske er det dig, jeg søger.

Arbejdet foregår i døgnvagter, både på hverdage og i weekender, og du vil indgå i et fast 10-ugers rul med ca. 6-7 vagter pr. måned. I ferieperioder vil der være flere vagter.

Om jobbet

Arbejdsopgaverne er mangeartede og omfatter blandt andet:

  • Indkøb

  • Madlavning

  • Tøjvask

  • Rengøring

  • Ledsagelse til aktiviteter udenfor hjemmet

  • Personlig pleje

Du skal være mine arme, ben og øjne - men ikke mit hoved, for det fejler ingenting.

Det betyder, at du skal kunne handle ud fra mine ønsker, og respektere, hvordan jeg gerne vil have tingene gjort.

Jeg sætter pris på et pænt og nydeligt hjem, hvor der ofte kommer uventede gæster.

Det er derfor vigtigt, at du kan se, hvad der skal laves, og holde dig i gang, også når du ikke får direkte besked.

 

Om dig

Jeg lægger vægt på, at du:

 

  • Er mødestabil og forstår, at din stabilitet betyder meget for både mig og dine kollegaer

  • Er fleksibel, pålidelig, omhyggelig og har høj hygiejnestandard

  • Har god situationsfornemmelse

  • Forstår at overholde tavshedspligt

  • Kan træde til ved sygdom eller ferie blandt kollegaer

  • Er i god fysisk og psykisk form, da arbejdet kræver begge dele

  • Har god sort humor - det gør hverdagen lettere

  • Ikke er nervøs anlagt, men kan bevare roen og overblikket, også når tingene spidser lidt til

Du skal have empati, respekt og tålmodighed, og kunne samarbejde med mig – også når jeg har en dårlig dag.

Jeg har temperament og kan somme tider reagere uhensigtsmæssigt, så du skal kunne tage det roligt og lade det passere.

Jeg er heller ikke god til forandringer eller nye mennesker, så der vil være en tilvænningsperiode, hvor vi begge lige skal finde rytmen sammen.

 

Om mig

Jeg er ryger, så du skal kunne acceptere røg.

Jeg har en stor, gammel og venlig hund, som betyder enormt meget for mig, og hun skal behandles præcis, som jeg ønsker det. Hun “snakker” med lyde, og det skal du være tryg ved.

Jeg elsker dyr og naturen og har tidligere boet på landet, da jeg var rask. Derfor nyder jeg at høre om livet på landet, dyr og natur – og jeg holder meget af at være i haven og sidde på min terrasse, når vejret tillader det.

Jeg har bil, så du skal have kørekort (B).

Jeg nyder at høre radio i løbet af dagen, se mine serier om aftenen og sætter pris på åbenhed, ærlighed, ligeværdighed og gensidig respekt i mit hjem og i samarbejdet.

Praktisk

  • Arbejdssted: Hørup, 6470 Sydals

  • Stillinger: 1 fast fuldtidsstilling (37 timer) + 1 fuldtidsvikar (på ubestemt tid)

  • Vagter: Døgnvagter i 10-ugers rul

  • Ansættelse: Snarest muligt eller efter aftale

Hvis du synes, det lyder som noget for dig, så ring til mig på 74416311 for at høre mere, og fortælle hvad du kan tilbyde.

 

LOBPA varetager arbejdsgiverbeføjelserne for denne ordning. Det er alene LOBPA, der er bemyndiget til at ansætte og opsige handicaphjælpere. Du ansættes derfor gennem LOBPA, der er omfattet af overenskomst for handicaphjælpere, se mere på  www.lobpa.dk

Log ind