Graver ved Hove, Hygum og Tørring Kirker, Lemvig Provsti

fuldtid
Graver ved Hove, Hygum og Tørring Kirker, Lemvig Provsti
  • Houe-Hygum-Tørring Menighedsråd
  • 7620 Lemvig

Stillingen som graver ved Hove, Hygum og Tørring Kirker (Lemvig Provsti) er ledig og ønskes besat den 1. august 2025 eller snarest derefter. Stillingen er på 37 timer ugentligt.

Hove, Hygum og Tørring er tre små sogne vest for Lemvig.
Der er et velfungerende samarbejde mellem medarbejderne og i menighedsrådet, som er fælles for de tre sogne. Der er et stærkt ønske om at være en aktiv del af det lokale fællesskab og det rige foreningsliv, som blomstrer omkring skolen og "Alt-i-Et Huset", hvor både sportslige og kulturelle aktiviteter trives.

Vi ønsker at styrke samarbejdet på tværs af sognene i hele provstiet – blandt andet med fokus på drift og udvikling af kirkegårdene. Selvom antallet af gravfæstelser er faldende, arbejder vi aktivt med planer for kirkegårdenes fremtidige udformning og anvendelse.

Dine opgaver vil være:

  • Varetage og være ansvarlig for de 3 kirkegårdes vedligeholdelse
  • Være arbejdsleder for 2 gravermedhjælpere
  • Være ansvarlig for rengøring af kirker og øvrige bygninger
  • Kirketjeneste ved gudstjenester og kirkelige handlinger
  • Være ansvarlig for pasning af udearealer ved præsteboligen
  • Administrative opgaver som oprettelse af gravstedsbreve, udskrivning af regninger og føring af kirkegårdskort

Vi forventer, at du:

  • Er uddannet gartner eller har gartnerisk erfaring, gerne uddannelse som graver
  • Har et godt overblik og selvstændigt kan overskue og tilrettelægge arbejdet
  • Kan udarbejde og arbejde efter en årsplan
  • Har gode ledelses- og samarbejdsevner
  • Er fortrolig med brug af IT, gerne med kendskab til programmerne Gias og Brandsoft
  • Indgår i et samarbejde med menighedsrådet
  • Har lyst til at møde og tale med gæster på kirkegården
  • Har interesse for bæredygtighed og ”grøn kirke”

Vi kan tilbyde:

  • Et selvstændigt job med en høj grad af faglig frihed under ansvar
  • Mulighed for at sætte dit eget præg på kirkegården
  • Relevante kurser, så du kan udvikle dig fagligt inden for området
  • Et godt arbejdsfællesskab og samarbejde med menighedsrådet

Arbejdstid
Der arbejdes ud fra en årsnorm. Der skal forventes tjeneste på lørdage, søn- og helligdage. 

Løn- og ansættelsesvilkår
Ansættelsen er omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Offentlig Ansattes Organisationer (OAO-S) og Organisationsaftale for kirkefunktionærer med kerneopgaver som kirketjener eller graver indgået mellem Finansministeriet og Forbundet af kirke- og kirkegårdsansatte med tilhørende protokollat for gravere.

Aftalerne kan ses på www.folkekirkenspersonale.dk.

Nuværende tjenestemandsansatte gravere har ret til at bevare deres tjenestemandsstatus ved ansættelse med direkte overgang. Der skal i så fald ske en klassificering af stillingen.
Det er en betingelse, at den obligatoriske 5 ugers uddannelse for gravere gennemføres indenfor 2 år efter ansættelsens start.

Stillingen indplaceres i løngruppe 1, hvis der ikke er gartnerisk uddannelse.
Årslønnen aftales indenfor intervallet 331.733,38 kr. – 408.292,55 kr. (nutidskroner).

Der er rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør årligt 26.388,23 kr. (nutidskroner).

Stillingen indplaceres i løngruppe 2, ved gartnerisk uddannelse. Årslønnen aftales indenfor intervallet 339.393,83 kr. – 424.453,49 kr. (nutidskroner). Der er rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør årligt 26.388,23 kr. (nutidskroner).
Aftale om indplacering i lønintervallet indgås mellem menighedsrådet og FAKK.

Kontaktoplysninger

Nærmere oplysning om stillingen kan fås ved henvendelse til formand for menighedsrådet Arne Jeppesen, tlf. 2030 6722 eller kontaktperson Inge Marie Andersen, tlf. 5364 6450. 

Ansøgningsfrist tirsdag den 10. juni Kl. 12.00.

 

Log ind