Graver til Store Tåstrup Kirke (genopslag)

fuldtid
Graver til Store Tåstrup Kirke (genopslag)
  • ST TÅSTRUP MENIGHEDSRÅD
  • Tåstrupvej 50, 4370 Store Merløse

Store Tåstrup Sogns Menighedsråd søger en fuldtidsansat graver med kirketjeneste.

Store Tåstrup Kirke ligger i den sydlige del af Holbæk Kommune i et landsogn med cirka 1.800 personer, hvoraf cirka 1.300 er medlemmer af folkekirken. 

Den hvidkalkede kirke er omgivet af gårde og mindre ejendomme, og i umiddelbar nærhed af Store Tåstrup ligger Store Merløse, som gennem det seneste århundrede har været den primære handelsby for egnen.

Vi tilbyder:

  • et selvstændigt, spændende og udfordrende job med udviklingsmuligheder

  • et godt kollegialt samarbejde i et team med præst, kirkemusikere, kirkeværge, daglig leder og kontaktperson

  • en lille arbejdsplads med et godt kollegaskab og højt til himlen

  • mulighed for at være med til at realisere og udvikle helhedsplan for Store Tåstrup Kirkegård med vægt på kirkegården som rekreativt rum, hvor du også kan byde ind og sætte dit eget præg.

Som graver er du ofte det første ansigt, man møder på kirkegården og i kirken. Du kommer til at møde mennesker i alle livets store øjeblikke, i både glade og triste stunder.

Dine opgaver bliver:

  • daglig drift og vedligehold af kirkegård og graverbygninger, herunder gravsættelser

  • renholdelse af gravsteder og udenomsarealer

  • vedligehold af kirkens maskiner og materiel

  • løbende dialog med kirkegårdens brugere og anvisning af gravsteder

  • at udvikle projektplaner for tilpasning til kirkegårdens kommende helhedsplan og samarbejde med menighedsrådet om tilpasning af helhedsplan

  • administration af kirkegårdens registreringer i samarbejde med servicekontor

  • kirketjenester.

Vi ønsker en ansøgning fra dig, hvis du:

  • har interesse i kirkens arbejde og kirkegårdens drift

  • har lyst til at være primær kirketjener med service ved højtiderne, gudstjenester i vintermånederne, kirkelige handlinger (fx bisættelser) og i øvrigt efter aftalt vagtplan

  • kan være kirkens positive ansigt udadtil

  • kan arbejde selvstændigt inden for de af menighedsrådet givne rammer

  • er fleksibel og har flair for planlægning og organisering af arbejdsopgaver i kirkeligt regi

  • har evne til at møde medmennesker i både glæde og sorg

  • har gode samarbejdsevner

  • er geografisk fleksibel og mobil i samarbejdet med de omkringliggende sogne.

Det er en fordel, hvis du:

  • har erfaring med vedligehold af kirkegård eller oplæring i drift af grønne områder og udenomsarealer

  • har lyst at rådgive og vejlede menighedsrådet, når der skal tages beslutninger om kirkegårdens udvikling

  • har kørekort og bil, da sognet er et landsogn med afstand til leverandører og andre sogne

  • er tryg ved at begå dig i IT-systemer til kirkegårdsadministration (oplæring finder sted).


Ansættelsen er omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Offentlig Ansattes
Organisationer (OAO-S) og Organisationsaftale for kirkefunktionærer med kerneopgaver som
kirketjener eller graver indgået mellem Finansministeriet og Forbundet af kirke- og kirkegårdsansatte med tilhørende protokollat for gravere.

Aftalerne kan ses på www.folkekirkenspersonale.dk.

Det er en betingelse, at der gennemføres 5 ugers obligatorisk uddannelse for gravere inden for 2 år efter ansættelsens start.

Nuværende tjenestemandsansatte gravere har ret til at bevare deres tjenestemandsstatus ved
ansættelse med direkte overgang. Der skal i så fald ske en klassificering af stillingen.

For ansøgere uden gartnerisk uddannelse bliver stillingen indplaceret i løngruppe 1 med en årsløn inden for intervallet 336.046,12 kr. – 413.600,61 kr. (nutidskroner).

For ansøgere med gartnerisk uddannelse bliver stillingen indplaceret i løngruppe 2 med en årsløn inden for intervallet 343.808,19 – 429.971,65 kr. (nutidskroner).

Der er rådighedsforpligtelse knyttet til stillingen og dermed også et rådighedstillæg, som udgør 23.388,23 kr.

Aftale om indplacering i lønintervallet indgås mellem menighedsrådet og FAKK.

Nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til menighedsrådets formand, Ernst Krogager, via mobiltelefon 27 20 45 53 eller e-mail ernst@krogager.dk.

Ansøgningen med relevante bilag sendes på mail til 7288fortrolig@sogn.dk.

Ansøgningen skal være menighedsrådet i hænde senest den 30. januar 2026, kl. 12.00.

Menighedsrådet kan oplyse, at der vil blive indhentet børneattest og eventuelt referencer.

Log ind