Genopslag: Commercial Analyst til Nordsøfondens kommercielle team.

fuldtid
Genopslag: Commercial Analyst til Nordsøfondens kommercielle team.
  • Nordsøenheden
  • Sankt Kjelds Plads 11, 2100 København
GENOPSLAG: Commercial Analyst til Nordsøfondens kommercielle team: Vær med til at styrke Danmarks energiforsyningssikkerhed og den grønne omstilling

Vil du bidrage til Danmarks økonomi, energiforsyningssikkerhed og grønne omstilling? Og lyder denne kombination af samfundsmæssigt højt prioriterede indsatsområder interessant? Så har vi en spændende stilling i Nordsøfonden.

I samarbejde med vores partnere bidrager Nordsøfonden til at nå de danske klimamålsætninger via CCS (fangst og lagring af CO2) og producerer olie og gas til det europæiske marked. Vi søger en medarbejder med erfaring inden for økonomisk modellering og markedsanalyser til at indgå i arbejdet med CO2-lagring i vores kommercielle team.

I Nordsøfondens kommercielle team vil du bidrage til de projektøkonomiske beregninger for vores projekter med CCS. En anden del af dit arbejde er markedsanalyser i forbindelse med vores projekter.

Som en del af Nordsøfonden kan du se frem til en meget alsidig hverdag i et tværfagligt miljø, hvor man i høj grad er ansvarlig for løsning af egne opgaver.

Om stillingen

Afhængigt af dine erfaringer og kompetencer vil en del af følgende opgaver kunne indgå i stillingen:

  • Udvikle og vedligeholde økonomiske modeller for potentielle investeringer og projekter
  • Udføre følsomhedsanalyser og scenarieplanlægning
  • Samarbejde med kollegaer for at inkorporere relevante datainput og antagelser i økonomiske modeller
  • Overvåge branchetrends og markedsaktiviteter. Deltage i konferencer og seminarer
  • På sigt deltage kommercielle aktiviteter mv.
Om dig

Vi forestiller os, at du har følgende kvalifikationer:

  • Minimum tre-fem års erfaring med lignende opgaver
  • Relevant uddannelse inden for finansiering, regnskab og/eller økonomi på kandidatniveau
  • Gode dansk- og engelskkundskaber, såvel mundtligt som skriftligt
Du vil passe godt ind i stillingen, hvis du som person:

  • Er analytisk med sans for detaljen, samtidig med at ”helikopteroverblikket” bevares – også i komplekse sammenhænge
  • Kan arbejde selvstændigt og sammen med andre faggrupper, teknikere og kommercielle, om løsning af opgaverne
Om os

Nordsøfonden er statens undergrundsselskab, og vores opgave er at skabe værdi ved at udnytte undergrundens potentiale bedst muligt til gavn for det danske samfund. Nordsøfonden varetager statens interesser, og rammerne for vores arbejde er politisk defineret. Vi er en del af løsningen - både når vi producerer olie og gas, og når vi bidrager til at nå klimamålsætningerne via CO2-lagring.

Med knap 20 medarbejdere er Nordsøfonden en lille arbejdsplads. Vi spænder bredt i faglighed, og vi gør en dyd ud af at dele vores viden med hinanden. Vores hverdag er præget af udfordrende og varierende opgaver, og vi lægger vægt på effektivt samarbejde og projektorienteret opgaveløsning.

Vi tror på, at en mangfoldig og rummelig arbejdsplads, hvor der er balance mellem arbejdsliv og familieliv, styrker opgaveløsningen. Du har gode muligheder for at arbejde hjemme og fleksibilitet i arbejdsplanlægningen. Vi tilbyder forskellige sundhedsordninger, herunder en sundhedsforsikring til ansatte.

Nordsøfonden holder til i Sankt Kjelds Gård på Østerbro, tæt på Lyngbyvejen, metro og S-tog. Vi deler en parkeringskælder med de andre lejere i huset.

Løn og ansættelsesforhold

Du ansøger om jobbet via vores elektroniske ansøgningssystem. Din motiverede ansøgning med CV, eksamensbevis og eventuelle øvrige bilag skal indtastes og indsendes senest mandag den 2. juni 2025.

Nordsøfonden opfordrer alle uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Vi forventer at holde samtaler løbende. Du skal være indstillet på at gennemføre en test.

Tiltrædelse efter aftale. Lønnen forhandles lokalt, men du ansættes i henhold til AC-overenskomsten i staten.

Yderligere oplysninger

Ønsker du at vide mere om stillingen, kan du kontakte CCS Business Development Lead Rasmus Hemmingsen på telefon 20707703.

Log ind