Generalist (fuldmægtig) til Indenrigs- og Sundhedsministeriets departement

fuldtid
Generalist (fuldmægtig) til Indenrigs- og Sundhedsministeriets departement
  • Sundheds- og Ældreministeriet
  • Slotsholmsgade 12, 1216 København K
Har du erfaring med eller lyst til arbejde i en politisk styret organisation? Og har du mod på at arbejde selvstændigt og få stort ansvar? Så tilbyder vi en spændende og varieret hverdag med opgaver inden for sikkerhed, borgervendt kommunikation og politiske emner med stor betydning for samfundet.

Om os
I Indenrigs- og Sundhedsministeriet arbejder vi for at styrke sammenhængskraften og fremme sundheden og velfærden i Danmark. Vi værner om borgernes frie valg og lige adgang til god forebyggelse og behandling. Vi arbejder for gode og ensartede kommunale og regionale rammevilkår, for flere sunde leveår, og for at sikre et robust sundhedsvæsen i udvikling. Vi bidrager til holdbar politikudvikling ved at inddrage omverdenen og skaber derigennem grundlaget for, at regeringen laver løsninger, der peger frem og kan føres ud i livet.

Din hverdag hos os
I departementets Center for Service, Sikkerhed og IT tilbyder vi spændende og udfordrende opgaver. Vi arbejder bl.a. med at styrke sikkerheden internt, håndterer borgerhenvendelser og fører tilsyn med informationssikkerhed i koncernen. Samtidig arbejder vi strategisk med udvikling og implementering af AI, så nye løsninger understøtter en effektiv og fremtidssikret opgaveløsning. Vi tror på, at de bedste løsninger skabes i fællesskab. Derfor rækker vi ud – både internt i koncernen og til eksterne samarbejdspartnere – for at få nye perspektiver og tænke opgaveløsningen på nye måder. Du vil få et selvstændigt ansvar og store faglige udfordringer. Er du nyuddannet, hjælper vi dig på vej med tæt sparring. Du bliver en del af et stærkt team, og dit arbejde vil være præget af samarbejde med mange kollegaer internt i departementet, på tværs af Indenrigs- og Sundhedsministeriets koncern og andre ministerier.

Din uddannelse, erfaring og personlige kvalifikationer
Du har en fagligt stærk generalist profil inden for samfundsvidenskab, f.eks. cand.scient.adm., cand.scient.pol., cand.polit/oecon. eller lignende. Du har måske erfaring med politiske processer og rollen som embedsmand fra centraladministrationen, fra en kommune eller fra en region. Er du nyuddannet, vil vi også meget gerne høre fra dig.

Vi lægger vægt på, at du:

  • kan agere proaktivt og tage selvstændigt ansvar i samarbejde med dine kollegaer,
  • har stærke analytiske kompetencer og kan anvende disse på fagligt komplekse politiske problemstillinger,
  • har god procesforståelse og synes, at det er sjovt at koordinere og samarbejde med andre,
  • har en god politisk forståelse og hurtigt kan sætte dig ind i nye, fagligt komplekse problemstillinger, og tænker i løsninger,
  • trives i en travl og omskiftelig hverdag,
  • har stærke kommunikations- og formidlingsevner, skriftligt og mundtligt og
  • har en positiv tilgang, godt humør og masser af gå på mod.
Vi tilbyder
Indenrigs- og Sundhedsministeriet er karakteriseret ved, at arbejdsopgaverne løses i et højt tempo, og at resultaterne har stor betydning for samfundet. Du bliver en del af et ministerium med dygtige og engagerede medarbejdere, hvor du får lov til at prøve kræfter med et bredt felt af spændende arbejdsopgaver og får mulighed for at udvikle din faglighed og din politiske og procesmæssige forståelse. Omgangsformen er uhøjtidelig med højt til loftet, vi hjælper og bakker hinanden op og bidrager til, at det er sjovt at gå på arbejde.

Om ansættelsen
Du bliver ansat som fuldmægtig efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.

Det er en forudsætning for ansættelsen, at kandidaten kan sikkerhedsgodkendes og at denne kan opretholdes under hele ansættelsen.

Kontakt os gerne
Ønsker du at vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at ringe til kontorchef Henriette Benzon Bang på tlf. 2010 1785.

Er du interesseret?
Klik på "søg stillingen" og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis. Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 4 og 5. Du vil i forbindelse med rekrutteringsprocessen blive bedt om at løse en case.

Du kan læse mere om os på www.ism.dk.

Log ind