Vi har fået mulighed for at oprette en tidsbegrænset projektstilling pr. 1. januar2026 – 31. december 2029 i Veterancentret i Karup i forligsprojekt omhandlende styrket behandling. Har du erfaring med B-BAT og gerne vil hjælpe traumatiserede veteraner, samt værdsætter et godt tværfagligt miljø, hvor kvalitet og opgaveløsning er i fokus, så er dette måske en stilling for dig.
Om os Du bliver en del af Veterancentrets Militærpsykologiske afdeling, der med sine to sektioner, Klinikken og Internationale Operationer, arbejder med forebyggende indsatser målrettet soldater i internationale operationer og behandling af psykiske efterreaktioner, herunder posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD) og andre belastningsreaktioner.
Veterancentrets hovedsæde er i Ringsted, hvor bl.a. chefniveauet og stabs- og støttefunktioner har til huse. I Militærpsykologisk Afdeling er vi omkring 45 kollegaer, der er fordelt i lokale veterancentre på kaserner i Aalborg, Holstebro/Karup, Fredericia, Slagelse/Ringsted og Høvelte/Svanemøllen.
Der er et tæt samarbejde med psykologerne i behandlingsforløbene og ofte foregår behandlingen også i samarbejde med Veterancentrets socialrådgivere, beskæftigelsesrådgivere, børnerådgivere samt opsøgende rådgivere. Du får kollegaer, der vægter værdien af samarbejdet højt og er karakteriseret ved at værdsætte faglige drøftelser i et lærende miljø, hvor vi har let til grin, og hvor vi kerer os for hinanden. Samtidig bliver du en del af et kvalificeret monofagligt miljø af i alt fire fysioterapeuter, som ud over Karup er ansat i hhv. Aalborg, Fredericia og Svanemøllen/Ringsted.
Om stillingen Du får din dagligdag på Flyvestation Karup, hvor du bliver en del af et kvalificeret tværfagligt fællesskab, hvor alle har solid viden og erfaring inden for veteranområdet, samt arbejder engageret og målrettet for at skabe bedre vilkår for vores soldater, veteraner og deres pårørende.
Arbejdet omfatter udredning og undersøgelse (med BAS MQ-E) og kropsterapeutiske forløb i form af B-BAT individuelt og i gruppe. Vi søger en fysioterapeut med fagligt engagement, B-BAT erfaring og måske også erfaring fra psykosomatik og psykiatri.
Du modtager naturligvis supervision og indgår i et solidt mono– og tværfagligt fællesskab, hvor sparring er i højsædet. Derudover deltager du også i seminarer, og vi udarbejder sammen en plan for løbende kompetenceudvikling.
I denne stilling refererer du til klinikleder Ole Nielsen, som er psykolog og praktiserer en uformel ledelsesstil, hvor der er fokus på nærværende ledelse samt rig mulighed for kontakt og sparring. Ole fortæller følgende:
"Jeg efterstræber en ledelsespraksis, der både er resultatorienteret med fokus på, at forløbene tilfører højest mulig værdi til vores veteraner og pårørende – og samtidig også har fokus på de vigtige aspekter i leder-medarbejder relationerne mhp. at understøtte opgaveløsning, trivsel og udvikling".
Vi arbejder forskningsbaseret, hvilket blandt andet betyder, at vi udvikler og evaluerer effekterne af vores behandlingsforløb.
Du får muligheden for at anvende din faglige viden og samtidig udvide din erfaring inden for det kropsterapeutiske felt. Med din behandling kommer du til at skabe værdi for veteraner og deres pårørende.
Det er en fuldtidsstilling - dog med mulighed for nedsat tid, hvis du ønsker det.
Hvorfor vælge os? Vi lægger vægt på høj faglighed, og at beslutninger bliver truffet på et fagligt grundlag. Der er plads til at udvikle sig og begå fejl. Vi dyrker en kultur, der opfordrer til samarbejde, tillid og gensidig respekt blandt alle medarbejdere. Du vil opleve at have ordentlig tid til dine opgaver, da vi vægter kvalitet i vores arbejde.
Vi har et godt og uformelt arbejdsmiljø på kasernerne, som hele tiden minder os om, at vi arbejder for et højere formål med fleksibilitet i hverdagen, og hvor arbejdsglæden er i top. Vores seneste APV bekræftede i høj grad vores oplevelse af, at vi har et rigtig godt psykisk arbejdsmiljø.
Vores teams er karakteriseret ved, at vi bruger hinanden til kollegial sparring, og vi går ikke på kompromis med supervision.
I faggruppen vægter vi et tæt og ærligt samarbejde, og vi arbejder løbende på, at opkvalificere vores kropsterapeutiske behandling inden for rammerne af B-BAT formatet. Du får også øget kendskab til og samspil med de øvrige faglige indsatser i de tværfaglige forløb.
Du får adgang til den nyeste viden og forskning inden for området, og du bidrager også selv til denne i form af dine behandlinger, da vi indsamler data på vores indsatser.
Om dig - Du er uddannet fysioterapeut
- Du har nogle års almenterapeutisk erfaring, f.eks. fra det psykiatriske behandlersystem
- Du er uddannet i B-BAT – eller har minimum B-BAT 2 seminar og ønske om fortsat kompetenceudvikling
- Du arbejder selvstændigt med at planlægge, gennemføre og evaluere klientforløb. Du forbliver sikker i dine færdigheder, og finder motivation i interaktionen med klienter
- Du er en bidragende deltager i både det monofaglige og det tværfaglige samarbejde
- Du har interesse for veteranfeltet og posttraumatisk stress / traumer
Ansættelsesvilkår Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten).
Afhængigt dine kvalifikationer og færdigheder, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er tilknyttet en arbejdsgiverbetalt pensionsordning til stillingen.
Arbejdsstedet er i Karup.
Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og kunne bevare denne under hele ansættelsesforløbet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Klinikleder Ole Nielsen på telefon 7216 3230 eller fysioterapeut Mette B. Frandsen på 7216 3248.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Charlotte Meinertz Hansen på telefon 3266 5156.
Ansøgningsfristen er søndag den 9. november 2025.
Vi forventer at holde ansættelsessamtaler onsdag den 12. november 2025 på Flyvestation Karup.
Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis/svendebrev. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
OM VETERANCENTRET
Veterancentret er én samlet indgang for støtte til soldater, veteraner og deres familier. Målet er med faglighed og ansvarlighed at styrke mulighederne for, at hver veteran får et selvstændigt og meningsfyldt liv. Vi arbejder målrettet med behandlingsmetoder, der er videnskabeligt funderet, og vi tilbyder livslang støtte og psykologisk og kropsterapeutisk behandling til veteraner. Vi indsamler viden og forskningsresultater og bidrager aktivt til at gøre Danmark, Forsvaret og hele verden klogere på veteraner og deres velbefindende. Vi støtter med militærpsykologisk bistand til soldaterne både før, under og efter udsendelse.